Læsetid: 5 min.

Fra ny saglighed til ny salighed

I dag udkommer et stort udvalg af Torben Brostrøms litterære kritik, som er en enestående guide til det seneste halve århundredes litteratur. Brostrøms kæmpeindsats kalder i den grad på efterfølgere
14. juni 2002

(2. sektion)

Litteraturkritik
Information har på det seneste leget med tanken om at sætte samtidslitteraturen på standby i fem år. Hvis man i begyndelsen af 60’erne havde spurgt Torben Brostrøm, om ikke de nye forfatterskaber, der dengang spirede frem i landskabet, og som ingen heller forstod en bønne af, lige så godt kunne tage sig et break, ville han nok have revet sig i håret. Nu var modernismen endelig – langt om længe – kommet til Danmark. For første gang haltede vi ikke tiår efter den internationale litteratur i vores ’mådelige mådehold’.
Det skulle vi såmænd bare være lykkelige for. Og så ville han i øvrigt have betonet nødvendigheden af at formidle og forklare denne nye litteratur. Sætte den ind i en litteratur- og kulturhistorisk kontekst, der gjorde den forståelig, set ud fra et mere alment synspunkt.
Anskuet fra den anden side af historiens løb, er det jo gået meget godt. Trods vældig klynken og klagen i gennembrudsfasen. Vi har en Rifbjerg, der med sin allestedsnærværende pen mere end nogen har været med til at ruske op i den danske småtskårenhed og selvtilstrækkelighed. Vi har en Per Højholt, der viser, hvad litteraturen er i stand til, når den slippes fri af konventionerne og lader sproget styre. Kort sagt: vi har i Danmark en modernisme, der har været kraftigt medvirkende til at føre os ud af det lille, klæge hyggehul, hvori vi gerådede – og stadig helst vil geråde.
At det gik så forholdsvis godt, skyldes imidlertid ikke alene forfatternes forening af gåpåmod og kunnen, men også indsatsen fra den kritiker, der blev deres bannerfører. Hans lyst og evne til at formidle den nye litteratur, vise dens almene betydning og vedkommenhed, kan næppe overvurderes.
I bog efter bog, i artikel efter artikel, i foredrag efter foredrag har Torben Brostrøm gennem årene forsvaret, forklaret og fortolket den litteratur, der for et umiddelbart øje kunne virke både verdensfjern, inhuman og ufordøjelig.

Kvalificeret samtale
Nu føjer sig så Underspil til rækken af indsatser. Hvordan opsummere denne bog, der består af udvalgte anmeldelser, skrevet gennem de sidste 40 år?
Den giver frem for alt smagsprøver på en kritik, hvor anmeldelsen ses som led i en kvalificeret samtale, snarere end som en håndkantagtig domfældelse.
Med kvalificeret menes, at anmelderen forsøger at gennemskue, hvordan værket rent teknisk ’er gjort’ (går ind på dets sproglige egenart), samtidig med at han spørger til dets placering i en større litteratur- og mentalitetshistorisk sammenhæng. Et motto for sin kritikerpraksis leverer Brostrøm faktisk selv i en anmeldelse af Sophus Claussens breve, hvor han ærgres over, når »mindre væsentlige sider trækkes frem og spærrer for formuleringen af en oplevelse af store værdier.«
Er han også formalist om en hals, insisterer han dog til stadighed på ikke at stirre sig blind på den formelle detalje – sådan som der måske er lidt tendens til i dele af dagens yngre kritik. Helhedsbetydningen, den mere almene værdisætning, må til enhver tid hentes ud af tropernes og figurernes slyngede filigranværk.

