Læsetid: 2 min.

Rige får mere kræft

Rige lande har langt flere kræfttilfælde end fattige lande, viser undersøgelse. Men det er faktisk gode nyheder for lande som Danmark
7. juni 2002

Europa har fået et kræftkort, og det viser, at rige lande som Danmark og Sverige har langt flere kræftpatienter end fattigere lande som Polen og Slovakiet. Mens usund livsstil i de udviklede lande spiller ind, kan danskerne alligevel se positivt på resultaterne. Årsagen er nemlig i høj grad også, at vi lever længere, og at sundhedsvæsener som det danske bliver bedre til at opdage og behandle kræften.
»Fordi vi lever længere, har vi en større sandsynlighed for at få kræft, og samtidig bliver vi bedre til at behandle. I fattige lande ser man et andet kræftmønster. Der kan godt være en høj forekomst af nogle kræftformer, men til gengæld har man så ringe ressourcer, at man ikke kan holde folk i live,« siger Hans Storm, overlæge i Kræftens Bekæmpelse, der har været med til den danske del af kortlægningen.
Undersøgelsen af kræft i Europa blev i går offentliggjort i tidsskriftet Annals of Oncology, og den omfatter oplysninger på tre mio. kræftpatienter fra 28 cancerregistre i 17 lande. Dermed er det den største analyse af kræfttilfælde i Europa nogensinde.
Undersøgelsen viser også, at Sydsverige med 3.050 kræftpatienter pr. 100.000 indbyggere topper med antallet af kræfttilfælde, mens Danmark kommer noget længere nede, og Polen er i bund med 1.170 pr. 100.000.
»I Danmark er vi lidt kede af, at vores tal ikke er højt nok. Svenskernes høje tal er en afspejling af, at de er bedre til at få folk til at overleve, for de har ikke en højere årlig forekomst,« siger Hans Storm.

Kræft blandt kvinder
Ifølge undersøgelsen overgås kræft kun af hjerte-karsygdomme som den mest hyppige dødsårsag i Europa. Samtidig er hele 61 procent af de kræftramte kvinder.
»Det er et udtryk for, at kvinder får nogle meget udbredte kræftformer som brystkræft, men de får den i en relativt ung alder og lever længere og længere med den. Derfor får kvinderne en overvægt i statistikkerne. De mandlige kræftformer er fortrinsvis lungekræft og andre mere dødelige kræftformer, som man ikke lever så længe med, og tæller derfor ikke med i antallet af kræfttilfælde,« siger Hans Storm.
Han påpeger, at væksten i f.eks. brystkræft og endetarmskræft i de rige lande, som undersøgelsen bekræfter, har en del at gøre med ændret livsstil – at folk bevæger sig mindre, spiser anderledes og at kvinderne får børn i en senere alder og er mere på arbejdsmarkedet.
»Denne undersøgelse viser, hvor mange der faktisk går rundt med en kræftdiagnose i de forskellige lande. Og det er jo interessant at vide for dem, der skal dimensionere, for det betyder, at man kan skønne behovet for forskellige indsatser meget bedre,« siger Hans Storm.
Forskerne bag undersøgelsen siger, at udbredelsen af kræft vil fortsætte: »Forekomsten af kræft er en indikator af både de positive og negative aspekter ved økonomisk udvikling; højere levealder og overlevelse med kræft på den ene side, og øget forekomst af kræft på den anden side,« skriver de.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her