Læsetid: 11 min.

Sporet fra Nairobi

Kortlægningen af begivenhederne, personbevægelserne og indicierne op til 11. september-angrebet hører ikke til de fagligt stolteste øjeblikke i FBI og CIA’s historie, men de første blodige brikker til puslespillet blev allerede lagt den 7. august 1998 i Kenya
8. juni 2002

Kortlægningen af begivenhederne, personbevægelserne og indicierne op til
11. september-angrebet hører ikke til de fagligt stolteste øjeblikke i FBI og CIA’s historie, men de første blodige brikker til puslespillet blev allerede lagt
den 7. august 1998 i Kenya

Sporet begynder den dag i august 1998, da flere hundrede uskyldige østafrikanere i løbet af få sekunder blev massakreret af bilbomber, detoneret i lastbiler parkeret nær USA’s ambassader i Nairobi og
Daar-es-Salaam, med få minutters mellemrum.
Af sin overordnede i Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda havde manden ved rattet i Nairobi, Muhammad Rashed Daoud al-Owhali, fået ordre til at blive siddende. Det skulle være en kamikaze-operation; hans selvopofring ville slette mulige spor, der fører tilbage til organisationen.
Men den unge saudiaraber af rig familie havde andre planer og sprang i sidste sekund ud af lastbilen og løb for sit liv. Nogle dage senere blev han anholdt på et lurvet hotel i Nairobi, hvor han tilsyneladende ventede på at blive smuglet ud af landet. Al-Owhali endte snart i kløerne på den amerikanske efterretningstjeneste og tilstod sin terrorforbrydelse.
I denne uge kunne nyhedsmagasinet Newsweek afsløre, at én af de oplysninger al-Owhali gav amerikanerne kunne have ført til optrevlingen af komplottet, der lå til grund for 19 terroristers kapring af fire amerikanske fly og deres massemord på 3.000 mennesker 11. september sidste år, i god tid i forvejen – måske et helt år før tragedien. Blot CIA og FBI havde fulgt sporet helt til vejs ende.
Magasinets afsløring er én af flere brikker, som efterhånden tegner et mønster over, hvad amerikanerne kalder missed opportunities for at hindre terrorangrebet. I de seneste par uger er det kommet for dagens lys, at de vidt forgrenede efterretningsbureauer i USA’s forbundsregering sad inde med langt flere spor, indicier, enkeltstående oplysninger og begrundede fornemmelser af, at en spektakulær terroraktion var planlagt indenfor landets grænser i sensommeren 2001, end man har ønsket at vedgå sig fra officielt hold.
Fra første færd var ingen i tvivl om navnet på bagmanden: Osama bin Laden. Blot kendte man ikke terroristernes identitet, ej heller deres infame forehavende. Støjen på netværket blev så larmende i slutningen af juli, at præsident George W. Bush bad CIA om at aflevere en rapport om muligheden for et angreb i USA. Den blev præsenteret ham 9. august på ranchen i Crawford, Texas, hvor præsidenten netop havde startet sin sommerferie.
I det halvanden sider lange dokument, som Det Hvide Hus afviser at offentliggøre eller overgive til et undersøgelsesudvalg i Kongressen, blev det i en enkelt sætning nævnt, at al-Qaeda kunne have planer om at kapre fly. Men formodningen var af gammel dato og stammede fra 1998. Tilsyneladende var der ikke nok kød på rapporten til at slå storalarm.
Nervøsiteten kunne måske have udmundet i konkrete tiltag, hvis den skrupuløse chef for kontra-terrorismekontoret i Det Hvide Hus, Richard Clarke, var blevet underrettet af FBI om to begivenheder. Den 10 juli havde FBI- agent Kenneth Williams i Phoenix, Arizona sendt en rapport med e-mail til sine overordnede i Washington, hvori han gav udtryk for mistanke om, at muslimske terrorister skulle træne på amerikanske pilotskoler.
Williams’ memo er indtil videre kun blevet forevist en journalist fra Fortune Magazine. Han skriver, at følgende rubrik burde have fået øjenbrynene til at hæve sig i FBI’s hovedkvarter. »Usama bin Laden and al-Muhjiroun supporters attending civil aviation universities/colleges in Arizona.« (al-Muhjiroun er en ekstrem muslimsk gruppe med bopæl i London, red.)
Ikke alene det. FBI-agenten identificerede flere suspekte arabiske mænd, der skulle læse på Embry-Riddle Aeronautical University i Prescott, Arizona.
Det har senere vist sig, at en af dem stod i forbindelse med al-Qaeda, men da FBI ville arrestere ham efter 11. september, var fuglen fløjet. To andre mænd nævnt i dokumentet bliver holdt under konstant overvågning døgnet rundt af agenter i Arizona, formentlig uden at
vide det. En fjerde person, Zakaria Mustafa Soubra, blev arresteret i denne uge.
William Clarke i Det Hvide Hus ville efter iagttageres mening også have hvæsset sine knive, hvis han var blevet orienteret om arrestationen af fransk-marrokaneren Zacarias Moussaoui 15. august i Minneapolis. Her havde den formodede 20. flykaprer vakt mistanke, da han forlangte at lære at flyve et Boeing 747 jumbofly, skønt han aldrig havde trænet i at styre små fly af typen Cessna. Moussaouis undervisere fortalte FBI’s kontor i Minneapolis, at de synes, det var mærkeligt, at han kun var interesseret i at lande jumbojet.

Den juridiske rådgiver på FBI’s kontor i Minneapolis er en 47-årig mor til to børn med ben i næsen. Coleen Rowley gav grønt lys til at anholde franskmanden for at være blevet i USA efter udløbet af hans studentervisum og spurgte de franske myndigheder, om de havde et dossier om ham. Om de havde!
Moussaoui var kendt i den franske efterretningstjeneste som en antivestlig, fundamentalistisk muslim knyttet til terrorgrupper som al-Qaeda. Han havde været i Afghanistan og rejste i øvrigt konstant rundt i Europa og den arabiske verden. Under FBI-forhør klappede han i som en østers og afviste at give politiet tilladelse til at undersøge datahukommelsen i sin computer.
I de følgende uger udspillede sig et tragikomisk skuespil mellem Coleen Rowley og de juridiske eksperter i FBI’s hovedkvarter, der afviste at lade hende søge om bemyndigelse fra en forbundsdommer til at åbne Moussaouis computer. I et nu offentliggjort brev skrevet 21. maj til FBI-chefen Robert Mueller fortæller Rowley, at hendes kolleger i Washington først gav deres OK et par timer efter terrorangrebet 11. september.
»Som om attentatet mod World Trade Center var den eneste vægtige begrundelse! Ifølge loven skulle vi blot sandsynliggøre, at Moussaoui muligvis havde planer om at udføre terrorhandlinger. Oplysningerne fra Frankrig var mere end nok til at åbne computeren,« skriver hun.
Én af Dick Clarkes underordnede i Det Hvide Hus satte disse oplysninger i relief med følgende udtalelse til Time Magazine: »Er der nogen, der tror, at
Clarke ville have siddet på sin flade, hvis han havde vidst i midten af august, at FBI havde taget en udlænding i forvaring, som ikke kunne tale et ord engelsk og som ville lære at styre en flyvemaskine midt i luften?«
I sit 13 sider lange j’accuse sparede Coleen Rowley – der aflagde vidnesbyrd under en høring i Senatet torsdag – ikke på kritikken af FBI’s hovedkvarter. Karrieremageri, skriver hun, indgår ofte som en vigtigere faktor i beslutningsprocessen end den enkelte sags fortjeneste. Hun beskyldte endda FBI-toppen for at være meget tæt på at havde vildledt den amerikanske offentlighed om sin forhåndsviden om et terrorattentat i dagene og ugerne efter 11. september.
Ikke overraskende er Rowley øjeblikkelig blevet en cause celebre i amerikanske medier og Kongressen for at have turdet stå frem og sige sin uforbeholdne mening om ’bureaukraterne’ i Washington. I USA elsker man fortællingen om den lille person, der risikerer sin karriere ved at gøre oprør indefra mod forbundsstatens træge og korrupte maskineri. Man har endda en betegnelse for typen: ’A whistleblower’.
Det var ikke kun FBI, der var træg til at reagere på indicier og signaler. CIA bærer også på et ansvar – måske det afgørende. I tirsdags rapporterede The New York Times, at Egyptens efterretningstjeneste havde infiltreret en muldvarp i al-Qaeda i foråret 2001 og givet
CIA’s kontor i Cairo løbende oplysninger om informantens arbejde. I et interview med avisen udtalte præsident Hosni Mubarak, at hans efterretningstjeneste havde forvarsel fra deres kilde i starten af september om et nært forestående terrorangreb.
»Vi vidste, at et eller andet ville ske i USA en uge før. Vi prøvede at finde ud af hvad og hvorhenne. Men det var ikke muligt. Vi fik vores agent til at ringe og bede dem om at udsætte attentatet. Vi havde brug for mere tid. Men han fik at vide, at det ikke var muligt. Så hjulene var begyndt at rulle. Der var en uge eller fire dage tilbage. Vi troede, de ville kapre et fly eller ramme en ambassade. At forestille sig at de ville bruge flyvemaskiner til at ødelægge bygninger var ikke muligt,« sagde Mubarak.
CIA har endnu ikke oplyst, hvad man gjorde med disse højst alarmerende efterretninger. Men allerede 23. august skal CIA-chefen George Tenet være blevet så foruroliget over de mange signaler om et forestående attentat, at han beordrede sine eksperter til at rode arkiverne igennem og opstøve spor, der kunne føre til et eller andet konkret.
Bingo! Navnene Khalid Almihdhar og Nawaf Alhazmi dukkede op på skærmen. Begge mænd skulle senere vise sig at have været ombord på den American Airlines 77, der smadrede ind i Pentagon-bygningen 11. september. Hvordan kom CIA i besiddelse af navnene på disse to terrorister, og hvorfor kunne myndighederne ikke finde dem i tide?
Svaret er ganske enkelt: CIA havde siden januar 2000 vidst, at Almihdhar og Alhazmi stod i forbindelse med al-
Qaeda. Efterretningsbureauet var endda klar over, at Alhazmi var rejst ind i USA 15. januar 2000. Men af uforklarlige årsager valgte CIA at lægge sagsmappen på en hylde og åbnede den først igen 23. august 2001, da det var forsent at opstøve terroristerne.
Som det ofte sker under efterforskning havde CIA fået færden af de to saudiarabiske mænd ved lidt af et tilfælde. Den arresterede attentatmand fra Nairobi, Muhammad al-Owhali, skrev under et forhør i efteråret 1998 et telefonnummer i Yemen ned på et stykke papir. USA’s elektroniske aflytningstjeneste National Security Agency begyndte derefter at tappe telefonlinjen, der viste sig at tilhøre en sympatisør til Osama bin Laden, i øvrigt en svigerfar til Almihdhar, den ene af flykaprerne.
Den yemenitiske mands hjem blev brugt af al-Qaedas internationale terrornetværk til at indtelefonere beskeder, som blev videregivet til bin Laden i Afghanistan. I december 1999 hørte amerikanske spioner, at et vigtigt al-
Qaeda møde skulle afholdes i begyndelsen af januar 2000 i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Den malaysiske efterretningstjeneste blev anmodet om at overvåge forsamlingen og tage fotos.
Hvis det var lykkedes at aflytte samtalerne under mødet, kunne attentatet mod destroyeren USS Cole i efteråret 2000 og terrorangrebet i USA i 2001 muligvis være blevet stoppet. I alle tilfælde kom CIA i besiddelse af flere al-Qaeda- terroristers identitet. Lidt af et kup.

