Læsetid: 3 min.

En skrydende mafioso

John Gotti, der i sin storhedstid var den øverste boss for New Yorks Gambino-klan, er død i fængsel, 61 år
14. juni 2002

BOSTON – Da Al Capone i sin tid døde af syfilis, afstedkom tabet landesorg i gangsterbyen Chicago. Helt præcist samme reaktion kunne ikke konstateres i New York i denne uge, da nyheden om mafiabossen John Gottis død i et fængselshospital i Missouri blev offentliggjort i byens frokostaviser.
Al Capone var trods alt en mere mytisk skikkelse end Gotti, der blev angrebet af kræft i halsen. Ikke desto mindre var den øverste boss for New Yorks Gambino-klan fra 1985 til 1992 i sin storhedstid ombejlet af aviser, ugeblade og underholdningsprogrammer på tv. Til tider blev han beskrevet i vendinger, der gav ham status som en folkehelt.
Fascinationen af den forfængelige og skrydende mafioso, som satte sit eget ego over klanens interesser, ville ingen ende tage i New Yorks medier og blandt jævne mennesker i Little Italy og Gottis nabokvarter Howard Beach, Queens. Her var en mand vokset op under fattige kår, som havde modet til at række næse af politi, FBI og domstolene og alligevel undgik at blive sat bag tremmer for bandemord, afpresning, gambling og narkohandel...
Og så var Gotti altid rede med en smart replik, når New Yorks journalisthob higede efter kulør i deres reportage fra en kedelig dag i retten. »Er De en mafiaboss,« blev Gotti engang spurgt af en reporter. »Ja, jeg er boss for min familie, min hustru og børn,« svarede han storsmilende.
Myten om mafioso’en, der startede sin dag kl. 12 hos den lokale barber med en trimming af frisuren og en hårtørring som ikke efterlod et enkelt gråstænket hår i uorden, blev iscenesat af Gotti himself, fordi han vidste, at ekstrem personlig hygiejne og ulastelige jakkesæt med snehvide skjorter var en forudsætning for at blive respekteret i offentligheden.
Men medieomtalen og praleriet skulle også blive kilden til hans fald. Det tiltrak politiets og FBI’s opmærksomhed. Med denne adfærd adskilte Gotti sig fundamentalt fra andre amerikanske mafiabosser i det 20. århundrede – undtagen Al Capone. Forklaringen er simpel. Begge mænd var outsidere i den forstand, at de ikke tilhørte den siciliansk-inspirerede og styrede Cosa Nostra i Amerika. De var født i New York af forældre emigreret fra Napoli.
Alle med et nogenlunde godt kendskab til Napoli og Palermo ved, at napolitanere er lige så udadvendte og prangende som sicilianere er mutte og fulde af falsk beskedenhed. Capone og Gotti bar med andre ord en slående lighed til Napolis camorra-bosser, som lægger stor vægt på udseende og et geschæftigt mundtøj. Det faldt ikke i de andre mafiabossers smag – for at sige det mildt.
Man kan faktisk tilbageskrive Gottis fald til den dag, han udnævnte sig selv til boss for én af New Yorks fem mafiaklaner. Det var i vinteren 1985. Gotti var kaptajn i én af Gambino-klanens 23 bander og mistænkt af bossen Paul Castellano for at være involveret i narkosalg – et tabu i den amerikanske mafia på det tidspunkt, som blev afstraffet med mord. Om Castellano planlagde at få Gotti myrdet, vides ikke, thi Gotti kom ham i forkøbet.
Bossen og hans chauffør blev skudt ned i en limousine på East 46th St. i Manhattan – et spektakulært mord helt ude af trit med Cosa Nostras sædvanlige lave cigarføring, når en ubekvem rival skulle likvideres.
Gotti hyrede nye kaptajner, der ikke stod tilbage
for at tjene svimlende på narkohandel. Den historiske mafia mistede her-
med sit patina af respektabilitet.
At smugle stoffer var i myndighedernes øjne gemen kriminalitet. Lovens håndhævere greb hårdt ind og i løbet af få år var den hidtil usårlige Gotti fængslet for livstid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her