Læsetid: 5 min.

Stemme af nærvær

Jørgen Leths digte spænder fra det totalt ligegyldige til det sublime. Alligevel udgør de en forunderlig samlet helhed
26. juni 2002

Ny bog
Jørgen Leth er kendt som cykelkommentator, filmskaber, æreskonsul på Haiti og digter, og mon det ikke er sådan nogenlunde i den rækkefølge?
Jeg tror ikke, der findes nogen dansker, mand, kvinde eller barn, som ikke øjeblikkeligt og hvor som helst ville kunne genkende Jørgen
Leths stemme. Den er blevet folkeeje gennem den måde, hvorpå den hver eneste sommer lyder dagen lang fra tv-skærme mens Tour de France-feltet arbejder sig op gennem sydeuropas bjergpas.
Vi kender den også (for de fleste af os i mindre grad) fra hans egne talrige film, hvor den på samme måde danner en næsten evig kommentar til ret stillestående billeder. Og så er vi lidt færre igen, som også kender den fra hans digtoplæsninger, af hvilke der har været bemærkelsesværdigt mange, siden han udgav sin seneste (og bedste!) samling for to år siden.
Når man læser Leths digte er det nærmest umuligt ikke at høre denne stemme for sig, eller ekkoet af den, som næsten spøgelsesagtigt gemmer sig i digtene som et fantom (et af makkeren Jørn Maders faste yndlingsudtryk).
Billedet forestiller hedder den seneste (og bedste!) af de ni digtsamlinger, der (plus det løse) udgør den Samlede digte Gyldendal i dag sender på gaden, formodentlig i forvisning om at netop TdF-effekten vil kunne sikre et vist salg i den ellers stendøde sommerperiode. Den titel synes nærmest at angive den arketypiske form for alt, hvad Leth laver: at opstille et tableau, et billede, og så stille og roligt kommentere det, udtømme det med en omhyggelig beskrivelse og evt. med en meget forsigtig refleksion – at »hælde alting ud« som et af bogens sidste og allerbedste digte hedder.
Jørgen Leth debuterede i 1962 (ja, gud, det var mens Pele og Garrincha stadig løb rundt og spillede i sort/hvid, Ole Ritter var vist ikke engang kommet til Italien endnu og Rifbjerg og Ørnsbo var kun lige akkurat blevet opfundet). De to første bøger Gult lys og Kanal er (med
Leths egne ord) modernistisk efterplapren, en metaforoverfyldt digtning, hvor der gudhjælpemig kan stå sådan nogle ting som »Efterårsorglet/ stemmer sorgsøjlerne«(!) eller »Wolfgang Amadeus/ viger kolibridrilsk i tropemønstre«.
De to bøger fylder her de første 100 sider og må ærlig talt siges at være noget af en prøvelse at komme igennem, men de giver i hvert fald en fornemmelse af, hvad det er, de næste med held forsøger at distancere sig voldsomt fra.

Billeder at skrive om
I Sportsdigte og Lykken i Ingenmandsland, karakteristisk nok begge fra 1967, har digteren pludselig opdaget, at han har nogle billeder at skrive om, nogle billeder som det sådan set er nok at beskrive så nøgternt som det nu lader sig gøre, uden at beskrivelsen selv behøver at lægge en masse betydning til i form af sprogblomster.
I den første er det cykelsporten og dens helte (mere bane- end landevejsløb kan man notere som en pudsig detalje), i den anden en række filmiske glansbilleder, begge dele fænomener som den alvorlige del af modernismen opfattede som ligegyldig og overfladisk pop – og ligesom sin ven og jævnaldrende Per Kirkeby var Leth da også voldsomt inspireret af den amerikanske popkunst.
Sportsdigtene kan man i flere tilfælde forestille sig som stakåndede interviews efter løbet: »Jeg var/ med det samme/ helt klar over/ nu gik toget da gunnar/ fik sin pumpe ind i baghjulet/ og kom til at vælte et par stykker«.

Spændende i hovedet
Ideelle interviews skulle man nok kalde dem, det som en velformuleret cykelrytter ville sige, hvis han fik tid til at tænke sig om. Naturligvis er de konstruerede (nøgternhed og konstruktion går hånd i hånd hos Leth), for som det hedder i et helt centralt digt, er det altid mere spændende i hovedet:
Altid/ det var altid/ mere spændende i hovedet/ for der kunne jeg selv/ bestemme hvem/ der skulle møde hvem/ og hvordan det skulle ske // Som regel/ gik jeg ud i baghaven/ stod der i timevis og lavede/ strålende sprintermatcher/ i hovedet ...
I de følgende samlinger rendyrker Leth i stadig højere grad sin kølige og distancerede observerende stil, som man på ingen måde må forveksle med objektivitet. Ligesom hos Hemingway og ligesom i et par af den unge Johannes V. Jensens digte er der tale om en iscenesættelse af den observerende som i høj grad peger tilbage på ham selv, en mand, som er besat af at få orden på tingene, at få tingene på det rene, at være saglig og ikke at få sagt mere end han kan stå inde for. Som taler i korte prunkløse sætninger. Lapidarisk.
Det ligger somme tider på grænsen til monoton småsnak, og det er utroligt let at parodiere stilen, jeg kan ikke lade være med at prøve:
Jeg sidder ved skrivebordet/ jeg skriver et digt på papiret/ jeg skriver:/ jeg sidder ved skrivebordet/ jeg skriver et digt på papiret/ Når jeg er færdig med digtet/ vil jeg ryge en cigaret/ Jeg ryger en cigaret.
Men i (især) den sidste bog sker der noget andet. »Heste på en mark/ Jeg vender tilbage til det.« begynder den og her kan den anden linje jo både betyde »jeg vil vende tilbage til det senere« (hvilket han gør flere gange) og »nu vender jeg igen tilbage til det« – hvilket han også gør, for ud over at hestene er virkelige heste, som man kan tale til og klø i panden, optræder de nemlig både i Eventyret om den sædvanlige udsigt (1971) og i Hvordan de ser ud (1987).
De er altså spændt ud mellem øjeblikkeligt nærvær og erindring (både om hestene selv og om at have skrevet om dem), mellem sansning og sproglig konstruktion og den humor og ømhed disse mystiske emblematiske heste omfattes med er utroligt smuk. De er ikke alene om at genkalde fortiden og forbinde den med nutid: Utallige tråde i Billedet forestiller løber baglæns tilbage til de tidligere bøger og gamle venner og gør den til en helt unik afrunding af det samlede digterværk, den slags afslutning, der også gør alle de tidligere bøger bedre, end de var før.
Det er derfor utroligt glædeligt, at man nu får muligheden for at læse dem i sammenhæng og forvisse sig om at Jørgen Leth som digter er meget fin, måske endda endnu bedre end han er som cykelkommentator.

*Jørgen Leth: Samlede digte. 456 s., 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Altid mere spændende i hovedet

Altid
det var altid
mere spændende i hovedet
for der kunne jeg selv
bestemme hvem
der skulle møde hvem
og hvordan det skulle ske

Som regel
gik jeg ud i baghaven
stod der i timevis og lavede
strålende sprintermatcher
i hovedet
jeg kunne få et enkelt heat
med arie van vliet og joseph scherens
til at strække en hel dag eller mere

Sommetider
måtte jeg afbryde
midt i positionskampen
eller måske midt i spurten
inden jeg havde bestemt
om den flyvende hollænder den dag
skulle køre sin lange spurt hjem
fra spids
uden at blive snydt
på stregen af den lille mand
med det berømte tigerspring

Fordi nogen
kom og sagde at nu
skulle jeg holde op
med at være sær mere
i dag

Hvis nogen
var sær så var det
joseph scherens fra belgien
hans hjelm
var en forældet rund model
han var fra en anden tid

©Jørgen Leth, ’Sportsdigte’, 1969

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu