Læsetid: 7 min.

’De spytter på vores land’

Tre franske førstegangsvælgere havde fået nok af ikke at blive taget alvorligt. De stemte på Le Pen for at gøre noget ved indvandrere, der fylder for meget og laver for lidt
27. juni 2002

Tre franske førstegangsvælgere havde fået nok af ikke at blive taget alvorligt. De stemte på Le Pen for at gøre noget ved indvandrere, der fylder for meget
og laver for lidt

National-populisme
MARSILLARQUES – Marsillargues, en lille sydfransk provinsby en halv times kørsel fra Montpellier, en lørdag først i juni. Vi er kun nogle få timers kørsel fra den spanske grænse.
For enden af en blind villavej i udkanten af byen bor Mickaël og Christelle, et yngre ægtepar, som har indvilget i at fortælle om, hvorfor de stemmer Front National. Det har krævet en del overtalelse, og de har kategorisk afvist at stille op til fotografering. De gør det klart, at de aldrig ville have udtalt sig til en fransk avis. Selv om næsten hver femte franske vælger stemte på den yderste højrefløj ved præsidentvalget, er det stadig sin sag at stå ved det offentligt.
»Men nu gør vi det alligevel, fordi vi havde lyst til at fortælle, hvad vi mener. Det er ikke hver dag, vi har mulighed for det,« forklarer Mickaël.
Han fører ordet, mens hun varter op og holder øje med den 18 måneder gamle datter, der tumler rundt i græsset.
Det netop overståede præsidentvalg var første gang, de stemte, selv om de altid har bakket op om Front Nationals ideer ligesom de fleste i omgangskredsen. Alligevel er det altså først nu, i en alder af 29 år, at Mickaël følte, at det var umagen værd at stemme.
»Denne her gang var der for meget på spil. Det har stået på i årevis, uden at noget ændrer sig. Jeg kan jo se, at flere og flere mener det samme som mig, så jeg tænkte, at vi måske kunne vinde,« forklarer han.
Så han stemte på Le Pen i første runde af præsidentvalget, hvor Front National i Marsillargues blev valgets suveræne vinder. Og igen i anden runde, hvor Jean-Marie Le Pens fik godt 30 procent af byens stemmer.

Ikke et protestvalg
Arbejdsløsheden, »usikkerheden,« og den almindelige politikerlede er blevet nævnt som bud på, hvorfor Le Pen netop nu har fået sit store gennembrud. Mickaël godtager dog ikke argumentet om et protestvalg.
»Det er for nemt. De lader som om, vi ikke ved, hvad det er, vi har stemt for.«
Selv er han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvorfor han stemte på Front National.
»På grund af indvandrerne. De føler sig hjemme. De er overalt. Og vi andre har ikke lov til at sige noget. Alt er indrettet efter dem. Politikken, lovene, tilskuddene. Hvis de har svært ved at klare sig, så er det fordi, de er indvandrere, og så skal de hjælpes. Vi andre må klare os selv«.
For et års tid siden kvittede han sit tjenerjob for at blive selvstændig. Sammen med en kammerat startede han et lille hjemmeservicefirma, der vedligeholder haver og parkanlæg for private og for kommunen.
»Vi er jo altså ikke millionærer endnu, men ordrebogen er fyldt op nogle måneder frem i tiden. Så på det punkt har jeg ikke noget at klage over. Men jeg er død-træt af at arbejde seks dage om ugen med lange arbejdsdage, når jeg ser, at indvandrerne dasker rundt på gaden. Jeg knokler og betaler skat, og de får det hele uden at røre en finger.«
Christelles lillebror, Lionel, har sluttet sig til os og giver sit besyv med.
»Nu skal vi ikke lyde som fascister. Der er også arabere, der arbejder. Det er jo ikke dem, der er et problem.«
»Nej, men når de så arbejder, så sender de alle pengene hjem til deres familie. Jeg arbejdede sammen med en, der boede i en campingvogn for at kunne sende flere penge hjem,« protesterer Mickaël.
Måske har Le Pens valgsejr i første runde alligevel rykket ved nogle tabuer. Måske er det alligevel blevet nemmere at sige sin uforbeholdne mening om indvandrerne.
»Ikke nødvendigvis. Jeg taler aldrig politik med min familie, for ikke at ødelægge den gode stemning. Og jeg fortæller ikke folk, jeg ikke kender, at jeg stemmer Front National,« siger Mickaël.
»Det er slet ikke nemt at sige, at man stemmer Le Pen. Medierne, fagforeningerne, politikerne, alle siger, at det er forkert. Se bare alle dem, der demonstrerede imod Front National 1. maj. De siger, at Le Pen ikke er demokrat. Men de demonstrerer selv imod noget, en masse franskmænd har stemt for. Er det demokratisk? Er det ikke netop stemmeurnerne, der er demokratiets fundament?« vil Lionel vide, men vi bliver afbrudt af Mickaëls mobiltelefon, der spiller Marseillaisen.
»På grund af VM,« siger han undskyldende.

Nikkedukker
Før sidste VM beklagede Le Pen sig over, at der var så få »rigtige« franskmænd på det franske fodboldlandshold. Kritikken gik dog i sig selv, da holdet vandt verdensmesterskabet. Spillerne blev folkehelte og samtidig et symbol på det multikulturelle Frankrig. Men en del af deres popularitet er allerede formøblet efter VM-fiaskoen.
»Og så tillader Zidane sig at sige til folk, at de skal stemme imod Le Pen. Der er ingen, der har bedt ham om noget. De skal bare spille fodbold,« vrisser Mickaël.
»Og vinde!« siger Lionel.
I det hele taget har de ikke megen forståelse for de mange offentlige personer, der opfordrede til at stemme for Chirac og imod Le Pen, da venstrefløjen pludselig stod uden kandidat i anden runde.
»Hvordan kunne venstrefløjen få sig selv til at stemme på Chirac? Jeg ville aldrig stemme på et parti, som ikke svarer til mine synspunkter. Så ville jeg hellere blive hjemme. Hvis valget havde stået mellem Chirac og Jospin, så er det helt sikkert, at jeg ikke havde stemt,« siger Lionel, der ærgrer sig over, at så mange vælgere bare »gjorde, som de fik besked på,« siger han, mens Christelle er begyndt at dække op på terrassen. Trods en maj måned med ualmindelig dårligt vejr, har vandet i poolen sneget sig op på 23 grader. Her i pinjetræets skygge forekommer den »usikkerhed,« som aviser og fjernsyn har fortalt om i månedsvis, meget langt væk.
»Det er klart, at her virker stille og fredeligt en dag som i dag. Vi har weekend og skal have venner på besøg til en grillaften ved poolen. Men her er vi også hjemme hos os selv. Det er et slags helle. Prøv at forestille dig, at der er gader, hvor vi ikke kan bevæge os hen. Prøv at forestille dig, at være nødt til at gå en omvej i din egen by,« siger Lionel.
»Jeg går stort set aldrig på gaden selv. Og aldrig når det er mørkt,« supplerer hans søster, som dog må indrømme, at hun ikke selv har været ude for problemer.
Mickaël kan heller ikke komme i tanke om egentlige sammenstød med indvandrerne. Ud over en episode til en byfest for mange år siden, hvor en ung »araber« stjal hans kasket, og hvor det kom til håndgemæng.
»Det er ikke så meget konkrete ting. Det er mere små gnidninger i det daglige. De provokerer os bevidst, for eksempel når de kører langsomt forbi os i deres BMW’er eller Mercedes’er, som man, sådan i parentes, kan spørge sig selv om, hvordan de får råd til,« forklarer Lionel.
Mickaël nikker.
»Det, der bekymrer mig allermest, er, at jeg om nogle år skal sende min datter i skole. Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal kunne sende hende alene af sted om morgenen, når jeg ved, hvad hun kan blive udsat for,« siger han, og fortsætter tænksomt: »Når du skriver de her ting, vi siger, så kommer vi sikkert til at lyde som racister. For eksempel når vi kalder indvandrerne for arabere. Men husk på, at for dem er franskmand et skældsord, i hvert fald for de unge. Jeg tror, at mange af de ældre indvandrere kan se, at det er et problem. Men de unge, de har ikke respekt for noget som helst. De spytter på vores land... De mangler respekt. Det er det, der er problemet, de har ikke respekt for noget som helst.«
Aftenens gæster er ved at ankomme, og han gør tegn til, at snakken lakker mod enden.
»Måske tager vi fejl. Det kan være, at Le Pens politik ikke virker. Men i over 30 år har alle forsøgt at holde ham væk. Før eller siden må vi give ham en chance,« konkluderer han.
Lionel smiler finurligt: »Ja, og hvis det ikke fungerer, så laver vi vores eget parti med et trepunktsprogram: pastis, tyrefægtning og fodbold... og så et stop for indvandring, så er vi sikre på at vinde.«

Sommerserie - Nationalpopulisme
De nationalpopulistiske partier marcherer i Europa. Information har opsøgt nogle af de vælgere, som har lagt kryds til højdredrejningen i såvel nuværende som kommende EU-lande. Dette er første artikel i serien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu