(2. sektion)
Synspunkt
Der er nogle, der har kaldt den nye regering for reaktionær. Faktisk ret mange. Og der er blandt visse faggrupper blevet peget på især kulturminister Brian Mikkelsen, når der skulle sættes navn på det reaktionære. Forfatterne har demonstreret inden for murene i Brians ministerhus, og de har arrangeret oplæsninger. I protest.
I en leder i det seneste nummer af tidsskriftet Bændelormen hævder forfatteren og redaktøren Vagn Remme, at de demonstrerende forfattere i virkeligheden synger med på Brians Mikkelsens melodi. De er ikke modspillere, men medskyldige: »Den protest, forfatterne har medvirket til, er ikke alene en accept af regeringens plan, men også et samarbejde om at udføre eksekveringen.«
Hvad er der galt i at demonstrere mod en reaktionær minister?
»Forfatterne reagerer lige så reaktionært som den nye regering. De gentager en protest, de også lavede for 30 år siden. De besætter en gammel trappe som for 30 år siden. Det eneste, de konkret kan finde på, er at læse op nede på Amager Torv. Det er der ikke så meget bid i.«
Hvad er der galt i det?
»Forfatterne forstår ikke, at de bliver nødt til at erkende det politiske spil som en realitet. Det bekræfter myten om elfenbenstårnet. Forfatterskolen stillede sig op i Athenäum, Paludan og i Byens Kro for at protestere med oplæsninger. Forfatterne kalder det en krig, så får de 10 millioner ekstra fra tipsmidlerne og kalder det en halv sejr. Det synes jeg ikke, det var.«
Remme henviser til, at forfatterne skulle være en kreativ og original faggruppe, men deres protester finder sted som ordinære og forudsigelige begivenheder. De er ikke originale demonstranter:
»Under en protest, der hed Højtlæsning for Dværge, stillede Niels Lyngsø sig op på scenen. Jeg tænkte, at dværgene måtte være politikerne. Så insinuerer Lyngsø gudhjælpemig, at det er den danske befolkning, der skulle være dværgene. Hvis det er det, forfatterne mener, så ved jeg ikke, om der findes en kategori af mennesker, der er mindre end dværgene.«
»I hvert fald er det ikke særlig kvikt politisk tænkt at sige, at dem, vi skal sælge vores bøger til, også er nogle idioter. Så får man ikke solgt flere bøger.«
REMME mener, at forfatterne etablerede en skyttegrav, hvor de stod og sagde: Vi er venstreorienterede, og den ny regering er liberalister, så dem kan vi ikke lide.
»Man må udnytte de muligheder, der er med enhver regering; dvs. pumpe Brian for penge på hans egne præmisser: Tror han så meget på det private erhvervsliv og det fri marked, må han skaffe nogle rammer for forfatterne på de vilkår. Det handler om at gå op til ham og arrangere et møde med den indstilling: Hvordan kan vi få nogle flere penge ud af det her? Tage fat i Brian Mikkelsens ideologi og bruge det på en konstruktiv måde.«
Danske forfattere har ifølge Remme identificeret sig med staten som allieret. De har haft en tendens til at underforstå et opråb til staten, når de fremstillede egen fattigdom: »Forfatterne må gøre sig synlige i stedet for at gemme sig. Solvej Balle er en god forfatter, som jeg godt kan lide. Men jeg kan ikke snuppe den måde, hun er blevet fremstillet på: en prinsesse, der har siddet isoleret og skrevet nogle fantastiske bøger, men som desværre ikke tjener nogen penge. Som om det var hele verdens problem, at hun ikke har penge. Hun har skrevet fire bøger på 12 år. Det ville ikke engang Jane Aamund kunne leve af. Når Solvej Balle er så dygtig til at skrive, hvorfor skriver hun ikke artikler til aviserne og tjener penge på det?«
Der er efter Remmes mening en tendens til, at forfattere gør deres kompetence til en begrænsning: Når jeg er forfatter, kan jeg sandelig kun skrive litteratur:
»Det er noget særligt at skrive. Ingen tvivl om det. Men når man som jeg er uddannet glarmester, har man ikke den indstilling, at jeg kan kun arbejde med glas. Hvis der er en, der spørger: Kan du lave den her dør, så kan jeg godt høvle nogle millimeter af, hvis den binder. Det er ikke lige mit arbejde, men det kan jeg godt finde ud af.«
»Man skal ikke sætte sig så hårdt på sit fag, at man ikke vil have med andre fag at gøre. Hvis man har den indstilling, må man gå på bistand. Og det er selvfølgelig helt fint med mig. Men så har jeg ikke medlidenhed med vedkommende eller mener, at hendes fattigdom er hele verdens problem.«
www.baendelormen.subnet.dk
