Intermetzo
Desperationen breder sig. Aviserne udebliver. Kloge folk taler om at aviser snart er overflødige. De skulle bare prøve. Det gør temmelig mange i disse dage. Udbringningen strejker. I skrivende stund lander ingen avis på adressen. Man plejer at dabbe ud hver morgen som en lattermild skaber skabte værket linde lidt på hoveddøren i håbet om at ingen ovenfra samtidig falder ned ad trappen. Så fiskes ind, dagens høst i sikkerhed hos far. Løbe overskrifterne igennem. Følelsen at aviserne er først med nyhederne sidder dybt i husmandssjælen, skønt den sag er ren pressehistorie. Morgenradioavisnyhedsmagasinfladeprogrammerne, der retfærdigvis har en del at byde på, henviser ofte avisernes rolle som kildemateriale for mere sekundære historier. Radiorecepten på pressede morgener er følgende: en avis skriver sådan og sådan; en eller anden har udtalt sig sådan og sådan. Her i studiet har vi besøg af ekspert sådan og sådan. Hvad mener du? Jeg mener sådan og sådan. Tak fordi du kom!
Nyheder af mildt sagt en anden art end den klassiske: mand bider hund. Hvis de gamle redaktører havde hørt morgenradioavisnyhedsmagasinfladeprogrammerne, ville de have fået en prop.
Nu er avisernes foretrukne stof som antydet ikke egentlige nyheder, hvilket næppe kan kaldes en nyhed, men det uddybende, som man siger, solostoffet. De store forsøger sig fortsat med en art gennemsnitsomnibussolostof, ofte livsstilspræget: En ny undersøgelse viser at det kan være farligt at børste tænder, hvis man sluger tandbørsten. Den slags. Dog har aviserne i nogen grad sadlet om efter VK-regeringen er kommet til. Ikke en dag uden en eller anden uhyrlighed. Enten har Brian Mikkelsen forsøgt sig igen, eller et af de andre genier krænket forstandigheden samt en række internationale konventioner. Her til morgen hører man at førstnævnte har skovlet penge ind i H.C. Andersen-projektet. Forargeligt mange penge. Selv den gamle digter ville være blevet flov, og han elskede jo ellers at være midtpunkt. Det er bare for meget og vulgært. Til gengæld har samme minister høvlet Golden Days ned af hylden. GD er opfundet før Mikkelsens dage, så fy for satan, væk med det! Overkommeligt som ministeren kan formulere sin kulturpolitik og til sin tid skrive den obligate kulturpolitiske redegørelse: Alt hvad folk før har fundet på, er ikke noget staten gider støtte. Regeringens øvrige mål, bortset fra at opprioritere det hyperpopulære og nedprioritere resten, er foruden Rigsarkivet at udflytte Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Det kongelige Bibliotek, Rigshospitalet, Københavns Universitet, Botanisk Have, Rådhuspladsen, Kongens Nytorv og Ditlev Tamm. Det sker for at uddelegere hovedstadens ulidelige dynamik og, som der stod i et læserbrev forleden: smøre København fortyndet ud over resten af landet.
Sådan noget sidder man avisløs og hører på i timevis.
Så kommer morgenmadstimens gru uden aviser. Hvad siger man ved et morgenbord, der ikke er sagt før. Har du sovet godt i nat, skat? Et spørgsmål! Et godt ægteskab er alt det usagte, som de siger i morgenradioavisnyhedsmagasinfladeprogrammernes livsstilsindslag. Alene af den grund har avisen sin umistelige funktion om morgenen. Til sidst må man hente en gammel avis. Eller udklip af egne artikler, som man kan tilbyde at læse højt. Heller ikke det har mærkeligt nok den store succes.
Men en venlig læser har sendt et udklip af en anden art: et interview med pastor Krarup fra 1988. Her udbreder politikerpræsten sig i begejstrede vendinger om ja man tror det næppe Rambo. Jo, forklarer Krarup: Rambo tager ud for at forsvare Amerika, ikke Amerikas ideologi. At være tro mod sit fædreland er at være etisk. Rambo forholder sig etisk til tilværelsen, ud fra det helt elementære kristne budskab: Du skal være din næste tro. Der er intet politisk i Rambo-filmene, tilføjer Krarup.
Fornøjeligt at læse sådan noget med tilbagevirkende kraft, der afdækker mekanismen i den krarupske retorik. En af Krarup selvdefineret opdeling af kategorier, som i enhver forstand er ren påstand, lægges til grund for en tautologi-lignende bevisførelse af en overlappende påstand: At forsvare Amerika er ikke at forsvare Amerikas ideologi.
Respektfuldt sagt det rene ideologiske vås. Rambo forsvarer jo mere end nogen anden halvt fiktiv, halvt virkelig person ligesom højreideologen Schwarzenegger netop en ideologi som kun kan forbindes med Amerika. Rambo henviser til stadighed til en grundlæggende værdi som er Amerikas værdi, men som er truet udefra af det onde ideologiske kommunismen eller som blot er gået tabt, fordi dårlige amerikanere ikke forstår at varetage værdien. Han, Rambo, er ene mand mand for at genoprette ligevægten ved at give nogle halvaber et par på gummen, så de dør af det. Rambo er en ideologisk bestemt patriot med halvgudestatus. De ting Sylvester Rambo kommer ud for er jo ikke noget, folk normalt overlever. I hvert fald ikke uden mén. Men Rambo overlever raketangreb, kugler og knive med blod og snot i strimer ned over bodybuilderbrystkassen.
Og det er Krarup der taler dunder mod ophøjelsen af mennesket til guddom!
Tankevækkende på en avisløs morgen i det Herrens år 2002 eller 14 år efter den krarupske bekendelse til Rambo og Ronald Reagan, som Krarup forsikrer heller ikke er ideologisk. Reagan og Rambo er i virkeligheden blot udtryk for kristendommens respekt for det enkelte menneskes ansvar og frihed. På spørgsmålet om Krarup i sin betagelse af Reagan-Rambos Amerika og kristendom og fornægtelse af andre ideologier, så ikke bare bekender sig til kapitalismen som sin ideologi, svarer pastoren som den politiker, han senere viste sig at være: Han svarer udenom. Næ, siger han, og man kan næsten fysisk høre hans ubehag i det glimrende interview fra Hovedland, næ nej, han er blot positiv over for kapitalismen, men han er ikke hyperliberalist. For eksempel går han ikke ind for at skille kirke og stat. Hvilket udsagn man på baggrund af de øvrige udtalelser så skal tro er lige så lidt ideologisk bestemt som Rambos karske tankegang og raske dåd, som selv George Washington ville have betakket sig for i Valley Forge.
Apropos Rambo var denne signatur under filmfestivalen i Cannes, dengang da han var noget ved filmmusikken, ved at køre selvsamme over. Sylvester S. kom drønende på sit store potensforlængende brød af en mortorcykel med flag og vimpler og blankpoleret udstødning. Lige ud foran klummisten i lejet bil kom selveste Rambo fræsende uden at se sig for. Hverken til venstre eller højre, i hvilken retning Rambo uanset Krarups forsikringer om det uideologiske i karakteren plejer at se. Klummisten stod på bremsen med hjertet hamrende i halsen. For sit indre blik så han overskriften: Kulturradikal dansk statsfilmkonsulent kører Rambo over.
Så var Søren Krarup vel nok blevet sur.
Nu kan man sige at Krarup siden 1988 har lov til at være blevet klogere, og at det ikke er fair, bare fordi der ikke bliver bragt aviser ud, at hive sådan et gammelt interview frem, Men det er Karup jo ikke blevet klogere. Han er bare sprunget ud af skabet som rigtig politiker for et af de mest ideologiske partier, vi har oplevet i nyere danmarkshistorie. Eller siden Reagan og Thatcher, som Krarup også mener er uideologisk, og som han derfor elsker højt.
I øvrigt støtter Karup og hans parti en statsminister, der som skatteminister efter en kommissionsdomstols undersøgelse blev tvunget ud af embedet på grund af kreativ bogføring. Fogh Rasmussens afløser som skatteminister var Peter Brixtofte. Hvis nogen skulle have glemt det. Sådan ideologisk set.
