Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

27. juni 2002


For lidt kød og blod i uddannelsesplan
*Regeringens handlingsplan ’Bedre Uddannelser’ rummer mere ideologisk retorik og fine hensigtserklæringer end konkrete og brugbare bud på fornyelse af det danske uddannelsessystem. Det mener LO, Landsorganisationen Danmark, der samtidig advarer om, at regeringens plan om at styrke fagligheden ikke må ske på bekostning af almene kvalifikationer.
»Regeringen gør de unge en bjørnetjeneste, hvis de ikke sikrer unge på erhvervsuddannelser de almene færdigheder. I fremtidens vidensamfund skal arbejdskraften være fleksibel, og det kræver, at vi fortsat prioriterer almene kvalifikationer som en naturlig del af en erhvervsrettet uddannelse,« siger LO-sekretær Harald Børsting.
Han ser det som chokerende, at regeringen ikke gør virksomhederne mere ansvarlige for at skaffe praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne.

Dansk luft til ekstra topmøde
*Den danske regering lægger luft til tyske rumlerier om et ekstraordinært EU-topmøde for at fremme et kompromis om landbrugsstøtten til ansøgerlandene.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) påpeger, at weekendens topmøde i Sevilla i forvejen har fastlagt og bekræftet tidsplanen for udvidelsesforhandlingerne, så det passer med de planlagte topmøder i Bruxelles til oktober og i København til december. Samtidig betvivler det danske udenrigsministerium, at den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, er citeret korrekt for det angivelige ønske om et ekstra topmøde. Den danske regering har ikke modtaget en henvendelse fra Tyskland om et ekstra topmøde.
»Tidsplanen er godkendt af alle stats- og regeringschefer i EU. Så jeg forstår ikke presserygterne,« udtaler Per Stig Møller fra en rundrejse i de baltiske lande og Polen som forberedelse til det danske EU-formandskab fra juli.

DF klager over socialråd
*Dansk Folkeparti vil have socialminister Henriette Kjær (K) til at pålægge regeringens nye sociale råd at holde fingrene fra udlændingepolitikken.
Dansk Folkeparti er forarget over, at rådet som en af sine allerførste embedsgerninger har advaret om, at regeringens og Dansk Folkepartis nye, lave starthjælp til flygtninge og indvandrere risikerer at skabe en ny gruppe, socialt udstødte borgere.
Dansk Folkepartis socialordfører, Pia Kristensen, affærdiger rådets advarsel som »utidig indblanding« og forlanger, at rådet kun beskæftiger sig med sociale problemer for »alkoholikere, narkomaner og hjemløse«.
»Beslutningen om starthjælpen er en politisk beslutning. Det er ikke det sociale råds opgave at blande sig,« siger Pia Kristensen.

Minister: Danske soldater hjem
*Udenrigsminister Per Stig Møller forventer, at de danske soldater i Makedonien skal hjem til efteråret. Når fredsstyrken står foran sin hjemrejse til Danmark, skyldes det, at NATO formentlig overlader styrken til EU inden for de næste seks måneder.
Ansvaret for operationen flytter, når EU og NATO enes om, hvordan EU kan låne militært materiel af NATO. Selv om styrkens opgave forbliver den samme, betyder det danske EU-forbehold, at danske styrker ikke længere kan deltage.

Ny kommuni-kationschef i DR
*Den 37-årige Louise Holck bliver ny kommunikationschef i Danmarks Radio. Louise Holck har siden 1996 været chef for Dansk Flygtningehjælps asylafdelings 40 medarbejdere. Senest har hun været kommunikationschef samme sted.
Som chef for DR’s Informationsafdeling kommer Louise Holck til at stå i spidsen for DRs såvel interne som eksterne kommunikation. Udover at være cand. jur. har Louise Holck den journalistiske tillægsuddannelse og er MPA med særlig vægt på strategisk ledelse samt etik i forvaltningen.

Kun store mængder mælk hentes
*Dansk Familielandbrug vender sig skarpt imod et forslag fra mejerigiganten Arla Foods, der planlægger at indføre en minimumgrænse for afhentning af mælk, så der mindst skal afhentes 200 kilo mælk. Næstformand i Dansk Familielandbrug Peder Nielsen fra Gørlev mener, at en sådan regel vil afskære hundrede af mælkeleverandører i at levere til mejeriet.
»Det er forkasteligt, at ledelsen i et andelsselskab på den måde vil lade hånt om en del af selskabets medlemmer. Det er nu engang fundamentet for et andelsselskab, at leverandørerne skal behandles ens uanset produktionens størrelse,« siger Peder Nielsen.
Næstformand i Arla Foods Knud Erik Jensen siger, at forslaget ikke er vedtaget, men man er ved at se på afhentningsreglerne, der skal være ens i Danmark og Sverige.
»Mælkeproducenterne leverer i gennemsnit større mængder mælk, og der er geografisk længere mellem dem. Derfor er det ulønsomt at hente fra de helt små producenter.«

WorldComs långivere i søgelyset
*Den gigantiske regnskabskandale i det amerikanske teleselskab WorldCom, som har rystet alverdens aktiemarkeder, har rettet opmærksomheden mod selskabets långivere, der inkluderer adskillige internationale banker og forsikringsselskaber. Analytikerne mener, WorldComs samlede gæld andrager omkring 33 milliarder dollar (250 milliarder kr.). Ifølge analytikerne kan
der være op mod 60 banker, som kan have midler i klemme.
Blandt amerikanske banker nævnes Citigroup og JP Morgan Chase. Britiske Barclays, franske BNP Paribas og Credit Lyonnais, tyske Deutsche Bank og hollandske ABN Amro vurderes at være blandt de europæiske storbanker, som kan have fordringer i WorldCom.

Amt står foran fyringsrunde
*Amtsrådet i Storstrøms Amt har besluttet at gennemføre besparelser for 103 mio. kroner næste år. Det betyder, at de amtsligt ansatte kan se frem til en større fyringsrunde.
»Det kan desværre ikke undgås, at besparelserne, som er helt nødvendige, hvis amtets økonomi skal kunne hænge bare nogenlunde sammen, kommer til at gøre ondt, både blandt brugerne af amtets ydelser og blandt medarbejderne,« siger amtsborgmester Ivan Olsen (S).
Amtet har i længere tid været klar over, at de store besparelser ville være nødvendige. Derfor vedtog man også i foråret at indføre et ansættelsesstop.
Samtidigt har man bedt medarbejdere i amtet, som er interesserede i en aftrædelsesordning, om at melde sig.
Det har flere end 100 foreløbigt gjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her