Læsetid: 5 min.

Offensiv uden ende

Stor uvished omfatter Israels nye militære offensiv, som allerede har fået navnet Operation Standhaftighed
25. juni 2002

Yasser Arafats hovedkvarter, Al Muqata i Ramallah, blev i går omringet af israelske kampvogne, som er kørt ind i byen for tredje gang siden afslutning på forsommerens omfattende Operation Beskyttelsesmur. Hermed er seks palæstinensiske byer på Vestbredden erklæret lukket militær zone, hvilket altså ud over Ramallah omfatter Nablus, Jenin, Tulkarem, Kalkiliya og Bethlehem.
Den nye offensiv kommer som reaktion på den nye bølge af palæstinensiske angreb, som siden bombningen af en bus ved Megiddo den 5. juni har kostet 64 israelere livet. Palæstinensiske ledere har i de seneste dage søgt at afværge udviklingen ved at tage kraftig afstand fra selvmordsangreb, og i går satte man Sheikh Ahmed Yassin, Gazastribens åndelige leder af Hamas-bevægelsen, under husarrest, men intet af dette har kunne afholde Ariel Sharon fra at give grønt lys for den militære optrapning af konflikten.
»Der er på tide at tage handskerne af,« sagde en minister i Sharons regering tidligere på ugen, og at noget stort er på vej understreges af, at hæren søndag morgen begyndte at indkalde reservister i et omfang som op til Operation Beskyttelsesmur. Men i modsætning til denne er det nye initiativ, som allerede er blevet døbt Operation Standhaftighed, ikke på forhånd vedhæftet nogen tidsbegrænsning, hvilket har skabt bekymring for, hvor dette vil kunne føre konflikten hen.
Da operationen blev vedtaget og lanceret onsdag i sidste uge hed det i regeringens udtalelse, at man lader hæren blive i de palæstinensiske byer til al terrorvirksomhed er kvalt. Det blev samtidig understreget, at der ikke er planer om at genindføre tidligere tiders civiladministration, der var besættelsens lange arm indtil selvstyret overtog i 1994, og at det indtil videre heller ikke ligger Sharon på sinde at udvise Arafat.
Men de operative konsekvenser af Sharon-regeringens beslutning kan blive alvorlige nok endda, idet de jo kan forstås som en erkendelse af, at Operation Beskyttelsesmur ikke var grundig eller omfattende nok. F.eks. vides beslutningen at hvile på efterretningsoplysninger om at Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa Brigadens Martyrer bestemt ikke er sat ud af spillet, men tværtimod er ved at skifte gear til større operationer, hvor op til seks selvmordsbombere sprænger sig selv i luften samtidig.

Efter sharonsk tankegang er der kun ét at gøre, nemlig at anvende mere magt hvor den hidtil brugte ikke har haft effekt. Denne konklusion er han ikke mindst kommet til efter kraftigt pres fra den israelske højrefløj, hvor man blandt andet kritiserer ham for at ville lade bosætterne i stikken ved at bygge det meget omtalte hegn langs grænsen til Vestbredden.
Det er fra denne kant, regeringen er blevet presset til en håndfuld yderligere skærpelser, som vil ramme den palæstinensiske befolkning bredere og hermed underminere modstandsviljen. Ud fra denne tankegang, som nu synes at være styrende element, vil man ikke blot gå til angreb på selve terrorgrupperne, men også svække hele deres fundament.
Mest opsigtsvækkende i dette kompleks er nok ideen om at udvise selvmordsbomberes familier. Højrefløjskræfter kalder det skandaløst, at disse offentligt kan udtrykke stolthed over at have en martyr i slægten og vil gøre truslen om udvisning til præventivt middel inden nogen kommer så langt. Udvisning af borgere på besat område er forbudt ifølge Geneve-konventionen, hvilket ikke har forhindret Israel i at benytte dette middel over for næsten 1.000 palæstinensere siden 1967. Det største enkelttilfælde var da 400 Hamas-aktivister tidligt i den første intifada blev sendt til Libanon, hvor de boede i en teltlejr i et år, inden de lidt efter lidt kom tilbage til Vestbredden. Om man vil sende nye udvisningssager ud af landet eller begrænse sig til at udvise Vestbredden-borgere til Gazastriben er uvist.
Hertil bliver der sat en stopper for den humanitære hjælp fra
Iran og Irak, som man hidtil har ladet tilflyde palæstinenserne.
Israelske efterretningskilder anfører, at denne er ledsaget af våbensmugling og primært tjener til at støtte de militante grupper. Irakiske hospitaler behandler palæstinensere, som er blevet såret i kampen, herfra sendes medicin til Vestbredden og Gazastriben, ligesom Israel nu vil søge at hindre at de for tiden 25.000 dollar, som Irak sender til dræbte palæstinenseres efterladte, når frem til modtageren.

Som overbygning på dette anbefaler højrefløjens ministre at optrappe likvideringer af palæstinensiske ledere. Dette fik vi en forsmag på mandag morgen, hvor israelske helikoptere beskød et par biler i Rafah på Gazastriben og dræbte seks, hvoraf den ene var fremtrædende medlem af Hamas.
Den højreorienterede militæranalytiker Aryeh Yitzhaki udtaler som markant fortaler for denne fremgangsmåde, at »nogle hundreder« aktioner af denne art vil gøre arbejdet, mens hæren indtil videre ser ud til at have valgt anholdelser som en blidere udvej. Dette er i hvert fald, hvad offensivens første dage har givet fingerpeg om. Hæren har startet med at lægge jernringe omkring de palæstinensiske byer og foretager bevægelser ind og ud med mange anholdelser i kølvandet. I felten giver man sig god tid, og der er slet ikke Operation Beskyttelsesmurs tempo over offensiven, som først nu er ved at folde sig ud.
Forskellen på situationen nu og under forsommerens offensiv er hvad man fra israelsk side opfatter som en yderligere svækkelse af Arafats internationale støtte. Selv blandt såkaldt moderate arabiske stater ser man en voksende opfattelse af at Arafat er »irrelevant«, således som Sharon længe har hævdet det, og i den fortsatte amerikanske tøven over for et engagement i regionen ser Sharon en stiltiende accept.
Faktisk mener flere israelske analytikere, at både amerikanerne og Europas ledere kun holder sig involveret i konflikten for et syns skyld, og at de har opgivet håbet om at se udviklingen vendt i mere positiv retning, før den ene af parterne erkender sit totale nederlag. Rent militært har Israel med sin knusende overmagt umiddelbart fat i den lange ende i dette forhold, men netop mobiliseringen af mere magt er, hvad kritikere betragter som den farlige ild, som kan få konflikten til at brede sig til andre dele af Mellemøsten.
Dette kan måske være forklaringen på, at militæret i sidste uge meddelte, at man nu holder sig forberedt på eventuelle luftangreb på større israelske byer.
Situationens virkelige fare ligger således i, at der ikke er nogen klar tidshorisont, ligesom det heller ikke er klart defineret, i hvilket omfang hæren skal blive stående i de palæstinensiske byer, eller fortsat blive trukket hurtigt ind og ud. Med andre ord en militær operation, som er omgærdet af stor uvished.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu