Læsetid: 7 min.

Tag hjernen med på arbejde

Når der ikke kan proppes flere tv-apparater ind i sommerhuset, må arbejderklassen samles om et nyt projekt: Selvbestemmelse på arbejdet
11. juni 2002

På virksomheden Radiometer A/S i Brønshøj er de ansatte organiseret i medstyrende grupper, som selv tilrettelægger den daglige produktion. Virksomheden fremstiller apparater til at måle blodgas. År for år giver det et solidt overskud til aktionærerne, som via medarbejderaktier også omfatter mange af virksomhedens ansatte.
De medstyrende grupper har betydet farvel til værkførere og andre mellemledere i en proces fyldt med udfordringer, som virksomhedens cirka 400 smede, arbejdsmænd og –damer i starten ikke var alt for begejstrede for. Sådan er det nu ikke længere:
»Når vi skal være her i syv-en-halv time om dagen, så er det vigtigt, at vi har det rart,« siger maskinarbejder Jan Danielsen.
I 29 år har han arbejdet på Radiometer, fordi det er »en god arbejdsplads«. Men foreløbig er revolutionen ikke kommet til Brønshøj, som Jan bemærker:
»Vi er ikke ved at overtage virksomheden, selv om vi efterhånden helt kan undvære værkførerne. Men vi kan få al den indflydelse, vi vil. Det er først og fremmest et spørgsmål om os selv. Vi får flere og flere ansvarsopgaver, så jeg ved dårligt nok, hvor det vil ende henne.«

Tæskerædde damer
Maj-Britt Degn, KAD’er, arbejder med montage og afprøvning af blodgasapparaterne. Hendes mand er også ansat på virksomheden.
»Da jeg startede her for 21 år siden, sad vi bøjet over hver sit arbejdsbord. Så gik værkføreren ned langs rækken: Nåh, er du ved at være færdig? Og så hentede han noget mere arbejde, og sådan blev det ellers ved dag efter dag, uge efter uge,« husker hun.
Initiativet til de medstyrende grupper er ikke et krav rejst af de ansatte på værkstedsgulvet, men er derimod kommet fra virksomhedens ledelse:
»I starten var vi tæskerædde for at styre alt det, vi blev pålagt. Vi var bange for at gøre det hele forkert,« siger Maj-Britt. Men som hun fortsætter:
»I dag er situationen helt modsat: Vi vil have mere og mere indflydelse. Min erfaring er, at hvis man deltager i en medstyrende gruppe, hvor kemien er god, så har man kræfter til at påtage sig meget.«
Jan skynder sig at dryppe lidt malurt i bægret: »Det har også indebåret en større produktion fra det samme antal ansatte, og det har været en mærkbar forhøjelse. Alligevel har man det godt med den frihed, som det giver, når man er i en gruppe, der selv styrer tingene,« siger han og tilføjer eftertænksomt:
»Vi har så meget, som vi aldrig før har haft. Jeg har computer, sommerhus, mobiltelefon, bil og jeg ved ikke hvad. Jeg tænker tit på det, hvordan det dog kan hænge sammen – og alligevel så er jeg selv en del af det med altid at forlange, forlange og forlange.«
Maj-Britt har læst til merkonom med marketing som linjefag. Forleden var hun til eksamen og hentede et flot 8-tal hjem: »Vi har bl.a. gennemgået en behovspyramide. Der er så få her i Danmark, der ikke har overstået de første tre niveauer: hjem, mad, forsikring, bil, sommerhus. Derfor opstår behovet: Hvor kan jeg få noget at spise, sådan mere intellektuelt? Det kan du få ved at styre dit arbejde selv,« siger hun.

De go’e gamle dage
»Før var det ikke var os, der hentede råvarer fra lagret. Det var ikke os, der tog os af, hvad vi skulle lave, når vi var færdige. Vi skulle ikke planlægge, ikke afskrive, så vi havde faktisk meget tid til at snakke sammen, men ikke ret meget at tænke på og kun et begrænset ansvar. Det kørte egentlig mest af sig selv, og hold kæft, hvor havde vi det egentligt fredeligt dengang,« smiler Jan, inden han føjer til:
»I dag er det helt anderledes. Nu er det os, der styrer. Vi får en liste ned hver tredje måned, og så kører vi efter den. Det betyder meget nu, at man når det til 100 procent. Det skal vi selv planlægge, vi henter selv råvarerne. Kort sagt har vi en meget mere fyldig hverdag. Og den er sjovere, fordi vi har fået meget mere ansvar.«
Maj-Britt nikker: »Arbejdet opleves meget anderledes, når man selv har ansvaret og kan tilrettelægge sin dag, som det passer bedst – og ikke har en værkfører med kløe i armbåndsuret hængende over en.«
– Er du mere træt?
»Ja, i perioder er jeg. Lige nu har vi så tæsketravlt. Men jeg har ikke brug for en værkfører igen,« garanterer Maj-Britt.
»Jeg kan godt lide den udadvendthed, der er over det nu. Vi henvender os selv til Radiometers Udviklingsafdeling, hvis vi har en eller anden ting, eller til marketing. Det giver meget bedre indblik i, hvad der sker.«
Det har også været anstrengende at skulle bruge hovedet:
»Når først man synes, at ens hjerne næsten er flydende, så skal man slå bak. For der er ingen tvivl om, at jo mere ansvar, man får, des mere arbejder man også. Og jo mere er man på tæerne hele tiden,« siger Jan.
»Så... hvis det kommer stille og roligt, og vi får tid til at vænne os til det, så tror jeg personligt ikke, der er nogen grænser for, hvor langt vi kan gå,« fortsætter han.

