Poesi vi er fælles om

(2. sektion)

’Det var Bob Dylan, der fik mig til at synge på dansk,’ siger Niels Skousen
i et forsøg på at forklare det særlige ved dansk rock

Lyden af dansk
Det ville være et åndssvagt spørgsmål: Er der noget særligt ved dansk design? Svaret ville falde prompte. Der er både lyset og PH og Arne Jacobsen og klarheden.
På samme måde med billedkunsten: Skagens-malerne og Per Kirkeby, de lange nætter og hele den nordiske melankoli. Det er ikke til at tage fejl af.
Men hvad med rocken? Musikerne er ikke som malerne og designerne vokset op i en særlig dansk tradition. De har som alle os andre lyttet til Rolling Stones og Beatles, Bob Dylan og Lou Reed.
Som Niels Skousen siger:
»Dansk rock, vi ved alle sammen, hvad vi mener. Men når vi skal definere det, så bliver det svært. Så kan vi komme op med Gasolin’ og Shu-bi-dua, men heller ikke så meget mere.«
Nogle ville måske føje Niels Skousen til listen. Som den ene halvdel af duoen Skousen & Ingemann var han med, da dansk rock tog form i begyndelsen af 70’erne. Lørdag vender han tilbage efter 20 års pause. På Roskilde Festivalens Gule Scene.
Man kunne forledes til at tro, at sådan er det bare med rocken. Det er et amerikansk fænomen og lyder derefter. Men man er jo ikke i tvivl, når man hører Van Morrison eller U2. Det er irsk, og selv irsk folkemusik genkender vi uden problemer. Det er nærmest et popfænomen.

Men måske er der noget med et særligt tonefald i dansk rock. Det mener i hvert fald Henrik Marstal, der netop har udgivet samtalebogen Alt hvad musikken kan. Som bassist og cellist har Marstal en fortid i gruppen ibens, spiller i dag med Marie Frank og arbejder på en ph.d. om national identitet i dansk rock.
»Mange har jo sunget Solen er så rød mor 50.000 gange, da de var små, men har glemt det igen. Derfor har vi ikke et aktivt forhold til den danske tradition, men den er der selvfølgelig stadigvæk. Også i rocken kan man ofte spore et dansk tonefald.«
Henrik Marstal mener at kunne analysere sig frem til det. Hvilke akkorder og hvilke fraseringer og hvilken rækkefølge, som er særlig for dansk musik. Og det med inspirationen udefra er ikke noget nyt:
»Hvis man kigger på folkemusikken i 1700-tallet, kan man høre påvirkninger fra Polen, England, Sverige og Norge. Danmark har altid hentet inspiration mange steder fra. Og har alligevel formået at give musikken en særlig dansk tone.« Og måske er der alligevel noget med dansk folkemusik. Danmarks kedeligste Steffen Brandt peger på en lignende tendens:
»Uden at være spor bange for at generalisere tror jeg, at dansk rock læner sig op ad en fortælletradition, der kan føres direkte tilbage til folkeviserne. Det er ikke tilfældigt, at en gruppe som Sorten Muld fuldstændig ubesværet får et univers befolket med elverkonger, svig og almindelig træskhed forbundet med et nutidigt teknoudtryk.«
Men hvordan identificerer man dansk rock? Det ville være oplagt at starte med alle dem, der synger på dansk.
»Det, der kendetegner dansk rock, er danske tekster. Det giver nogle andre fraseringer og en anden tone. Lyden herhjemme lægger sig meget op ad lyden ude i Europa,« siger Niels Skousen. »Men når der synges på dansk, lyder det faktisk anderledes.«
Også teksterne har et særpræg. Jens Larsen udgav sidste år interviewbogen Sangskriver og har pløjet sig igennem den nye danske sangskat. Han har bemærket et særkende:
»Danske sange har en tendens til at være meget konkrete. Deres sprog er ikke så abstrakt, og det gør, at gode sangskrivere som Allan Olsen, C.V. Jørgensen og Steffen Brandt undgår klicheerne. Deres tekster peger på noget næsten konkret.«
»Forklaringen er måske, at dansk ikke er så sangbart,« tilføjer Jens Larsen. »Så man bliver ligesom nødt til at skrive nogle ordentlige tekster.«.
Men er dansksprogede tekster det samme som dansk musik? Henrik Marstal mener at kunne pege på danske bands, der, selv om de synger på engelsk, har en klar nordisk tone i sig. Savage Rose, Kashmir og Marie Frank f.eks.
»Man skal passe på med at tro, at bare fordi der synges på dansk, så er det mere dansk end ellers. Der er eksempler på kunstnere, som synger på dansk, men hvor intet af det, de gør, virker dansk. Hverken akkorder, melodier, fraseringer eller tekstuniverset. Jeg tænker – med al respekt i øvrigt – på navne som Michael Falch og Sanne Salomonsen. Det er helt igennem amerikansk musik.«

