Læsetid: 3 min.

Rapport: Østudvidelse ingen god forretning for os

Danmark kommer ikke til at tjene meget på EU-udvidelsen. Den vil tværtimod koste hver dansker 4.000 kroner, siger uafhængig rapport
5. juni 2002

BRUXELLES – EU-udvidelsen mod Øst bliver ikke nogen gylden forretning for den danske økonomi. Det er konklusionen i en ny rapport fra det uafhængige danske analyseinstitut DREAM. Ifølge rapporten vil udvidelsen koste Danmark 1,88 procent af bruttonationaltproduktet i 1998, eller 4000 kroner pr. dansker. Beløbet kan dog stige helt op til 3,1 procent af BNP i 1998.
Det vil dog være et éngangsbeløb, men samtidig siger rapporten, at Danmarks faste bidrag til EU-kassen, det såkaldte netto-bidrag, vokse med 0,326 procent.
»For Danmark vil virkningen på netto-overførslerne til EU-budgettet overskygge fordelene ved udvidelsen,« hedder det i rapporten. Den baserer sine konklusioner på den forudsætning, at de EU-tilskud Danmark modtager fra EU’s landbrugs- og strukturfonde, vil falde på grund at de stigende behov i de ny EU-lande, der har meget store landbrugsarealer.
Endvidere vil det danske handelsamkvem med de ny EU-lande ikke vil vokse nævneværdigt udover den vækst, der allerede har fundet sted: »Fordele fra toldliberalisering og integration af markederne er relativt små, fordi Central- og Østeuropa ikke er særlig vigtigt for dansk international handel,« hedder det.

Ministeriet modsiger
Disse konklusioner får dog hård kritik fra flere sider, og modsiges også af udenrigsministeriets anderledes optimistiske ny engelsksprogede pjece »The Challenge of the EU-Enlargement« (EU-udvidelsens udfordring.) Af den fremgår det, at Danmark frem til 2008 forventer en stigning i eksportpotentialet til de ny EU-lande på næsten fem gange den nuværende eksport til i alt 52,3 milliarder kroner. På langt sigt, 2015, venter Udenrigsminsiteriet, at eksporten vil stige seks gange i forhold til nu til 76,3 milliarder kroner. Danmarks eksport er allerede vokset fra 10,5 milliarder kroner til 16,8 milliarder kroner siden 1996, hvilket er en årlig stigning på 9,8 procent.
Den samlede stigning i eksporten kan ifølge Udenrigsministeriet blive på 600 procent. Den vil mest gå til de tre baltiske nabolande og Polen, og i mindre grad Tjekkiet og Ungarn.
»DREAM-rapporten er for pessimistisk. Dens beregninger tager slet ikke højde for, at der må ventes en betydelig øget økonomisk vækst og beskæftigelse med deraf øget samhandel. Der må forudses en win-win situation både for Danmark og resten af det nuværende EU, og for de nye lande. Vi kommer til at trække hinanden fremad,« siger formanden for Folketingets Europa-udvalg, Claus Larsen-Jensen (S) til Information.
Han tilføjer at EU-udvidelsen ikke kun handler om penge, men også om de politiske perspektiver for et samarbejde i EU med deltagelse af hele Europa: »Nu skal Vesteuropa overgå fra skåltaler til kontant solidaritet, der skal bidrage til, at vi løfter udviklingen i hele Europa. Jeg er ikke skræmt over, at Danmark som det næstrigeste EU-land skal bidrage til denne udvikling. I 30 år har Danmark været nettomodtager, og vi har netop fået 1,5 milliarder kroner retur i EU-kontingent for 2002,« siger Larsen-Jensen.

DUPI: Uvirkelig rapport
Forskningsassistent i DUPI (Danske Udenrigspolitisk Institut) Iben Schacke, siger til Information: »Det er da en videnskabeligt set redelig rapport, mens den forudsætninger har ikke meget med virkeligheden at gøre. Både EU’s landbrugspolitik og struktur-fondspolitikken skal ændres i 2006. For Tyskland vil ikke være EU’s kassemester mere, og det udspil Kommissionen er kommet med giver jo ikke fuld støtte til de ny lande. Dansk landbrug er ikke ked af at miste EU-støtten, for man regner med at kunne konkurrere og sælge mere på verdensmarkedet, og venter faktisk at kunne tjene på en øget liberalisering af landbruget, der følger med en afvikling af støtten,« siger Schacke.
Hun mener heller ikke, at 4000 kroner per dansker for udvidelsen er et beløb, der bør vække til oprør: »Det er ufattelig lidt i forhold til, hvad vi ellers bidrager til,« siger Schacke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her