Læsetid: 6 min.

Star Wars: Fredsfolkets usynlige fjende

Den danske aktivist Ulla Røder har plantet et telt, et skilt og en gasflaske midt ude på heden i Yorkshire. Hun vil have en debat om USA’s missilforsvar
7. juni 2002

I stiv modvind
FYLINGDALES – Det er næsten ikke til at se det, hvis man ikke er varskoet i forvejen. Men lyttestationen Fylingdales i det naturskønne Yorkshire Dales har fået sig en international freds-lejr.
Den består p.t. af to små, blå telte med et menneske inden i hvert. Teltene er placeret nær nogle træer, der yder begrænset beskyttelse mod den hæsblæsende vind.
Til den ene side hænger et stort, gult skilt, der meddeler forbikørende, at her ligger fredslejren, der protesterer mod militariseringen af samtlige forhåndenværende elementer fra land over vand til luftrummet.
Dem har man allesammen tæt på her oppe under lyttestationens åsyn tæt ved det vestlige Yorkshires kyst.
»Det er ikke koldt, men det blææææser,« siger Ulla Røder, den danske fredsaktivist, som har etableret fredslejren.
Efter et par dage alene ved fronten har hun nu fået følgeskab af endnu en aktivist, men livligt er der nu ikke i Fylingdales skygge. Landskabet er bakket, og lyttestationen troner på den nærmeste bakketop. I bedre vejr er her postkortsmukt – især om efteråret, når lyngen blomstrer. I regn og blæst kommer Baskervilles Hund til kort på uhyggens rangliste. Men Ulla Røder føler sig ikke alene.
»Der er mange mennesker, som kommer ned og taler med os. Forleden var der nogen fra nationalparken (Fylingdales ligger midt i en naturpark, red.), politiet kommer ofte, nogle gange stopper folk bilerne og kommer forbi og så videre. Jeg føler mig absolut ikke isoleret,« siger hun.

Politiet checker
Mad og vand får hun kørt op af lokale sympatisører, der også tager sig af vasketøj og andre praktiske gøremål. Hun håber snart at få en transistorradio og prøver at skaffe en avis »et par gange om ugen«. Politiet kommer hver aften og checker, at hun nu også er der. Og hun er ikke bange for at sove i et lille telt midt ude i ingenting, siger hun.
»Der holder politi oppe på bakken og henne på parkeringspladsen. Der er ingen, som tør gøre os noget her,« siger hun.
Ulla Røder har i forvejen gjort sig bemærket flere gange i den britiske fredsbevægelse – bl.a. har hun bedrevet hærværk på en militær forskningsstation i Skotland.
Faktisk er det kun lidt over en måned siden, at hun kom ud fra sit seneste fængselsophold. Og hun har adskillige retssager i gang, hvor i det mindste nogle af dem kan sende hende bag tremmer endnu en gang. I alt har hun siddet inde i otte måneder gennem de seneste tre år. Hun er helt på det rene med, at hun nok kommer i fængsel igen. Sådan er det, når man er fredsaktivist. Men ligefrem en behagelig oplevelse er det ikke.
»Det tager altid lidt tid at komme ovenpå igen. Jeg har lige haft en måned, hvor jeg kun gik og lavede havearbejde. Men nu er jeg klar igen til at gøre noget,« siger hun.
Denne gang bliver det dog ikke aktiviteter, der indebærer at ødelægge noget – med efterfølgende retssager og risiko for fængsel. Der er i forvejen for mange eksisterende sager, og desuden skal Ulla Røder være bedstemor for første gang i september. Hun håber at kunne komme hjem til Danmark i den forbindelse, og så kan det ikke nytte noget, at hun f.eks. bliver anholdt endnu en gang i Storbritannien.
»Jeg forsøger at gøre rent bord inden,« som hun siger.
Fylingdales er valgt som mål for hendes protest denne gang, fordi lyttestationen skal opgraderes, hvis USA går videre med sit National Missile Defence program – et missilforsvar, der skal kunne imødegå langtrækkende missilangreb.
»De kalder det et nationalt missilforsvar, og det er det også. Men kun i første fase. I sidste ende handler det om kontrol med rummet, hvorfra USA vil kunne ramme et hvilket som helst mål på jorden,« siger Ulla Røder.
Noget af kontroversen over missilforsvaret var oprindelig, at det muligvis kunne give anledning til et nyt våbenkapløb mellem USA og Rusland. Den frygt er nu stort set væk efter det efterhånden totaloptøede forhold mellem de to tidligere koldkrigsfjender. Men der er nok at være bange for alligevel.
»Der er jo stadig store lagre af atomvåben, ligesom der er ved at blive videreudviklet nye typer. Og så længe verden har radioaktivt materiale, kan terrorister jo få det i hænde,« siger Ulla Røder.
»Det er der skrevet en del i de danske aviser, men ikke i de britiske. Det er svært at få oplysninger ud og en debat i gang.«
»Det er vigtigt, at dette her kommer ud i den offentlige debat, så vi kan få alle slags meninger på bordet,« siger Keith Mollison fra det lokale Fylingdales Action Network, der er med til at organisere protesterne mod opgraderingen af lyttestationen.
»Men der er ikke den samme brede protestbevægelse som tidligere. Den nuværende er ligesom blevet mere elitær. Jeg driver en butik – jeg kan ikke sådan bare tage en uge fri og tage til Prag,« siger han.
At få folk til at tænke over, at nedrustning måske er bedre end en våbenoprustning, der foregår lige under deres egen næsetip, er langt vanskeligere.

Ikke mere sikker
Egentlig er det paradoksalt, at de selvsamme fredsfolk, der drev kampagne mod striden mellem de to supermagter under Den Kolde Krig nu gør det samme, hvor det modsætningsforhold faktisk er løst med Berlinmurens fald. Men verden er efter deres mening ikke blevet mere sikker af den grund.
»Efter koldkrigen fór USA ind og fyldte hullet op. Men der er altså andre måder at håndtere forbindelserne til andre lande på end at dominere dem totalt,« siger Keith Mollison.
Netop slutningen af Den Kolde Krig indvarslede nye tider for fredsbevægelserne. De tabte terræn.
»Det var som om, at folk gik videre til andre ting. Miljøbevægelsen og dyrerettigheder for eksempel,« siger Nick Lewer, der leder programmet for konfliktforskning på University of Bradfords center for fredsstudier.
Om den anspændte situation lige nu mellem Pakistan og Indien, der begge har atomvåben, kan tænde fredslunten igen, vil vise sig.
»Det er ganske interessant, at den situation bliver præsenteret som et lokalt problem mellem Pakistan og Indien. Der er stort set ingen debat om, at vi alle sammen har et problem, hvis der bliver atomkrig mellem de to. Det er som om, at folk regner med, at vinden nok blæser den rigtige vej, og at det ikke angår os,« siger Nick Lewer.
Spørgsmålet er dog, om to telte i skyggen af Fylingdales kan få folk op af stolene. Lokalt synes der at være en vis ambivalens i forhold til fredsaktivismen.
De få lokalt engagerede, der findes, har vidt forskellige dagsordener. I den ene ende er der antiatomvåben-aktivisterne, og i den anden er der de folk, der ønsker at sikre sig, at en opgradering af Fylingdales ikke går ud over nationalparken. Der er i hvert tilfælde næppe lokal opbakning til en decideret lukning af lyttestationen.
»Fylingdales skaffer en hel del beskæftigelse,« siger Andy Hall, en af de lokale beboere i Whitby, den nærmeste by.
»Jeg tror ikke, at fredsaktivisterne har den helt store støtte. Det er ikke et særligt politisk område,« siger han.
Spørgsmålet er så, om det kan blive det. Antiatomvåbenkampangen CND – Campaign for Nuclear Disarmament – planlægger en stor demonstration ved Fylingdales næste weekend. Busser kommer op fra London og andre steder med folk, der vil protestere mod opgraderingen af lyttestationen. Fredsfolket håber naturligt nok på, at der vil komme rigtig mange. Måske endda lige så mange som i f.eks. tresserne og halvfjerdserne til lignende protester.
»Protesterne var ikke større dengang. Greenham Common (en stor, nu nedlagt kvinde-fredslejr i Sydengland, red.) startede, som vi gør her nu. Der var kun få kvinder i lang tid. Men en dag stod der over 30.000 mennesker. Man ved aldrig, hvornår noget sker. Det er ikke sikkert, at det vil ske igen. Men hvis det sker, vil det ske helt af sig selv,« siger Ulla Røder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her