Læsetid: 4 min.

Oppositionen, der ikke vil dø

Tusindvis af eksil-iranere demonstrerer i København mod præstestyret. Oppositionen vil vise, at den ikke har givet op trods svindende realpolitisk indflydelse og anklager om terrorisme
20. juni 2002

Duracell-folk
»Fredag 21. juni vil mere end 30.000 iranere deltage i en massedemonstration i protest mod den nye bølge af undertrykkelse i Iran.« Sådan skriver organisatorerne forud for en protest i morgen foran Christiansborg i København. Men manifestationen kan ikke dække over, at den største iranske oppositionsbevægelse er blevet grå i toppen og har dalende opbakning i Iran. Samtidig har den lige fået to slag i ansigtet af EU. Bevægelsens mest fremtrædende underorganisation, Mujahedin-e Khalq, er stemplet som terroristorganisation, og EU vil udvide samarbejdet med præstestyret.
Perviz S. Khazai inkarnerer den største eksiloppositionsbevægelse til styret i
Iran. Han er elegant klædt i jakkesæt, gråhåret, midaldrende og bruger til tider store, kiksede briller. Som repræsentant i Norden for Det Nationale Modstandsråd (NCR) gennem mange år ryster han let alle argumenterne mod præstestyret ud af ærmet. Styrets undertrykkende stil anbringer han i samme kategori som Hitlers, mens NCR fremstilles som værende i gang med en lige så retfærdig kamp som Nelson Mandelas ANC under apartheidtiden i Sydafrika.

Stærkt styre
Khazai er tydeligvis ikke blevet træt, på trods af at NCR har kæmpet forgæves mod præstestyret i 21 år. Men meget tyder på, at der er træthed hos både befolkningen i Iran og blandt eksiliranerne. Selv om der er udbredt utilfredshed med den grove undertrykkelse af oppositionen i Iran og middelalderlige straffemetoder, så sætter de fleste iranerne tilsyneladende deres lid til præsident Mohammad Khatamis reformpolitik, der ikke rigtig kommer ud af stedet.
»Præstestyrets dage er talte,« advarer han, da Information taler med Khazai.
Forudsigelsen om styrets snarlige fald holder næppe stik, mener Iran-eksperten Claus Pedersen fra Carsten Niebuhr Instituttet under Københavns Universitet.
»De seneste 15 år har NCR sagt, at nu falder styret. Det er ikke sket endnu. Og selv om det er svært at forudse revolutioner, som shahens uforudsete fald i 1979, så må man i dag konstatere, at præstestyret har et solidt greb om magten. Eliten sidder på militæret, medierne, domstolene og en stor del af økonomien. Der skal ske noget helt usædvanligt, for at styret falder,« siger Claus Pedersen.
Iran-kenderen docent Mehdi Mozaffari på Aarhus Universitet tror ikke meget på, at NCR og Mujahedin-e Khalq (Folkets Hellige Krigere) har eller vil få større indflydelse på den politiske udvikling i Iran.
»Mujahedin-e Khalq var populær i Iran i begyndelsen af 1980’erne. Men dens popularitet dalede kraftigt, da organisationens medlemmer flygtede til fjendeland i Irak for at lave baser der. I dag er over halvdelen af befolkningen i Iran unge, og de kender ikke Mujahedin-e khalq,« siger Mehdi Mozaffari og fortsætter: »Selv hvis præsteskabet falder, så tror jeg ikke, at Mujahedin kommer til magten. Der findes interne alternativer til Mujahedin og eksterne som f.eks. shahens søn. Befolkningen i Iran er så trætte af konflikter, at de vil vige tilbage for at støtte Mujahedin på grund af frygt for, at Mujahedin vil udløse et hævn-blodbad.«
I Vesten bliver der stadigvæk lyttet til NCR, for paraplyorganisationen siger det, som vi gerne vil høre. Det vil sige demokrati, respekt for menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene. For eksempel nævner NCR gerne, at 52 procent af medlemmerne af eksilparlamentet på 555 medlemmer er kvinder.
Den prominente Iran-ekspert professor Ervand Abrahamian fra New York har studeret NCR. Og han sår tvivl om NCR’s måde at bedrive demokrati på. Organisationens skildres som centralistisk med meget ensrettede kommandoveje, og at der lægges et hårdt pres på medlemmer for ikke at forlade organsiationen. I toppen af NCR sidder Maryam Rajavi som præsident, men endnu mere magtfuld er hendes mand, Massoud Rajavi.
»Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer i NCR. Det er ægteparret Rajavi,« siger Mehdi Mozzafari.
Ud over anklager om demokratiunderskud, så sættes der til stadighed spørgsmålstegn ved, hvordan det kan lade sig gøre, at NCR har råd til at have en hær parat i baser i Irak, drive tv- og radiostationer, hjemmesider og holde et utal af møder.
»NCR påstår, at pengene indsamles blandt iranere i Iran og i eksil. Men kritikere påstår, at de også får penge fra Saddam Hussein,« siger Claus Pedersen.

Vil huske vennerne
På trods af en demonstration i Bruxelles for en måned siden, hvor NCR påstår, at der var 20.000 deltagere, så har NCR lige fået en øretæve af EU. Mandag vedtog EU’s udenrigsministre stik mod NCR’s ønsker om hurtigt at udvide det økonomiske og politiske samarbejde med præstestyret i hovedstaden Teheran. Og i forrige uge blev Mujahedin-e Khalq sat på EU’s liste over terrororganisationer.
»Vi er meget kede af EU’s politik. Hvis man virkelig vil bekæmpe terrorisme, så skal man støtte progressive, liberale muslimer som os og ikke fundamentalisterne i Teheran. Teheran er hovedet i organiseringen af den internationale terrorisme,« siger Khazai.

*Læs mere om NCR på www.iran-e-azad.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her