Læsetid: 2 min.

Norges SF vil forbyde fætter-kusine-ægteskaber

SF’s norske søsterparti beskyldes for populisme og for at konkurrere med Fremskrittspartiet. SF siger nej til at forbyde fætre og kusiner at gifte sig
10. juni 2002

SF’s norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti (SV), overvejer at støtte et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber som led i kampen mod tvangsægteskaber.
»Tvangen er større, jo nærmere familiebåndene er,« siger næstformand i SV’s stortingsgruppe Karin Andersen om begrundelsen for at interessere sig for netop fætter-kusine-ægteskaberne.
Det anslås, at omkring halvdelen af alle pakistanske ægteskaber i Norge indgås mellem fætter og kusine.
Da Stortinget i foråret behandlede et forslag fra Fremskrittspartiet om forbud mod ægteskaber mellem fætre og kusiner, blev forslaget afvist af både de borgerlige regeringspartier og Arbeiderpartiet.
Men SV påpegede sammen med Fremskrittspartiet, at »et forbud mod ægteskab mellem søskendebørn vil være et af de mest effektive tiltag mod tvangsægteskaber« og krævede en udredning, som Stortingets flertal af regeringspartier og Arbeiderpartiet imidlertid afviste at sætte i gang.
»Hvis det skal lykkes at leve sammen i fred og ro og tage vare på alle individer i det norske samfund, må vi turde tage kampen på vegne af de unge mennesker, der udsættes for tvangsægteskaber. Derfor går vi længere end midterpartierne,« siger Karin Andersen til Information.
Hun hælder selv mest til den opfattelse, at de negative konsekvenser ved et forbud vil veje tungest, men ærgrer sig over flertallets nej til en udredning.

Forbud ville virke
»Vi ved, at et forbud ville virke, men samtidig ved vi, at vældig mange ville blive ramt, som ikke er i nærheden af at være udsat for tvang. Derfor er det ikke rigtigt at konkludere, før vi har fået en bred udredning,« siger Karin Andersen.
Hun advarer imod at behandle personer, der gør sig skyldige i tvang, mere lempeligt, fordi de tilhører fremmede kulturer.
»Principperne må gælde uanset, hvem du er. Der må ikke være kultur- eller religionsrelativisme i forhold til, om folk skal have lov til at få uddannelse eller til selv at vælge, hvem de vil giftes med, eller om de vil have kroppen skåret op og maltrakteret,« siger Karin Andersen – det sidste med henvisning til visse kulturers tradition for kvindelig omskæring.
Aslam Ahsan, leder af Ressurssenteret for pakistanske barn i Oslo og kommunalpolitiker for Arbeiderpartiet, er en af dem, der i det daglige arbejder med tvangsægteskaber i Norge. Han tager afstand fra SV’s overvejelser om at forbyde fætter-kusine-ægteskaber:
»Det er slet og ret populistisk, at venstrefløjen er parat til at gå så langt. SV har ellers altid været forkæmper for indvandreres rettigheder. Men nu ser SV, at indvandring er en arena, hvor man kan få folks sympati, og så rider SV på en bølge, som er i samfundet, og konkurrerer med Fremskrittspartiet,« siger Aslam Ahsan.
Han mener, at et forbud vil ramme mange ægteskaber, som ikke er baseret på tvang. I øvrigt forudser han, at fætter-kusine-ægteskaber vil være et fænomen, der bliver meget mindre udbredt i Norge i de kommende år. I Danmark er SF’s rets- og udlændingeordfører Anne Baastrup ikke umiddelbart parat til at overveje et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber:
»Et forbud vil ramme en lang række ægteskaber, hvor der slet ikke er tale om tvang,« siger hun og foreslår i stedet, at myndighederne skal gøre mere for at retsforfølge tvangsægteskaber.
Forslaget om et forbud mod fætter-kusine-ægteskaber støttes dog af Villy Dyhr, der er medlem af SF’s hovedbestyrelse og medforfatter til debatbogen Forsvar for fællesskabet, hvor forslaget om et sådant indgreb lanceres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her