Efter Cole-angrebet i Yemen i oktober 2000 arresterede amerikanerne en et-benet al-Qaeda aktivist, yemenitten Tawfiq bin Attash, og sigtede ham for at være en af bagmændene. Da CIA tjekkede billeder fra mødet i Kuala Lumpur, opdagede man et foto af ham og flykapreren Khalid Almihdhar.
Allerede i efteråret 2000 kunne amerikanerne have lagt to og to sammen. Man vidste, at Almihdhar og hans medsammensvorne Alhazmi havde deltaget i Kuala Lumpur-mødet, skønt man ikke anede om deltagerne planlagde terroraktioner. Nu havde man bekræftelse på, at i hvert fald én af dem – den et-benede yemenit – tilhørte al-Qaeda.
Ikke alene det. CIA havde allerede inden mødet i Kuala Lumpur tjekket Alhazmi og opdaget, at han havde et amerikansk visum, der tillod ham at rejse frit ud og ind af USA. Faktisk ankom Alhazmi til Malaysia direkte fra Los Angeles og fløj direkte tilbage til USA nogle dage senere – uden at CIA varslede hans ankomst til FBI – der har politimyndighed indenfor USA og til immigrationsmyndighederne, som kunne have pågrebet ham i tolden.
Værre er det, at CIA undlod at bede FBI om at sætte en eftersøgning i USA af Alhazmi og Almihdhar igang efter at have fået bekræftet i efteråret 2000, at de vitterligt måtte tilhøre al-Qaeda. Allerede på det tidspunkt havde de to saudiarabere startet træning på en pilotskole i San Diego. De førte en ganske normal tilværelse, tog kørekort, indmeldte sig i skatterregistret, fik kreditkort fra en bank, blev indskrevet i den lokale telefonbog, spillede fodbold og gik i stripteaseklubber.
At opspore de to terrorister i det tidsrum var blot et spørgsmål om at slå op i telefonbogen. De kunne være blevet skygget i et år eller mere – en tid, hvor de flere gange mødte fem af de 19 flykaprere; en gang i Las Vegas. Humlen er, at ingen begyndte at lede efter de to saudiarabere indtil 23. august 2001. Da befandt de sig allerede på USA’s østkyst, hvor de flyttede fra et hotel til et andet med få dages mellemrum, som om FBI var på sporet af dem.

