Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

13. juni 2002


Retssag mod Bush om ABM-traktaten
*31 medlemmer af den amerikanske Kongres indgav tirsdag et søgsmål mod præsident George W. Bush ved en føderal domstol i et forsøg på at forhindre Det Hvide Hus i at trække sig ud af den såkaldte AMB-traktat med Rusland.
»Vi har bedt domstolen om at fastslå, at præsidenten ikke kan trække sig fra ABM-traktaten eller nogen anden traktat uden Kongressens besyv,« sagde en talsmand for sagsøgerne.
USA ventes i dag officielt at løsrive sig fra ABM-traktaten. Hidtil er det ikke lykkedes hverken Senatet eller Repræsentanternes Hus at vedtage en resolution, der nedlægger veto imod beslutningen.Artikel side 5

Krigsforbryderdomstol afviser appelsag
*FN’s krigsforbryderdomstol i Haag afviste onsdag en appelsag, som tre tidligere bosnisk-serbiske kommandører havde anlagt for at få omstødt en banebrydende dom mod dem for voldtægt og seksuelle overgreb, der blev behandlet som forbrydelser mod menneskeheden.
I februar 2001 idømte Haag-domstolen Dragoljub Kunarac, Radomir Kovac og Zoran Vukovic mellem 12 og 28 års fængsel for i 1992 at have begået voldtægt, seksuelle overgreb og tortur mod muslimske kvinder og piger – nogle så unge som 12 år.
Det var første gang, at den internationale krigsforbryderdomstol behandlede en sag, der udelukkende omfattede seksuelle forbrydelser, og at den behandlede disse som forbrydelser mod menneskeheden.

Ny svensk kritik af Danmark
*Sveriges statsminister, Göran Persson, synes, at statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forslag til ny flygtningepolitik er kynisk, og den danske og svenske regering er på kollisionskurs om emnet forud for EU’s topmøde i Sevilla i næste uge. Det fremgår af udtalelser til den svenske avis Sydsvenska Dagbladet onsdag.
Årsagen er, at den danske regering er parat til at anvende EU’s bistandspenge som pressionsmiddel over for fattige lande for at få dem til at stoppe ulovlig indvandring til EU-lande. »Når mennesker sulter og tørster ihjel kan man ikke sige: ’I opfører jer ikke ordentligt og true med at inddrage eventuel bistandshjælp’. Det går bare ikke,« siger den svenske statsminister til dagbladet.

Udvandring fra afghansk ældreråd
*Adskillige delegerede ved det afghanske ældreråd, Loya Jirga, udvandrede i går, fordi de var vrede over, at der ikke umiddelbart blev lagt op til en åben afstemning om, hvem der skal være landets nye præsident.
Den eneste kandidat til posten er lederen af overgangsregeringen gennem det seneste halve år, Hamid Karzai.
Samtidig blev fire livvagter til en af de delegerede, den afghanske frihedshelt Ahmed Shah Masood, anholdt efter et sammenstød med de bevæbnede tyske fredsstyrker, som står for afviklingen af det med spænding ventede arrangement.

Hver tredje FTF’er har stress
*Hver tredje pædagog, skolelærer, politiassistent og sygeplejerske føler sig stresset i hverdagen, viser helt nye tal fra hovedorganisationen FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd). Tallene fremgår af en undersøgelse lavet i samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet og CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse), og den viser samtidig, at både lærerne samt ansatte i daginstitutioner topper statistikken med en stressprocent på henholdsvis 36 og 34.
Følelsen af stress er mest udbredt i aldersgruppen af 30-59-årige, hvor omkring hver tredje angiver at have stress, og tallene viser desuden, at mens ’blot’ hver fjerde ansat i staten og amterne føler sig stresset, ligger følelsen af stress oppe på hele 35 procent hos de kommunalt ansatte. Undersøgelsen viser derudover, at hver femte skolelærer, politibetjent eller socialrådgiver er udsat for enten vold eller trusler om vold på sit arbejde.

Tvangsægteskaber under lup
*Indsatsen mod tvangsægteskaber skal styrkes, men først må forskellen mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber gøres helt klar. Ofte sættes lighedstegn mellem de to typer ægteskaber, og det forplumrer indsatsen. Det var konklusionen på en konference onsdag i København for sagsbehandlere, skolelærere, politi og andre, der professionelt arbejder med unge etniske minoriteter. Konferencen var arrangeret af Udrykningsholdet, som rådgiver om såkaldte utilpassede unge.
Konferencedeltagerne hilste derfor velkommen, at integrationsminister Bertel Haarder (V) har afsat 1,5 mi0. kroner til en større undersøgelse af tvangsægteskaber. Målet er at kortlægge omfanget af både tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Initiativet kommer, efter at der er opstået tvivl om, hvor udbredt tvangsægteskaber er.

13 mio. til digitalisering af kulturarv
*Kulturministeriet har fordelt 13 mio. til digitalisering af kulturarven på institutioner, der hører under ministeriet.
Pengene stammer fra det overskud, som staten fik ved salget af de såkaldte tredjegenerations licenser til mobiltelefoni. I en pressemeddelelse fra ministeriet hedder det, at pengene skal anvendes dels med henblik på at forbedre indholdet på institutionernes hjemmesider, dels til bevaring af særligt skrøbelige materialer.

Drastisk stigning i salg af piratkopier
*En ny rapport melder om en stigning på næsten 50 procent i salg af piratkopieret musik i 2001. Det samlede antal illegalt solgte cd’er nåede op på 1,9 milliarder, og markedet for piratkopieret musik vurderes til at have en værdi på 4,3 milliarder dollar.
Piratkopiering er mest udbredt i Kina, Rusland, Brasilien Indonesien og Mexico. I i alt 25 lande bliver der solgt flere piratkopierede cd’er end originale cd’er. I Kina er størstedelen, nemlig hele 90 procent af samtlige solgte cd’er piratkopierede.
Rapporten forklarer den drastiske stigning med, at salget af piratkopier er blevet langt mere organiseret end tidligere. Piraterne opererer i sofistikerede, internationale netværk, der udnytter en slap lovgivning om kopibeskyttelse i mange lande.

’Roskilde-rapport er hvidvaskning’
*En af verdens førende eksperter i koncertsikkerhed kalder Statsadvokaten for Sjællands beslutning om ikke at rejse tiltale mod hverken Roskilde Festival, Roskilde Politi, Roskilde Brandvæsen eller andre i forbindelse med koncerttragedien i Roskilde i juni 2000 for en ’hvidvaskning’ af ansvarlige.
»Hvor bekvemt. Hvor net. Ni døde og ingen ansvarlige. Hvidvaskning er en betegnelse, der passer på hr. Merlungs redegørelse,« siger Paul Wertheimer, der i over 20 år har rådgivet koncertarrangører verden over om publikumssikkerhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her