Læsetid: 4 min.

Pludren i Porten

Køb den nye ’Blå Port’ og få en posthum mikrosamling af Dan Turèll, et signalement af en pludrende generation og et poetisk chok fra Sverige
17. juni 2002

Tidsskrift
Når man åbner det seneste nummer af Den blå Port, falder der noget ud, som man først tror er noget, man selv har glemt derinde: et lille gulnet hefte i halvt A4-format, bemalet og beskrevet med naiv og multikoloreret tuschstreg. Som når et barn leger forfatter og producerer sin egen lille udgivelse med clips og titelblad og hele pivtøjet. Men jeg hed ikke Dan Turèll, da jeg var barn, så et nærmere blik på heftet afslører, at vi her har at gøre med en posthum edition af en stor dansk digter.
Det lille naivistiske hefte blev trykt på digterens eget forlag Peace Eye Spirit i 1970 i et oplag på 10-20 eksemplarer og bærer titlen Changes of Light. Hvert digt handler om lys i én af regnbuens farver og er skrevet med matchende tus. Det er psykedelisk, det er syretrip, det er Buddha og mantra og karma, det er messende gentagelse og rytmisk jazzet på en umiskendelig Turèll’sk manér.

Modernisme-opgør
Den lille nostalgiske tuschting har fundet sin vej til Den blå Port gennem litteraten Christian Dahl som fandt den under en oprydning i Per Højholts bibliotek. Christian Dahl benytter lejligheden til nogle overvejelser over forholdet mellem Højholt og Turèll og skitserer et interessant litterært flodkort, hvor skriftbevidst vesterlandsk modernisme løber sammen med østlig mystik og buddhisme.
I begge floder løber skriften som en ’skriven’, en anonym strøm gennem forfatterens medium, men Dahl har den interessante dialektiske pointe, at netop i denne anonyme skriven dukker forfatterjeg’et umiskendeligt op: »Sådan har Dan Turèll fra
Alhambravej det lige nu«.
Anne Borup følger forgreningerne i den Turèll’ske skriven videre og længere i artiklen »Poesiet er ret lille«, både videre ude i det litteraturhistoriske landskab og længere ind i tekstens formelle strukturer.
Borup gør op med den litteraturhistoriske modernismekonstruktion og konstruerer i stedet et litteraturhistorisk modernismeopgør, som Turèll får lov at stå som repræsentant for. Over for den modernistiske mestertrope metaforen sætter Turèll analogien. Over for modernistisk splittelse og tabserfaring sætter Turèll, »altings betydningsløse sammenhæng«. Over for det modernististiske (og i bred forstand vesterlandske) dogme om vækst og fornyelse sætter Turèll sine gentagelser, sine anaforer, sin (præsokratiske, buddhistiske) cyklus.
Borups artikel er et fint eksempel på en tekstkritik der både er meget form- og meget historiebevidst.

Pludder eller patos
Turèlls mildt pludrende tekststrøm flyder lindt over i den charmerende pludren som Lars Bukdahl finder som en gennemgående åre i den unge danske litteratur. »Har man sagt B, behøver man strengt taget ikke sige A«, har Bukdahl kaldt sin artikel, hvor han selv pludrer sig frem til en »semigeneration« af unge danske pludderhoveder (en kompliment, forstås!), med Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) og Lars Frost (f. 1973) som de ypperste repræsentanter.
Ud over charmen finder Bukdahl hos de pludrende digtere en kippen mellem barok og banalt, fabulade og hverdag, kissemisseri og filosofi og sporer nogle mulige udspring for generationen i dens litterære ’godfather’
Niels Frank og den amerikanske poesi. Bukdahl fabulerer selv løs med vanlig pludrende charme og får skrevet »pludren« og »charme« og »fabuleren« så mange gange at det næsten bliver et mantra.
Midt i den charmerende skrivestrøm og dens pludrende tillid til sproget, fjern fra modernistisk splittelse og patos, åbner Porten dog en gabende kløft af sprogskepsis i sin midte.
Det sker med introduktionen af den svenske poet Ann Jäderlund (f.1955), som vi får nogle prøver på på dansk (ved Mette Moestrup) og en artikel om af den gode svenske kritiker Anders Olsson.
»Lær mig at rådne som et enkelt blad,« skriver Jäderlund – og så er vi med et snuptag midt i et dekadent, fremmedgjort, Georg Trakl-agtigt landskab, hvor den (sprogets og naturens) cyklus som Turèll så fortrøstningsfuldt forlider sig på, bliver noget helt anderledes skræmmende. Jäderlunds digte er ulideligt smukke og dybt mærkværdige:
»Sæden er ikke varm/ Valmuen vil ikke sove/ I mørke ses sæd ikke/ Når sæd blir varm i mørke/ vil sæd sove vil mørke«.
Her føder gentagelsen intet mantra, men dyb foruroligelse. Jäderlund kaster sig med dødsforagt over poetiske klichéer som »valmue«, »måne«, »hjerte«, »sjæl« og gør dem, med Olssons præcise karakteristik til »aktører i et spil, hvor det talende jeg er en fremmed observatør.«

Mærke
Med Jäderlund sejler vi ikke hyggeligt op ad åen, men vandrer fremmedgjorte rundt i massiver af mærkede ord. Strategien bliver, som Olsson skriver, at oprette »en egen orden« mellem disse mærkede ord.
Jäderlund/Olsson ser også kønsmærket i ordenes mærke: »for en kvindelig poet er det selvsagt særlig vigtigt, at de er blevet mærket af en mandlig retoriks hegemoni.«
Man kunne godt ønske sig lidt mere refleksion over ordenes (køns)mærker i den charmerende unge danske pludren. Og det er et kompositorisk scoop, som ligner en tanke, at Den blå Ports redaktører har kilet denne refleksion midt ind i dette charmerende nummer om skriven og pludren.
Med denne kile markerer den halvny redaktion (Niels Lyngsøe er blevet udskiftet med Tue Andersen Nexø) sig skarpere end med den aldeles vage leder, som kunne give én det ganske fejlagtige indtryk at Den Blå Port efterhånden bare står og klaprer som
en frønnet dør på løse hængsler.

*Den Blå Port nr. 58, red. Mette Moestrup og Tue Andersen Nexø. 64 s., 98 kr. i løssalg. Forlaget Rhodos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu