Læsetid: 5 min.

Jeg er ikke tænker

Forfatteren Kim Fupz Aakeson fandt en anden slags historier, da han begyndte at skrive manus til film som ’Den eneste ene’ og ’Okay’
8. juni 2002

Litteratur
»Mellemvægt (anm. 6. jun., red.) begyndte med to temaer, som jeg længe havde haft rumsterende i hovedet,« fortæller Kim Fupz Aakeson om sin nye roman. »Det ene var boksningen. Jeg havde en veninde, som kom hjem fra Spanien og sagde: ’Jeg har været til tyrefægtning, jeg kan ikke forsvare det, det var fantastisk.’ Det tror jeg meget godt beskriver min fascination af boksning. Den der mærkelige kombination af volden og det ekstremt civiliserede, hvor man siger: Vi har det her raseri, og vi har nogle regler, og I får polstring på så det ikke gør helt så ondt, og så skal I holde op, når dommeren siger stop, og stikke på næven bagefter. Derudover var jeg fascineret af amatørverdenen, af alle dem i JBS-undertrøjer og hjelme, og i Randers, og til stævner, og de er måske på en måde ikke skidegode til det, og de taber hver anden gang. Og de bliver ved alligevel.«
»Det andet tema var hukommelsen. Jeg læste om en kvinde, der havde fået et apopleptisk tilfælde og mistet sin hukommelse, og det er den situation, jeg har afprøvet med figuren Michael, som vågner op helt blank uden at kunne starte på en frisk, fordi folk omkring ham har en masse erfaringer og følelser, han ikke bare kan slette. Jeg synes det siger noget interessant om, hvad vi gør for at holde ud, at livet er den lange række af tilfældigheder, som det jo er. Og om, hvad der skal til for at kunne stå op hver morgen og være sig selv.«

At blive ældre
– Du har en stor produktion bag dig – er det nogle meget anderledes ting, du laver i dag?
»Det er svært at se selv, og det er svært at sige hvorfor. Men når man er ung, foregår det jo meget i øjenhøjde, simpelthen fordi man ikke har levet så meget endnu. Der sker noget ved, at man lever liv. Der kommer nogle nuancer, og man mister noget af den der kraft, der skyldes, at verden er så enkel, når man er ung. Samtidig synes man ikke, de samme ting er sjove. De første tegneserier jeg lavede var meget med at gøre nar ad politiet og sådan noget, og på tidspunkt står man bare som 43-årig og tænker: Det er altså ikke sjovt.«
– Der sker vel også noget formmæssigt? Engang lavede du ret hærgeagtige, bevidst grimme tegneserier, og nu laver du en roman med et meget omhyggeligt, bearbejdet sprog, og spillefilm, som vel også er meget velplejede i formen?
»Det er klart. Det handler vel om alder. Der kommer en glæde ved nogle andre ting. I starten tænkte jeg, nu har jeg lavet nogle tegneserier, nu laver jeg også en børnebog. Aj hvor fedt, nu kan jeg flere ting. Der troede jeg, at man udvidede sit klaviatur hele tiden. Men det gør man ikke, man ændrer det. Man kan ikke bare vende tilbage og lave en grim tegneserie igen. Det var sjovt dengang, men nu er det væk, og man kan ikke få det igen. Jeg holdt helt op med at tegne for et par år siden.«
– Det var da drastisk?
»Ja, på en måde, men sådan føltes det nu egentlig ikke. Det var en lettelse. Det var blevet en irritation i det andet, jeg lavede. Det er sjovere at lave færre ting i længere tid end at lave alting på en gang. Og nu er det skriften, som jeg kan blive ved med at have oplevelser med. Samtidig med, at jeg kan skifte mellem bøger og film, så jeg stadig har variationen.«
Kim Fupz Aakeson har skrevet manus til filmene Den eneste ene, Små ulykker og Okay. Filmarbejdet har også påvirket hans litterære produktion.

De små hiatorier
»Filmbranchen er jo et havneslagsmål af interesser og økonomi og struktur og instruktører, der bestemmer i sidste ende. Mens arbejdet med bogen er fuldstændig ensomt og suverænt, og man ikke skal overbevise nogen for 12 mio. kroner. Men filmene har alligevel ændret mine bøger. Fordi filmen koster penge, er det en bestemt type historier, som er velkomne. Det nytter ikke, at jeg hele tiden laver noget, hvor København står i flammer. Man lærer det meget hurtigt på Filmskolen: vælg en lejlighed og en mand og en dame. Og gerne om dagen, for det er billigere end om natten. I starten tænkte jeg: aj helt ærligt, en mand og en dame, det er fandme ikke meget at gøre godt med. Men jeg opdagede, at jeg godt kan lide de historier, som er så små, at de ikke kommer i avisen, men som er alvorlige for dem, der er i dem. Så nogle af de stramme regler var en gave frem for en forbandelse. Det er faktisk enormt hårdt at have alle muligheder i verden og en masse stykker hvidt papir.«
– Det må have været en begrænsning at skulle skrive litteratur om noget så uartikuleret som boksning? Personerne i bogen er jo heller ikke specielt analyserende?
»Næ, men det er jeg egentlig heller ikke. Jeg er ikke nogen tænker. Jeg troede tidligere, at det handlede om, at jeg bare skulle blive ældre, og så ville jeg også blive klogere. Men nu er der altså rigtig mange af de der Carsten Jensen-essays, der bliver skrevet af folk, der er yngre end mig, og det er stadigvæk det samme. Der sker ikke noget særlig interessant, når jeg sætter mig ned og tænker. Så min indgang til historier er meget mere direkte, og når det er godt, og man er heldig, får man jo lov til at fortælle noget, som man ikke vidste. Jeg ser meget på det som Herfølge Boldklub – de opsøger heldet, og et år vinder de guld, og næste år rykker de ned. Det er det, jeg gør. Jeg ved godt jeg ikke har Danmarks bedste fodboldspillere, så jeg skriver løs og fortæller, og når jeg synes det er godt, så er det færdigt. Så kan jeg tænke over, hvad der foregik, når jeg skal på bogmesse.«

*En længere version på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her