(2. sektion)
Dannelse i skred
Tordenskjold! lød svaret, da unge fra en række vestlige lande for 100 år siden blev spurgt, hvem de helst ville ligne, når de blev voksne. George Washington, Lord Nelson og Florence Nightingale svarede andre alt efter deres nationalitet. Det var historiens store skikkelser og de klassiske forfattere, der var blandt favoritterne hos de unge.
En gruppe norske forskere besluttede for et par år siden at gentage undersøgelsen. Og fik et ganske andet resultat.
De prominente figurer fra fortiden var skiftet ud med forbilleder hentet fra samtidens medie- og popkultur, så statsmænd og litterære helte måtte vige for sportsstjerner og popidoler som Arnold Schwarzenegger og Cindy Crawford. Ikke en eneste forfatter var længere at finde på listen, til gengæld svarede hvert fjerde barn enten »sig selv« eller »ingen« på spørgsmålet om, hvem de bedst kunne tænke sig at ligne som voksne næsten ukendte svar i den tidlige undersøgelse.
Noget har ændret sig, og undersøgelserne er for uddannelsesforsker Lars Ulriksen, RUC, det klarest tænkelige billede på, at dannelsesidealerne er i skred. Dannelse er blevet til selvdannelse og drejer sig ikke så meget om overleverede traditioner og værdier, men er blevet et individuelt identitetsprojekt. Det gælder om at finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være.
»Dannelsesidealet i dag handler om, at den enkelte skal være et enestående og selvstændigt individ. Man skal være noget i sig selv, og kan derfor ikke overtage en eksisterende dannelsesramme,« siger Lars Ulriksen.
Pessimisterne ser det som udtryk for tabt historiebevidsthed hos de unge, når de finder deres forbilleder i det flygtige, globale medielandskab og ikke fra historiebøgernes persongalleri. Andre nøjes med at konstatere, at skolen og forældrene har tabt deres monopol i dannelsesprocesserne, og at de unge i dag henter meget af deres dannelse i medierne.
Men befinder vi os i en dannelseskrise, eller er det klassiske dannelsesbegreb blot ude af trit med virkeligheden og trænger til en justering? Dannelse diskuteres heftigt i disse år og er i krise, hvis man skal tro debatten, hvor de bekymrede stemmer er i overtal.
Efter at dannelsestanken blev lagt for had i 1970erne og store dele af 1980erne, der vrængede ad »den såkaldte dannelse«, er den i det seneste tiår vendt tilbage i ny skikkelse. Som et mangelbegreb. »Der mangler almen dannelse,« lyder forfaldsmantraet igen og igen fra borgerdydsfløjen de, der fastholder det klassiske dannelsesideal.
»Det er ikke dannelsen, der fejler noget, men dannelsesbegrebet,« svares der fra debattens modpol - tilhængerne af gør-det-selv-dannelsen, hvor fokus ligger på læreprocesser og selvudvikling frem for tilegnelse af konkrete færdigheder.
En ting er de dog enige om: at dannelse er et så flyvsk og rummeligt begreb, at det kan bruges til stort set hvad som helst.
»Det er et stærkt problematisk begreb, der både kan bruges til at slå nogen i hovedet med og til at forsvare ting, som man hellere skulle diskutere på en anden måde. Skælder man nogen ud for at være udannede, er det jo tit en måde at fremhæve sig selv på som finere eller bedre,« siger Carsten Sestoft, forskningsadjunkt på Litteraturvidenskab, KU.
Eller den korte version: »Man kan ikke sige dannelse uden at det lugter langt væk af normativitet,« som idehistoriker Jens Erik Kristensen udtrykker det.
Redaktøren af et af de senere års største dannelsesprojekter, Den Store Danske Encyklopædi, professor Jørn Lund, hører til dem, der ser med en vis bekymring på dannelsens aktuelle tilstand.
»Det er da gået fremad med kundskaberne i de seneste 100 år, men nok ikke særligt meget i de seneste 50 år,« siger Jørn Lund, der dog tror, at den almene dannelse er på vej tilbage i varmen.
»Der er sket et skred i traditionsbevidstheden, men jeg tror, det er midlertidigt. Hver generation har jo sit forhold til dannelse. Generationen under mig er rasende over, at mange lærere i min generation ikke gav dem andel i den almene dannelse, men spiste dem af med sådan en hvad-synes-du-selv-pædagogik,« siger 56-årige Jørn Lund.
Og sådan en pædagogik kan Frederik Stjernfelt, lektor på Litteraturvidenskab, KU, berette om: »Ja, man tror jo, det er løgn, men jeg husker en matematiklærer, der mente, at det var krænkende for børn at rette deres forkerte regnestykker, fordi det kunne give dem en nederlagsoplevelse. Men en basal motor i at lære noget er jo, at man opdager, når man laver fejl, ellers bliver man aldrig klogere,« siger Frederik Stjernfelt.
Men fra gør-det-selv-folket lyder røster, der ønsker at gøre op med, hvad man ser som den klassiske dannelses forældede opskrifter på passende paratviden og manerer. I stedet sættes individets udvikling i centrum, og viden sorteres efter, om det er noget, den enkelte kan bruge i sit liv.