Man kan nærme sig det danske i rocken gennem teksterne og tonerne. Men der er også bands, der undslipper begge kategorier: D-A-D og deres helt igennem amerikanske cow-punk f.eks. Men også her mener Marstal at kunne se noget særligt dansk: den ironiske attitude og de hjemmestrikkede, engelske ord.
Adspurgt om sit bud på, hvad der gør dansk rock dansk, kommer Steffen Brandt ind på samme dobbelthed:
»Det er sproget, og det uanset om man synger på dansk eller engelsk. Jeg kan huske det første album, vi indspillede under dæknavnet Taurus. Teksterne var på nærmest engelsk, og Informations daværende beatanmelder Lasse Ellegaard havde en rammende karakteristik: ’Det er nok nogle af de bedste danske tekster, jeg har læst på engelsk.’ Og på samme måde er nogle af de mest danske sange vel
D-A-D’s, med deres aldrig sovende opmærksomhed rettet mod tilværelsens bidende humor.«
Og således kan man være ude og hjemme på én gang. Men helt ud kommer man nu ikke, mener Marstal:
»Jeg vil nødigt lyde som en vrissen moralist. Men jeg tror, vi skal være bevidste om, at vi har en kulturel arv, vi hverken kan eller skal løbe fra. Det kan D-A-D og Big Fat Snake heller ikke. Men Big Fat Snake vil vel altid være et stedmoderorkester, for de har et stedmoderligt forhold til deres egen musik«.

Sidste år kunne dansk rock fejre sin 45. fødselsdag. Men først i begyndelsen af 1970’erne begyndte Gasolin’ at spille. Det blev til et gennembrud ikke alene for bandet, men for dansk rockmusik som sådan. Bandets sange blev så kendte, at man et årti senere skulle lede længe efter en teenager (eller et barn for den sags skyld), der ikke kunne skråle med på »Kvinde min«.
Nogle vil mene, det blev starten på en specifik dansk rocktradition. I dag nævner så forskellige kunstnere som Nikolaj Nørlund, Jens Unmack og Nikolai Peyk Gasolin’ som en vigtig inspirationskilde. De var nogle af de teenagere, der voksede op med Gasolin’s sange i bagagen.
»Gasolin’ er måske også det nærmeste, jeg kommer en højskolesangbog og en visetradition... Hvis det ikke havde været for dem, havde jeg ikke sunget på dansk. For det var ligesom dem, der viste vejen,« fortæller Jens Unmack i bogen Alt hvad musikken kan.
Henrik Marstal er enig: Der skete noget i begyndelsen af 1970’erne.
»For mig at se begynder det med Skousen & Ingemann og Gasolin’ i 1970-72. Det faldt bl.a. også sammen med nogle politiske omstændigheder: EF-afstemningen i 1972. Vi fik travlt med at værne om danskheden, og dansksproget musik fik rigtig meget vind i sejlene.«
Adspurgt om, hvilke danskere der har præget hans egen musik, nævner Henrik Marstal tre: Gasolin’, Rocazino og Lars H.U.G.
For Niels Skousen, der var med, før det overhovedet var begyndt, var der ikke meget inspiration at hente på hjemmefronten:
»Det lyder måske paradoksalt, men det var Bob Dylan, der fik mig til at synge på dansk. Når man hørte ham synge, blev det jo klart, at man må trække på en poesi, der er fælles med dem, man skal synge for.«
For nu at slutte cirklen: Det var såmænd også Bob Dylan, der fik Niels Skousen til at spille igen. Til en koncert i anledningen af Bob Dylans 60 års fødselsdag sidste år mødte han Nikolaj Nørlund, der tilbød at producere en plade. Det blev til indspilningen Dobbeltsyn.
»Det er måske anderledes i dag, end da jeg startede. Der er en musik, som en hel generation kan samles om og kender,« siger Niels Skousen, men tilføjer:
»Hvad det lige præcis er, der binder mig og Gasolin’ og alle de andre sammen, er jeg ikke helt sikker på.«