Flyt grænserne
»Vi ansætter ikke folk endnu. Ledelsen siger, vi skal gøre det på et eller andet tidspunkt. Men foreløbig har vi sagt, at det vil vi ikke være med til,« siger Maj-Britt.
– Hvorfor ikke?
»Det vil ødelægge vores gruppe. Vi er seks piger. Hvis nu ordren var, at en af os skulle ud, altså helt ud på Frederikssundsvej... Vi ville aldrig få et godt samarbejde, vi ville være bange og miste trygheden. Vi ville gå meget mere op i, om de andre husker at gøre det, vi har aftalt,« siger hun.
»Og hvis vi overtog fabrikken, så tror jeg i virkeligheden, at fællesskabet ville gå fløjten i personalet. Så derfor skal vi fortsætte fremad for at finde den naturlige grænse for, hvad en ufaglært arbejder skal have ansvaret for,« siger hun.
– Hvor ligger den grænse?
»Længere ude, end hvor vi er i dag. Ledelsen forsøger hele tiden at gøre det hele lidt mere flydende. De håber på, at det hele går op i sidste ende. Hvis jeg skal til tandlægen med min søn, så gør jeg bare det, når jeg har aftalt det med min gruppe. Og så kan jeg arbejde det ind på et andet tidspunkt. Mødetider og den slags bliver hele tiden mere flydende,« forklarer Maj-Britt.
»I fremtiden tror jeg også, at vi selv får ansvaret for budgettet. Så vil vi få en pose penge og skal selv købe væsker til testning af apparaterne, eller selv administrere sygedagpengene,« siger hun.

God til snak
De medstyrende grupper har ikke åbnet op for større politiske diskussioner blandt personalet:
»Der er ikke ret mange på en arbejdsplads, der snakker politik. Det gider folk altså ikke længere. Kun hvis det er noget, som rør dem selv direkte, eller hvis det er noget, som rammer dem økonomisk. Desværre må man nok sige, at mange er blevet små egoister,« mener Jan, der »altid har stemt på Socialdemokratiet.«
»Og jeg tror altid, der har været pampere i det parti. Det er der dybest set alle steder, men der har jo også altid været nogen, der er dygtige og som vil noget godt. Og Socialdemokratiet har gjort det godt, næsten for godt må man sige,« fortsætter han.
»Nogle af os i min gruppe talte op til valget i efteråret en del om, hvem man skulle stemme på. Man skal kende hinanden godt for at snakke om den slags,« siger Maj-Britt, der er »socialdemokrat i bund og grund.«
»Jamen, det har noget at gøre med, at mange af de ting, som Socialdemokratiet står for, de passer fint ind i min hverdag. Før Venstre kom til magten, så syntes jeg da også, at der var nogle gode ting i deres program. I det hele taget er der gode punkter i de fleste partiprogrammer, men Socialdemokratiet passer altså bedst til mig,« som hun forklarer.
Maj-Britt vil aldrig mere have et arbejde, der ikke også stiller krav til hjernen:
»Radiometer har været ét langt uddannelsesforløb for mig. Der har ikke været et år, uden jeg har været til kurser i det ene eller andet. Så jeg er slet ikke den samme person som hende, der startede her som 24-årig,« siger hun.
»Jeg har også søgt om at komme over i marketing i deres træningslokaler. Det kræver nemlig en lærer, der er mild og stram på samme tid. Jeg er sikker på, at jeg også ville være god. For jeg er nemlig god til at snakke,« som hun siger.

FAKTA
Hjerner på job
*Hvorfor skal en ufaglært arbejder, der f. eks. i sin fritid er i stand til at lede en hel idrætsklub, ikke have mere indflydelse på sit daglige arbejde?, spørger debatbogen »Forsvar for fællesskabet« (omtalt i Information i går). Debatten om demokrati i arbejdslivet og medbestemmelse over produktionen fortsætter de kommende dage. Inf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her