Læsetid: 3 min.

Jeg har rørt ved Pelé

Det begyndte i 1958, jeg fik spillet ind under huden, men nu er den helt Senegal. Lad dog for pokker danske børn se VM i skoletiden! Fordi: Bold er livet
5. juni 2002

Bold i blodet
Det er ikke ualmindeligt at høre folk sige, at de helt præcist husker, hvor de befandt sig, og hvad de lavede på et ganske bestemt tidspunkt i deres liv. F.eks. hin tragiske 22. november 1963, da skæbnesvangre skud i Dallas ramte præsident JFK. Det samme gælder ældre medborgeres klare erindring om frihedsbudskabet fra BBC London om aftenen den 4. maj 1945. Endelig står de første, horrible billeder fra New York den 11. september sidste år forever mejslet ind i vore nethinder.
Men når jeg nu skriver den 10. maj 1960, skal læseren nok gelejdes lidt på vej. Det var to dage, før undertegnedes 12 års fødselsdag. I den anledning havde farmand nede på Møn forbarmet sig over sine to fodboldgale sønner, og – hvordan ved jeg ikke – skaffet billetter til en totalt udsolgt Idrætspark. Her kom brasserne, de brasilianske verdensmestre, forbi på Europa-turne og spillede uofficiel landskamp mod det danske OL-hold, der varmede op inden afrejsen til OL i Rom.
Forgangne fredags VM-2002-start kræver, at vi hopper endnu to år længere agterud. Helt nøjagtigt til den 29. juni 1958 på Råsunda Stadion i Stockholm. En 17-årig brasiliansk knægt, Edson Arantes do Nascimento, med kunstner- og kælenavnet Pelé, reducerede på 2 x 45 minutter de blå-gule svenskere til et tegneseriehold. Slutstilling 5-2. Med to mål af den unge, færdigslebne, sorte diamant. Uforglemmeligt.
Martha, der boede på Mosegården ude i det mønske, åbne land med dets fede lerjorde, havde, som den første i miles omkreds, fået fjernsyn. Sort-hvidt 17 tommers. Med indbygget sne. Også om sommeren. På brugsuddelerens ugentlige varetur havde bondekonen ladet et par ord falde om, at han og hans to knægte da »bare ku’ komme forbi og kigge med til denne hersens VM-finale.«

Kom så, Lendemark!
Indspark: Det var i de år, da landsbyklubben Lendemark, beliggende ved indkørslen til Møns hovedstad Stege, spillede i 3. division. Det gjorde Frederikshavn for øvrigt også. Senere rykkede nordjyderne op i 1. division. Ikke mindst takket være en vis Guld-Harald, med efternavnet Nielsen. Og Lendemark tog rutsjeturen ned i serie 2.
Men, altså, ham der den kun 18-årige Harald, har jeg som bolddreng rakt en bold til. Hvabehar!? På min hjemmebane. Hvor vi førsteholdslilleputter sommetider fik lov at spille forkampe.
Tilbage til Idrætsparken maj 1960. Hvor landstræner Arne Sørensens tropper på forhånd ikke var levnet en kinamands chance over for
Pelé, Garrincha, Didi, Vava, Gilmar, to gange Santos (Milton og Djalma), Zito, Bellini, Orlando og Zagallo. Og dog viste Henry From, Harald Nielsen, Henning Enoksen & Co. tænder. I en forrygende kamp, som endte med kneben 4-3-sejr til Brasilien.
Undervejs i første halvleg gjaldede det pludseligt nede fra ståpladserne ved Hockeybanen, eller var det ovre fra ’den billige langside’: Kom så, Lendemark! Jeg kunne være krøbet i et musehul. Lidt lige som vejlensere må have følt det, når det nogle år senere lød et Ind over Ulrik! Med slet skjult hentydning til Vejles Ulrik Lefèvre, der bare ikke ville slippe klatten.
Men så skete det forunderlige. Da spillerne skulle forlade Idrætsparkens græs, forbarmede en kontrollør sig over lille mig. Løftede spirevippen frem fra 17. kartoffelrække ved spillerudgangen. Ind på den anden side af rækværket. Dengang var sikkerhedsforanstaltninger, pigtråd og voldgrave et ukendt begreb. Og lige da Pelé passerede forbi, rakte jeg hånden frem...
Det elektriske chok, betagelsen, ja, besættelsen har aldrig fortaget sig. Der var dømt fodboldpassion for livstid.
Det stod ikke skrevet nogetsteds, at jeg senere skulle få tre vidunderlige fodboldår sammen med Morten Olsen på Vordingborgs ynglinge- og talenthold. Og dog! Måske var mit møde med Pélé kimen.
Morten blev prof – jeg blev bare professeur! Jeg har lagt en besked på Mortens telefonsvarer og fortalt ham, at man på nogle skoler her i Vestjylland ikke vil tillade børnene at se bold, når hans ’bande’ går på i morgen formiddag – ikke i kirketiden; men i skoletiden – mod Senegal. Den er da helt Sene-gal. En eller anden skal have udtalt: »Lad de små børn komme til mig«. Min opfordring til skoleledere og -lærere på disse kanter skal lyde: Lad fodbolden komme til jeres elever – det må I ikke hindre dem i. Se så at få monteret den storskærm i gymnastiksalen, få sat mørkelægningsgardiner op og send pedellen i Netto efter røde sodavand’er! Og luk danske børn ind i fodboldriget. Amen!

*Lars Egelund er lektor i idræt og fransk ved Ringkjøbing Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu