Læsetid: 3 min.

Satirens lange arm rammer tyske liberale

Med en falsk fax eller en hjemmelavet valgplakat formår det satiriske magasin Titanic at vise en virkelighed, der ellers holdes skjult
20. juni 2002

BERLIN – Hvis vi nu forestiller os en østtysk provinsby en ganske almindelig onsdag. Det er juni, en Golf triller ind på gågaden. Bilen er gul, det liberale parti FDP’s farve. Fra bilens bagagerum fisker unge partiaktivister klapbord og valgmateriale frem. Plakaterne viser Michel Friedman, den højtråbende næstformand for Det Jødiske Centralråd. På plakaten har Friedman et rødt kryds over munden, nedenunder står »FDP – Judenfrei und Spass dabei«.
Aktivisterne snakker med de forbipasserende. Stemningen i gågaden er god, folk er positive over for det liberale budskab.
»Friedman, hvad er han egentlig? Tyrk? Så skulle han da tage at rejse hjem,« siger en åbenhjertig kvinde.
Andre mener, at tyske jøder burde dæmpe sig lidt. Også den lokale FDP-formand tropper op. Han hilser på de udenbys aktivister og stiller op til gruppefoto. Man har en fælles sag – FDP skulle gerne vinde 18 procent af stemmerne ved sommerens valg. Stemningen er hjertelig.
Så er det, at den lokale journalist kommer forbi og gør anskrig: »Asociale rottefængere,« kalder han den liberale kampagnegruppe.
»Tag det roligt,« svarer formanden, »det er bare indpakning, det må man tage med.«

Infamt bondefangeri
Scenen fra gågaden er ikke fantasi. Den udspillede sig i Eisenach for et par uger siden, og snart efter blev FDP-lokalformanden, Klaus Schneider, klar over, at han var blevet narret. De friske aktivister var i virkeligheden medarbejdere fra det satiriske månedsmagasin Titanic, der ville dokumentere FDP’s antisemitiske potentiale:
Hele maj måned havde næstformand Jürgen Möllemann gjort flere udfald mod Israel og jøderne, mens partiet bestred, at det fiskede efter vælgere på højrefløjen.
»Bondefangeri! Det er ikke bare infamt, det er kriminelt,« sagde Klaus Schneider, som via sine advokater forsøger at stoppe udgivelsen.
»Vi skal forpligte os til aldrig at nævne navnet ’Klaus Schneider’ eller vise billeder af ham, ellers vil det koste os 10.000 euro pr. gang... Vores ledende artikel i juli-nummeret løber alene op i 60.000 euro,« griner chefredaktør Martin Sonneborn, Titanic.
Naturligvis bliver lederen ikke ændret – det ville jo være censur.
»Efter Möllemanns forsøg på at føre populistisk valgkamp kunne det være sjovt at høre, hvad folk sagde til den. Vi visualiserede simpelthen hans budskab...«
Ved hjælp af en iscenesat virkelighed kom Titanic virkeligheden nærmere, end almindelige journalister formår, når de trasker rundt blandt vælgerne. Ved den falske bod kunne folk sige det, de virkelig mente.
»Vi laver journalistik med en satirisk indgang. Egentlig kan man sige, at vi påtager os en opgave, som seriøse medier forsømmer af frygt for deres troværdighed,« siger Sonneborn.
»Mange af vores ideer opstår over en øl i stamknejpen, men om dagen arbejder vi skam seriøst på bladet.«

VM-affæren
»Jeg skrev universitetsspeciale om satirens virkning. Dengang konkluderede jeg, at den ingen virkning har, men det viste sig at være forkert. Når den seriøse presse beretter, at vores VM-aktion skaffede Tyskland 120.000 nye arbejdspladser, så må man sige, at satiren har en virkning,« påpeger Martin Sonneborn.
VM-aktionen i år 2000 er Titanics hidtil største scoop. Ved hjælp af en fax til syv udvalgte medlemmer af FIFA’s eksekutivkomité lykkedes det ikke alene at lave skandale, men også at få fodbold-VM 2006 til Tyskland.
»Vi tænkte over, hvad vi kunne gøre, men havde ingen ideer. Om aftenen den 5. juli tog jeg tilbage til kontoret; jeg kunne da i det mindste sende en fax, tænkte jeg. Jeg vidste, i hvilket hotel FIFA-repræsentanterne boede,« forklarer Martin Sonneborn.
En ansvarsbevidst hotelpiccolo skubbede ved midnat faxerne ind under værelsesdørene til de syv FIFA-folk. I faxen kunne de læse, at en vis »Martin Hansen« på vegne af VM-imitativet TDES tilbød »en lille gave for Deres stemme til fordel for Tyskland. Tøv ikke, ring til mig med det samme, hvis De har et særligt ønske.«
Titanic ville vise en flig af den korruption, der trives i FIFA og UEFA – og det gik over al forventning. New-Zealands repræsentant, Charles Dempsey, blev så ærgerlig over fax’en, at han undlod at stemme, hjemmefra havde han ellers fået besked på at stemme på Sydafrika.
Da bestikkelsesforsøget blev kendt, slog en bølge af international fordømmelse ind over Tyskland. FIFA-præsident Blatter overvejede at lade afstemningen gå om, og hjemme i Tyskland vidste man nok, hvem der havde ansvaret for skandalen: Martin Sonneborn.
Når det handler om fodbold og VM, forstår tyskerne ingen spøg. Satire er meget godt, men den skal kende sin plads. Vrede opkald blokerede Titanics telefoner, og faxen spyede trusselsbreve.
»Jeg var ikke bange under VM-affæren – kun forundret. Charles Dempsey sagde ganske vist, at ’this fax broke my neck’, men i dag ved jeg, at han under hele forløbet var udsat for et enormt pres fra både Tyskland og Sydafrika, Gerhard Schröder og Nelson Mandela.«

*www.titanic-magazin.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu