Tidsskrift
Man lader øjnene løbe ned over indholdsfortegnelsen... udtalelser fra forskellige hjørner af Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, fra landsdelsscenerne, fra de små teatre, fra børneteatersiden, dansesiden og musikdramatikken. Og tror et nano-sekund, at man har en udvalgsrapport i hånden, en officiel undersøgelse af et trængt og på nogle områder stivnet kulturområde for så meget desto bedre at stå rustet til kommende omkalfatringer på et væsentligt lovgivningsområde.
Selvfølgelig nej, initiativet kommer fra området selv og aflæs roligt udspringsstedet som mistillid til den herskende politiske faglighed og seriøsitet. Landets eneste teatertidsskrift, Teater 1, fratar med »Veje til visioner« visse 179 personer enhver undskyldning for manglende indsigt i et kompliceret øko-system af vækstlag, skelet, næringssubstrat, mikro-organismer, snyltevækst og fluktuationer. Det hele serveres fra hestens mund. Sagligt, uden klynk, gennemanalyseret og ofte visionært. Nøgternt og velargumenteret.
Ned i detaljen
Hvad diskuteres der? Hvad peges der på? Storkøbenhavnerne bl.a. på nødvendigheden af at skelne mellem abonnementstilskud og abonnementsordning. At billetstøtte er demokratisk, fordi det følger publikum. Om differentierede støtteordninger og nødvendigheden af at nedlægge teatre, for at de tilbageblevne kan leve på mere end et sultgrundlag og nye eventuelt opstå. Om samspil mellem lokale myndigheder og staten. At teatrets imageproblem i forhold til filmen først og fremmest er en myte. Og om en stor, københavnsk konkurrent til Det Kgl. f.eks. Folketeatret udstyret med flere penge; det sidste forekommer nu undertegnede som drømmemusik i en drømmeløs tid fremskrevet til en mere pengerigelig fremtid, men selvfølgelig
ideelt for den samlede teatersituation.
Provins- og turnéteatrene taler bl.a. om, hvor dyr selve turnédelen (af f.eks. Det Danske Teater) er blevet. At samproduktion har vist sig som en løsningsmodel. At provinspublikummets størrelse giver grund til glæde og optimisme, men manglen på de nødvendige formidlingspenge det modsatte når en forestilling når frem til anmeldelse i lokalbladene, er den imellemtiden rejst videre til nabobyen. Samt at der ofte er bygningsmæssige problemer med spillefaciliteterne, fordi de typisk er kommunalt ejede og kommunerne ligger uden for teaterloven.
På samme måde fremlægger hvert område deres overvejelser, problemer og ønsker, opsummeret i et kort teaterlovsforslag. Det kan undre, når alle efterlyser dansk dramatik, at ingen relancerer dramatiker-workshops a la dem, som Aveny kørte i Malene Schwarz tid, og som bragte folk som Line Knutzon og Morti Vizki på scenen.
Aha
Som pausemusik mellem hvert partsindlæg fremkommer de respektive kulturpolitiske ordfører med deres teatersyn.
Her er der et par aha-oplevelser: Carina Christensen (C), der indrømmer, at hun »alt for sjældent går i teatret«, bidrager til indtrykket af politisk ligegyldighed med sin ud af luften grebne formodning om, at der skrives tilstrækkelig meget dansk dramatik til at fylde teatrene kun med dansk. Mens Bodil Kornbek afslører, at Kristeligt Folkeparti faktisk har en teaterpolitik, der har sat sig ind i tingene og også har dele af en vision.
Det er selvfølgelig naivt at håbe, at pamfletten blev obligatorisk ferielæsning for samtlige MFere før den kommende teaterlovsrevison, men viser det ikke blot, hvor inferiørt kultur behandles på Christiansborg? Og hvor vant til det og efterfølgende resigneret, mange i de kulturelle miljøer efterhånden ser på den politiske styring eller interesse i det hele taget.
Små forventninger
Engang for ca. 10 år siden talt man i miljøet drømmende om, hvordan dansk kultur ville se ud, hvis vi havde en Jack Lang på området. I dag ved næsten ingen og slet ikke i regeringspartierne (pånær Per Stig Møller, selvfølgelig), hvad den form for kulturel proges- og offensivitet står for.
Taler vi lige om nedskruede forventninger her ?
*Veje til visionerne en teaterpolitisk pamflet. Udg. af TEATER 1. 47 kr. i løssalg