Som en klummeskribent på Politiken spurgte i en artikel: »Er dannelse i dag ikke også at kunne surfe på internet frem for i søvne at kunne bræge ud med de higer og søger i gamle bøger? (...) Og er dannelse ikke ført og fremmest evnen til at kende sig selv og sin tid og vide, hvad der er vigtigt?«
At dannelse i dag må omfatte langt mere end litterære klassikere og kongerækken, mener også Kirsten Drotner, professor i medievidenskab på Syddansk Universitet. Hun mener, at der er »dybe revner« i den almene dannelse, fordi den ikke længere er fælles gods.
»Der er et voksende gab mellem hverdagsdannelsen og den officielle dannelse, der fortsat forsøger at finde en opskrift med nogle bestemte indholdsmæssige værdier. Men det afgørende er ikke, hvad indholdet består i, men hvordan vi håndterer det,« siger Kirsten Drotner.
Det er navnlig det voksende forbrug af nye medier, der har været med til at udvide vores dannelsesbegreb i hverdagen.
»Vi er forlængst gået fra en skriftkultur til en multimediekultur. Derfor nytter det ikke at fastholde et dannelsesbegreb, der alene knytter sig til skriftkulturen og nogle færdigheder, der havde værdi inden for nationalstaten. I dag handler dannelse ikke så meget om at tilegne sig bestemte kundskaber, men om at have nogle redskaber til at kunne håndtere ambivalens, modsætninger og forskellighed. At kunne forholde sig til den andethed, vi i stigende grad møder i medierne og i samfundet,« siger hun.
Hører man til dem, der får et jag af selvbebrejdelse, når der bliver sagt dannelse, er det ikke tilfældigt. Begrebet har nemlig fra start været ladet med krav og forventninger. Ordet dannelse kommer af det tyske Bildung: At noget danner sig ikke ud i det blå, men efter et forbillede.
»Dannelse betød oprindeligt, at individet blev tvunget til at sætte sig ind i noget, der var højere, større eller mere alment end sig selv først da var man et rigtigt individuelt menneske,« siger Jens Erik Kristensen.
Det er blevet med dannelsen, som med motionen og den daglige avislæsning. Det stikker til den dårlige samvittighed hos de fleste. Jeg burde gå noget oftere i teatret, det ville jeg have godt af, tænker man, og afslører, at pligten er et mindst lige så vigtigt motiv som lysten, når det gælder museumsbesøg, teatergang eller dannelsesaktiviteten par exellence, læsningen. Men det gør ikke noget, at det er pligtdrevet, mener borgerdydsfløjen. Så længe den basale dannelse kommer på plads.
»Det er klart, at det kan udløse ubehag og dårlig samvittighed, når man konfronteres med noget man ikke ved. Men man behøver jo ikke at overgive sig til sin ulyst, man kunne i stedet tage sig sammenÇ« siger Frederik Stjernfelt.
Et samfund må nemlig have en vis portion fælles viden for at holde sammen på det, ellers bliver vi løsrevne øer, der sejler rundt mellem hinanden, argumenterer Jørn Lund.
Derfor er det også fra borgerdydsrepræsentanterne, at kritikken lyder skarpest mod uddannelsesinstitutionerne for at forsømme at udruste eleverne med basal viden og færdigheder. Ikke mindst folkeskolen.
»Man får jo fra mange lærere indtryk af, at det dårligt nok er deres opgave at lære børnene noget indholdsmæssigt, men snarere at opdrage dem, når nu forældrene ikke gør det. Og så den indstilling om, at det er lige meget, om de kan noget, de skal bare lære at lære, fordi viden hele tiden ændrer sig. Alt det sludder tror jeg ikke påÇ« siger Stjernfelt, der dog understreger, at almen dannelse i dag ikke kun omfatter græske guder og salmevers, men også de store linier i aktuel popmusik og naturvidenskab.
For gør-det-selv-skolen er det imidlertid en kærkommen lejlighed for underviserne til at tage sig selv under lup.
»De unge accepterer ikke, at man skal gøre noget, fordi sådan har man altid gjort. De siger hvorfor er det her vigtigt for mig, så læreren er tvunget til hele tiden at spørge sig selv, hvorfor det, hun laver, er meningsfuldt,« siger Lars Ulriksen, der dog samtidig peger på provinsialismen som møntens bagside: »At alt, hvad der ikke handler om mig, opleves som ligegyldigt.«
Men man tager fejl, hvis man tror, at det klassiske dannelsesideal er på vej tilbage, mener Niels Åkerstrøm, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. For alle vegne på arbejdsmarkedet er det det hyperfleksible, omstillingsparate individ, der efterspørges.
»Omstilling er blevet det grundlæggende ideal. Derfor er aflæring i dag vigtigere end erfaring, ja, en medarbejder kan blive erfaringsramt, fordi for meget viden regnes for at stå i vejen for udvikling,« siger Åkerstrøm.
»Derfor sættes åbenhed og i en vis forstand uvidenhed i højsædet i dag, hvor den væsentligste almendannelse er evnen til at forholde sig til sig selv. Vi kigger fremad i modsætning til den klassiske dannelse, hvor man kigger tilbage efter erfaringer og værdier. Glemslen er blevet vigtig,« siger han.
