(2. sektion)
Ny film
Efter verdenssuccesen med Taxi Driver lavede Martin Scorsese sin helt egen version af de stort opsatte farve-musicals fra Hollywood, han havde elsket, da han var ung. Filmens budget på ni millioner var usædvanligt højt for sin tid og inkluderede endda en overskridelse på to millioner.
Scorsese improviserede meget af filmen frem, og resultatet er et hudløst autentisk kærlighedsdrama på en kunstig musical-eventyrlig baggrund, en film fuld af brist, men også fuld af liv. Og samtidig en rundhåndet hyldest til 1940ernes swingmusik.
Først og fremmest fascinerer filmen, fordi den på ægte Scorsesesk vis borer så vedholdende og skånselsløst i et parforhold, der både rummer svimlende øjeblikke af ekstase og afgrunde af aggression. Robert De Niro spiller saxofonisten Jimmy Doyle, en sært besat, følelseshæmmet og egocentrisk kunstner (der nok ikke er helt ulig Scorsese selv.) Han kan kun realisere sig selv gennem sin musik, og det komplicerer selvfølgelig forholdet til sangerinden Francine (Liza Minnelli), som han møder under en stor jublende sejrsfest i New York 1945.
Hele denne menneskemyldrende og umådeligt lange tour de force-indledning indkredser det konfliktfyldte møde mellem hovedpersonerne, mens der festes i baggrunden. Francine og Jimmy bliver et par, men harmonisk er forholdet egentlig kun, når swingmusikken fører dem sammen.
Liza Minnelli brillerer
Robert De Niro er i sit mest eksplosive hjørne som Jimmy, fræk og farlig, mens Liza Minnelli yder sin bedste filmpræstation (ved siden af Sally Bowles i Cabaret) som den mere modne, varme og velafbalancerede Francine.
En lang række klassiske swingnumre danner baggrund for de ulige gemytters kærlighedskampe, for vi er i Benny Goodmans, Tommy Dorseys og Glenn Millers storhedstid. Men mest berømt er Liza Minnellis bravour-udgave af titelsangen.
Scorsese selv afslører et noget ambivalent forhold til filmen i interview-bogen Scorsese on Scorsese fra 1989. »Det er nok en god film,« siger han, »men jeg synes kun, den er god, fordi den er sandfærdig. Det er ikke en film om jazz, hvorfor det ikke var nødvendigt at have en rigtig saxofonist i hovedrollen, som i
Round Midnight. Det kunne lige så godt have været en film om en instruktør og en forfatter eller en kunstmaler og en komponist. Den handler om to mennesker, der er forelskede i hinanden, og som samtidig begge er skabende personer. Det var ideen: at undersøge om ægteskabet kunne holde. Vi vidste ikke, om dette ægteskab kunne holde, fordi vi ikke vidste, om vores egne ægteskaber kunne holde. Så vi gik bare løs på opgaven skrev scener om og improviserede i ét væk, indtil der var gået 20 uger med optagelser og vi endelig havde noget, der lignede en film.«
Her skal det selvfølgelig ikke afsløres om ægteskabet holder i sidste ende. Det skal blot nævnes, at Scorseses instruktør-kollega George Lucas , da han så filmens råklipning, mente, at producenten kunne få 10 millioner mere i kassen, hvis Scorsese ændrede slutningen. Men den forblev, som Scorsese ville have den.
*New York, New York. Instruktion: Martin Scorsese, Manuskript: Earl Mac Rauch og Mardik Martin. Amerikansk (Gloria). Gloria viser den korte version på 137 min. ikke den i 1981 genudsendte version på 163 min.