Kritisk brod
Åbenhed og fordomsfrihed er altså nøgleordene. Selvfølglig først og fremmest over for de store modernist-kumpaner: Malinowski, Rifbjerg, Sonne, Ørnsbo, Gustava Brandt. Men også det, der for en hypermodernist må virke meget obskurt og fremmedartet, får mandens eminente lytte-øre til at blafre. Som Erik Skyum-Nielsen gør opmærksom på i sit udmærkede efterskrift, kæmper han sig stålsat igennem selv den sejeste socialrealistiske 70’er-mursten og forsøger at få hold på, hvad det dog er, den vil sige.
Det betyder ikke, at han er uden kritisk brod. Men som en vis herre siger han: Hvorfor bruge hammeren, når man kan bruge fleuretten? Og fleuretten er sylespids, når det gælder ting, han bryder sig mindre om.
I forbindelse med Jørgen Leths Kanal hedder det: »Den perfektible umodenhed er en fare i dagens poesi.« Om Bjørnvig, der har en uudslukkelig appetit på de såkaldte ’metonymier’: »Dette besvær med at udstyre sproget gør én kritisk og mistænksom.« Om Tage Skou-Hansen: »Han er meget dygtig. Og ikke altid særlig underholdende.« Om Niels Simonsens neobarok-digtning: han »kan dog umuligt sigte mod levebrødet med sine egne vers.« Om Klaus Høecks kybernetiske Rejse IV Omega. Rejse V Hymne: hans »værk aftvinger som alle gennemførte og energiske arbejdspræstationer respekt.«
Og om Hans-Jørgen Nielsens debutbog at det at: »Det er en net øvebog, pedantisk og perfektibel, omhyggeligt fremstillet af Philips bogtryk.«
Bedst er han imidlertid, når han bliver en smule anfægtet af projektet. Ikke helt kan placere det.
De uden tvivl mest spændende samtaler i bogen føres med Per Højholt, som kritikeren tydeligvis beundrer himmelhøjt, samtidig med at han forholder sig lidt afmålt over for den ’tegnleg’, som forfatteren uophørligt praktiserer – og som på mange måder skal blive normdannende for en stor del af den postmoderne poesi – og med Ivan Malinowski, hvis stigende politiske engagement både irriterer og fascinerer ham. Eller når han overraskes, tages på sengen.
Som ved læsningen af Dorrit Willumsens Manden som påskud, der reverenter talt slår benene væk under ham. Måske fordi hun formår at forbinde de strenge modernistiske formkrav med en hidtil uset kvindelig sensibilitet og lethed.

Mesterens fodspor
Underspil lægger sig til de øvrige værker i forfatterskabet som en vigtig foreløbig sammenfatning af dets tendenser og pointer. Samtidig med, at det er en enestående guide til det seneste halve århundredes litteratur – fra ny saglighed til ny salighed. Den kommer på det helt rigtige tidspunkt, kan man sige. Forvirringen råder i dag mange steder – ikke mindst på den litterære scene. Skal man vælge tradition eller fornyelse, wienervals eller avantgarde? Er der nogen grund til at foretrække formelt avanceret litteratur frem for en gedigen kioskbasker? Og har bøger overhovedet længere en berettigelse i en toptunet, quick-steppende, visuel mediekultur?
Skulle man være i tvivl om det sidste, leverer Brostrøms bog solide argumenter for fiktionslitteraturen, herunder den såkaldt svært tilgængelige. Det er en arv, der bør gå videre. En arv, der handler om at tro på litteraturen som en ’eksistensmagt’, en arv, der handler om at få formidlet de svære sager ud over rampen, så de ikke kun bliver for overspecialiserede feinschmeckere, men også kan virke ind i en bredere dannelsessammenhæng (jo, jo).
Ikke dermed sagt, at en ny generation af kritikere bare skal trampe i mesterens fodspor. Det hævdvundne er i dag på mange måder de positioner, som Brostrøm og konsorter har kæmpet for i en menneskealder. Skal denne indsats følges op – og det skal den i mine øjne – må det ikke blive gennem en næsegrus overtagelse af velkonsoliderede synspunkter, men gennem en udfordring af disse.
Det betyder måske en momentan tilspidsning og endog fortegning af den ældre generations landvindinger. Men det er ikke så vigtigt. Som Brostrøm selv viser, handler det om konstant at være på tæerne over for vanetænkning, dødbideri og national selvtilstrækkelighed. I enhver form.

*Torben Brostrøm: Underspil – Litterær kritik i udvalg. Redigeret af Christian Lund og Erik Skyum-Nielsen. 392 s., 349 kr. Gads Forlag. Udkommer i dag

*Marianne Stidsen er lektor ved Institut for Nordisk Litteratur, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her