Læsetid: 4 min.

Oh at være ekspressionist

Parret Hjertén og Grünewald introducerede modernismen i Sverige. Og det fik de i begyndelsen hårde tæsk for
25. juni 2002

Udstilling
Arken har ved den seneste vel populistiske udstilling med Fernando Botero – opfulgt af monstrøse skulpturer på Strøget – tjent tilstrækkeligt på gyngerne, til at de nu har råd til at sætte til på karrusellerne. Nu serveres en langt mere smal (i begge ordets betydninger) sag fra Sverige. Museets sommerudstilling er en totrinsraket: I den ene ende ser vi 50 værker fra malerægteparret Sigrid Hjertén (1885-1948) og Isaac Grünewald (1889-1946) efter datidens normer hypermoderne
oeuvre. Det viser tydelig inspiration fra læreren Henri Matisse, hvis Académie i Paris de frekventerede i 1908-10. Så tog de hjem til Stockholm, blev gift og fik barn og blev et toneangivende kunstnerægtepar, der dog var ugleset – i modsætning til det populære kunstnerægtepar Karin og Carl Larsson, der var blevet folkeeje. Udstillingens værker blev skabt i årene 1910-19, og temaerne er hjemmet og byen, der skriger af skæve vinkler i krasse farver og en gennemgående fascination af den fremvoksende industrialisme i pagt med futuristernes teknikbegejstring. Det er ekspressionistisk eller fauve (vildt) – som franskmændene kaldte denne farvekakofoniske kunst, som råbte sit budskab ud med plakatens signalkraftige virkemidler. Generelt varslede ekspressionismen et erkendelsesmæssigt og politisk skred til fordel for at indlemme alverdens fortrædeligheder og grimheden i den hidtil overvejende skønhedsdyrkende kunst: Verden blev vendt på vrangen, og væk var pænheden, som det også kommer til udtryk hos digtere som unge Tom Kristensen, der sønderskyder banegårde eller hos den avantgardistiske eksperimentmager i de unge og vilde dage, Broby-Johansen, der beskriver aborter der driver af blod.
Det er imidlertid ikke politisk kunst, det Hjertén og Grúnewald bedriver. Det er intimsfære- og storbykunst, borgerlige rammer i hjemmet og byen som pittoresk scene. Men de tog sig nogle friheder, som datidens borgerlige smagsdommere altså tog kraftigt afstand fra, fordi denne kunst var så anderledes, så aparte. De ville have Stockholm til at fremstå som det Paris, de savnede så meget.

Ornamenter
Sigrid Hjertén står helt centralt som en eminent maler, der benytter sin læremesters kompositioner, brogede ornamenteringer, gyngende perspektiver, farvekontraster, dristige beskæringer og stærke konturlinjer, til sit eget formål: At skildre livet som kunstnerboheme og manden som intellektuel flaneur, at iscenesætte familien med det lille enebarn Ivan som hyppig model og med legetøjet i nærheden. At få timerne til at vibrere af intensitet og skønhed, at besynge livet som ornament og dekoration, sådan ser tilværelsen ud på det ud på hendes firkantede lærreder. Hendes mand, Isaac Grünewald, som hun bliver gift med i 1911, følger samme spor, men imellem fabelagtige værker, optræder også sødladne. Som Heerup i en lidt mere vild udgave.
Han bliver hurtigt den mest berømte af de to. Til trods for, at han chikaneres for en jødisk herkomst, var det dog intet at regne mod at være kvindelig kunstner og mor i de dage. Grünewald avancerer til slut til malerprofessor og skaber innovativ scenografi til bl.a. Samson og Dalia på Operaen i Stockholm i 1921, der markerede et nybrud for scenekunsten. I et manifest fra 1918 efterlyser han en ny renæssance i kunsten, hvilket illustrerer, hvad der lå begge malere på sinde: »Men se, det brusende liv i storbyen... tangoen og de underjordiske sporvogne,
automobilerne og de elektriske lysskilte, alt dette sang en ny sang på en ny melodi. Ekspressionisten... stod på nyt land, var en primitiv.« Dette program lever han op til i sine to hovedværker, Det syngende træ og Tyrefægteren, som vitterligt er smukke, næsten Chagallske i deres svævende perspektiv. Hjertén topper til gengæld i et stort selvportræt i rødt interiør fra 1915, vippende i chaiselongen, hvor hun giver den i rollen som moderne kvinde, næsten aerodynamisk i sin slankhed og med kort hår og et udfordrende blik à la femme fatale. Meget Matissesk.
Matisse havde ellers advaret sine elever imod efterlignere og rådet dem til at blive sig selv i en kunstnerisk modningsproces. De lærte nok for meget af ham, så man kan ikke sige andet, end at Matisses særlige ekspressive modernisme kom til Sverige med de to kunstnere.

Hjem og ud
I rakettens anden ende ser vi kunst fra 1990’erne, som tematiserer begrebet hjem, men på en langt mindre hyggelig og tryghedsbefordrende måde, end i deres ældre kollegers fremstillinger. Her er vi meget, meget langt fra Matisses »overflod, ro og vellyst« med friske østers, odalisker og orientalske ornamenter. »Hjemme igen« hedder denne udstilling med deltagelse af flere centrale, unge svenske kunstnere, der anvender foto og video som udstryksmiddel, og som gør hjemmet til en projektionsflade for neurotiske projektioner. Værkerne viser, at et hjem er en en del af et borgerligt samfund, der er under opløsning i de globaliserede tider, hvor mange rykker rødderne op, og hvor kernefamilierne er fragmenteret i stykker.
Hos Annica Karlsson Rixon følger vi i store farvefoto således kunstnere på rejse, fortrinsvis til USA’s vestkyst. To kvindelige kunstnere spadserer som emanciperede, bukseklædte kvinder på stranden og drøfter kunst og liv velsagtens – med tydelig adresse til Krøyers portrætter af Marie og Anna Ancher på Skagen Sønderstrand. Privatliv, arbejde, ude og inde flyder sammen i de nye værker, og hos Meta Isæus-Berlin ligger der en hinde af olie over det borgerlige spisebord. Den slibrige overflade opfanger alle former for berøring, alle bevægelser i det klaustrofobiske, småborgerlige hjem.
Anneè Olofsson scanner psykiske urørlighedszoner mellem forældre og børn og overskridelser heraf i sine pinagtige videoer med bl.a. en far, der danser pardans med sin voksne datter og smider rundt med hende. Hvor man hos Hjertén og Grünewald vender naturalismens formsprog på vrangen og fremstiller hjemmet som idyl, renset for både arbejde og konflikter, så er 90’er-kunstnerne helt anderledes involveret i de emotionelle kriser, som hjemmet danner ramme om. Det er iscenesat dokumentarisme, så det gør ondt.

*Sigrid & Isaac. Hjemme igen. Arken, Museum for Moderne Kunst. Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-19. Til 1. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her