Havde de amerikanske efterretningstjenester bare været så agtpågivende som skuespilleren James Woods, ville ingen i dag tænke nærmere over datoen 11. september. For nogle måneder siden fortalte Hollywood-stjernen i et tv-interview, at han under en flyvetur tværs over det amerikanske kontinent et par uger inden 11. september iagttog fire velklædte mellemøstlige mænd på business class.
»Jeg er lidt som Woody Allen og Diane Keaton i den scene fra Annie Hall, hvor de sidder på en bænk i Central Park og spekulerer på de forbipasserendes privatliv. Så jeg sad der i flyet og tænkte, at enten var disse her fyre terrorister eller FBI-agenter. De gik virkelig i spænd sammen. Ingen af dem drak spiritus eller talte med stewardesser. Ingen havde en avis eller bagage. Intet,« sagde James Woods fornylig til Seymour Hersh fra ugemagasinet The New Yorker.
»Det var lidt som at være til en koncert i en natklub. Alle klapper og synger med – og så sidder der fire fyre og passer sig selv. Hvad fa’en laver de her?«
James Woods blev så bekymret, at han efter middagen ombord på flyet besluttede sig til at beholde kniven fra spisesættet. »Jeg delte min foruroligelse med en stewardesse. Hun tænkte i de samme baner. Jeg bad hende om at kontakte kaptajnen; kort efter kom andenpiloten og forsikrede mig, at de ville holde døren til cockpittet låst hele vejen.«
Stewardessen lovede Woods at sende en rapport til luftfartsmyndighederne, men han går ud fra, at den som så mange andre advarsler i tiden inden 11. september forsvandt ned i en overfyldt skuffe – hvis den altså i det hele taget blev skrevet og afsendt. Siden har det ikke været muligt at rekonstruere efter den rejsevante Woods hukommelse, hvornår han havde denne oplevelse.
Det kan blot tilføjes, at FBI antager, at flykaprerne gennemførte flere generalprøver på transkontinentale ruter i USA i løbet af sidste sommer. James Woods’ antenner virkede formentlig langt bedre end de amerikanske efterretningsagenters.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her