Læsetid: 4 min.

Stilen i centrum

Den østrigske arkitekt Adolf Loos er en legende i det 20. århundrede. Nu udkommer den første bog om ham på dansk - et ualmindelig læseværdigt og lige så ualmindelig velillustreret værk
20. juni 2002

Ny bog
I 1913 besøgte wiener-arkitekten Adolf Loos Studentersamfundet i København, og dér holdt han, som Axel Garde samme år skrev i Tilskueren, »under stor Opmærksomhed og ofte under forstaaende Munterhed« sit foredrag ‘Ornament og Forbrydelse’.
Det er i dette berømte og berygtede foredrag, at Loos erklærer, at et tatoveret menneske, der ikke er fængslet, er en forbryder, der endnu ikke er blevet fanget. Trangen til ornamenter er »Maleriets første Lallen«, men når den vilde trang lever videre hos moderne mennesker, er der tale om en rent ud kriminel atavisme.
Det store ved nutiden, mente Loos, er, at den har overvundet ornamentet – og samtidig sparer en masse tid. Hvis arkitekter alligevel fremturer med arabesker og grotesker, er det, fordi de har mistet følingen med deres egen tid. Og fordi de søger tilflugt i en skønhedsrus, hvor Kunsten skal fremmane den enhed, som ikke findes i Virkeligheden.

Senromantiske rødder
Adolf Loos var en polemiker, der som få andre evnede at få folk til at dele sig i venner og fjender, men under polemik forsvinder de finere nuancer gerne, og til en vis grad er Adolf Loos blevet offer for sin evne til at uddele verbale øretæver.
I moderne arkitekturhistorie fremstilles hans foredrag om de forbryderiske ornamenter ofte som et manifest for funkisstilen med dens glatte hvide flader, men det er ikke nogen dækkende fremstilling. Hans tænkning og hans praktiske virke som arkitekt havde dybe rødder i senromantikken, men samtidig var han dybt skeptisk over for tanken om Gesamtkunstværket med arkitekten som kunstnerisk hovedkraft. Arkitekten skulle ikke være kunstner, men håndværker.
Axel Garde citerer Loos for et udsagn om, at »man kan finde det 20. Aarhundredes Stil hos alle dem, hvis Haandværk ikke har været fornemt nok for Ornamentikerne, hos Skrædderne, Skomagerne, Sadelmagerne, Vognbyggerne, Instrumentmagerne.«
Adolf Loos har åbenbart siden 1913 været et kendt navn i den danske arkitekturdebat, en havkat i hyttefadet, men for første gang er det nu muligt at kvalificere denne debat. Anders V. Munch har publiceret et ualmindelig læseværdigt og lige så ualmindelig velillustreret værk om Adolf Loos – der ikke alene gør sin læser klogere på Loos, men også på det 19. århundredes arkitekturhistorie og idehistorie, på Gesamtkunstværkets æstetik, og på intellektuelle fyrtårne som Gottfried Semper og Alois Riegl, Arnold Schönberg og Ludwig Wittgenstein. Hvortil kommer en stribe tætte og meget inspirerende analyser af værker af Loos: Café Museum, Kärntner Bar, Herreekviperingsforretningen Knize samt selvfølgelig det forkætrede »Loos-Haus am Michaelerplatz«, som modstanderne fandt lige så charmerende som et offentligt toilet.
Munchs bog falder i tre dele, første del om historien, anden del om personen og tredje del om wiener-miljøet. Gennem alle tre dele er der sat særlig fokus på stilen, og selv om afsættet er det 19. århundredes ’stilforvirring’, viser stilspørgsmålet sig at klare begreberne i krydsfeltet mellem historie, person og miljø.

Privatboligens stil
I begyndelsen tjener stilen blot som et redskab til at klassificere ornamenter som gotiske, barokke, mauriske o.lign., men efterhånden udvikles stilen til en slags parallel til kulturbegrebet og derfra videre til en redning for den moderne kultur.
I den moderne kultur findes der ikke et midtpunkt, der som en kirke eller et kongeslot underordner sig alle fænomener.
I den moderne arkitektur forsøgte man op gennem det 19. århundrede at genskabe en midte omkring nye byggeopgaver som museet, teatret og verdensudstillingen, men det nye omdrejningspunkt for arkitekturen lå nok et helt andet, mindre spektakulært sted: Loos gjorde privatboligen til den centrale stildannende opgave for moderne arkitektur, og hvis hans eksteriører viser en diskretion grænsende til det asketiske, så udfolder han i sine interiører en overraskende sans for luksus i materialer og former. Han mente jo også, at hvor kunsten skulle rive menneskene ud af deres bekvemmelighed, skulle huset tværtimod tjene denne.

Evnen til at skelne
Loos søgte ikke som Jugendstilens kunstnere at opløse forskelle i en skønhedsrus, men stræbte tværtimod efter at skelne – skelne mellem objektivt og subjektivt, offentligt rum og privat rum, arkitektur og kunst.
Den moderne stil viser sig i evnen til at kunne skelne – og det diskrete ydre i moderne stil, fra herremoder til husfacader, er ikke en genspejling af det forskelsløse i massesamfundet, men tværtimod en slags buffer, der aflaster og beskytter det forfinede, nervøse, moderne menneske. Loos kunne have skrevet under på Nietzsches visdomsord: »Enhver dyb ånd har bruge for en maske.«
I funktionalismen og i andre moderne strømninger er transparens det store ideal. Man skal kunne se lige igennem tingene. Men Munch peger på en alternativ moderne strømning, der forbinder
Loos med bl.a. Wittgenstein, og her er idealet ikke transparens, men evidens. En maske er ikke transparent, men den er ét med sit udtryk. En glasfacade afslører, at murene ikke længere har bærende funktioner, men den tilslører, at murens væsen er at skærme noget indre mod noget ydre. Og for Loos gjaldt det om at udtrykke den evidente sandhed i arkitekturen. Ligesom Wittgenstein filosoferede over evidens i hverdagens sprogspil, gjorde Loos hverdagens moderne livsformer til ledetråd for sin arkitektur og kulturkritik.
Axel Garde skrev i 1913, at »Hr. Loos’ Foredrag interesserede ikke mindst ved det Indblik det gav i de Smagsforskydninger, der for Tiden gør sig gældende indenfor Arkitekt-Kredse i Tyskland og Østrig«.
Om Anders Munchs bog kan man sige, at den ikke alene giver indblik i den tids smagsforskydninger, men at den også åbner for en aktuel refleksion over arkitektur og stil i moderne kultur. I udstyr er det en bog, der er skabt til hjemmets nye coffee-table, i indhold er det en bog, som møblerer om på konventionel visdom. Og det til en foræringspris på 330 kr.

*Anders V. Munch: Den stilløse stil – Adolf Loos. Gennemillustreret med nyoptagne fotos ved Jens Frederiksen. 263 s., 330 kr. Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her