Læsetid: 4 min.

Ramme for ufred

Forud for Bush’ udspil går en snart ti-årig kæde af fredsforhandlinger
21. juni 2002

Forhandlingerne
*August 1993: Efter hemmelige forhandlinger bliver Oslo-aftalen offentliggjort for en overrasket verden. Det er en principaftale om ’land-for-fred’, hvor:
Israel lover at trække sig tilbage fra Gaza og Vestbredden og overdrage kontrollen til et palæstinensisk selvstyre i løbet af en ikke nærmere bestemt tidsperiode, ogPLO tager afstand fra at bruge væbnet kamp og terror og lover at stryge de paragraffer i sine vedtægter, der handler om at udslette staten Israel.
Det er underforstået, at fredsprocessen skal føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat. I hvert fald i palæstinensernes hoveder. De har indgået et historisk kompromis ved at acceptere staten Israel.
Den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin (Arbejderpartiet) og PLO’s leder, Yasser Arafat, underskriver aftalen den 13. september på græsplænen uden for Det Hvide Hus og trykker hinanden i hånden for første gang. For verden bliver det håndtryk symbolet på, at de gensidigt anerkender hinanden som legitime forhandlingsparter.

Bred opbakning
Herefter indledes en proces, der trinvis skal løse problemerne omkring grænsedragningen, de palæstinensiske flygtninge, Jerusalems status og de israelske bosættelser.
*I maj 1994 indgår parterne en aftale om begrænset selvstyre i Jeriko og Gaza. Det israelske militær rækker sig tilbage og overlader sikkerheden til et nyuddannet palæstinensisk politi.
Samme år får Rabin, Arafat og Shimon Peres Nobels Fredspris.
*I september 1995 underskriver de Oslo II-aftalen, hvorefter israelerne trækker sig tilbage fra 33 procent af Vestbredden og det Palæstinensiske Selvstyre overtager kontrollen.
*I 1996 får Arafat 86 procent af stemmerne ved det første valg – et signal om bred palæstinensisk opbakning til fredsprocessen.
Samme år vinder Likuds leder, Benjamin Netanyahu, ministerpræsidentvalget med en snæver margin over en af fredsprocessens skræddere, Shimon Peres, der blev ministerpræsident efter mordet på Rabin i november 1995.
På det seneste er der sprunget flere selvmordsbomber. Netanyahu tøver med at trække sine styrker tilbage som aftalt af hensyn til den nationale sikkerhed.
*I 1997 i Hebron indgår Netanyahu og Arafat en ny aftale om tilbagetrækning. Med denne aftale skifter fredsprocessen spor fra princippet om ’land for fred’ til princippet om ’fred for sikkerhed’. Det betyder, at palæstinenserne skal garantere Israels sikkerhed samtidig med, at planerne for Israels tilbagetrækning bliver mere upræcise. Reelt går tilbagetrækningen i stå.

Sammenbrud
*I 1998 forhandler Netanyau og Arafat – hårdt presset af USA – sig frem til det såkaldte Wye-memorandum. Det fastlægger endnu en plan for israelsk tilbagerækning fra yderligere 13 procent af Vestbredden. Desuden skal der åbnes en international lufthavn, en havn i Gaza, og oprettes en ’korridor’ så palæstinenserne frit kan bevæge sig mellem Gaza og Vestbredden.
Til gengæld lover palæstinenserne aktivt at bekæmpe terror, blandt andet gennem samarbejde med CIA og den israelske efteretningstjeneste, samt at indsamle illegale våben.
Israels regering falder imidlertid fra hinanden, aftalen bliver ikke ført ud i livet, og der bliver udskrevet valg, som Arbejderpartiets Ehud Barak vinder i foråret 1999.
*År 2000, mødes Barak og Arafat om sommeren i Camp David og forhandler med Clinton som mægler. Barak tilbyder Arafat en selvstændig palæstinensisk stat i cirka 90 procent af de besatte områder. De kan ikke blive enige om Jerusalem og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Mødet ender resulatløst.
I september går Likuds leder, Ariel Sharon, tur på Tempelbjerget og udløser den palæstinensiske opstand.

Tilnærmelser
Fem måneder senere fremlægger Clinton sin første fredsplan ved et møde i den israelske interesseorganisation Israel Policy Forum. Her tilnærmer han sig palæstinensernes krav:
Irael skal overgive Gaza og omkring 95 procent af Vestbredden, inklusive Østjerusalem og Tempelpladsen til palæstinenserne. De palæstinensiske flygtninge skal have formel ret til vende tilbage til Israel, men kun cirka 120.000 skal have den reelle ret og resten skal have økonomisk kompensation.
*2001: En måneds tid senere forhandler parterne selv i Taba i Egypten efter Clintons retningslinjer og kommer tættere på en permant fredsaftale end nogensinde før.
Men den israelske regering bryder sammen og et valg bringer Likuds leder, Ariel Sharon, til magten. I USA bliver George W. Bush præsident
I maj offentliggør den såkaldte Mitchell-kommission sin rapport om arsagerne til Al Aqsa-intifadaen. Kommissionen anbefaler en omgående fastfrysning af bosættelserne, som forudsætning for at genoptage fredsforhandlingerne. Antallet af bosættelser er blevet fordoblet siden Oslo-aftalen blev underskrevet.
I løbet af sommeren banker CIA’s chef, George Tenet, parterne på plads i en våbenhvile. Den holder ikke. Andre våbenhviler følger. De holder heller ikke.
*2002: I marts kommer der et samlet arabisk fredsudspil. For første gang tilbyder de arabiske statsledere at anerkende Israel og garantere landets sikkerhed, hvis Israel til gengæld trækker sig fuldstændigt tilbage til 1967-grænserne og er med til at finde en retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.
I april rejser Colin Powell til Mellemøsten – men han formår ikke at bygge bro mellem Arafat og Ariel Sharon. Sharon vil ikke acceptere ideen om en regionalfredskonference før Arafat – som sidder i husarrest – har stoppet terrorismen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her