Læsetid: 3 min.

Tag en ØK mod VK

Regeringsskiftet har givet Øverste Kirurgiske ny saft og kraft som organ for den politiske satire
10. juni 2002

Tidsskrift
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke er en af Øverste Kirurgiskes abonniner. Ikke at jeg har nogen aversion mod de avantgakkede digtere og deres finurlige ordleg, men jeg har nok betragtet dem lidt, som jeg betragtede drengene i min gymnasieklasse: søde, sjove og kreative på deres egen drengerøvsfacon, men ikke lige dem der kunne stille mine (litterære) lyster...
Med ØK nr. 38 i hænderne må jeg imidlertid konstatere, at der er lige så mange pigerøve med i flokken, at der også er meget alvor, og at jeg selv er drengerøv nok til jævnligt at boble over af kluklatter. Samt at ØK har fået en vigtig mission efter at vi har fået en statsminister med blå skægstubbe og stirrende øjne: nemlig den at være organ for den litterære politiske satire.

Rapand
De stirrende øjne og blå stubbe er ledemotivet i Jens Blendstrups »Statsministerens nytårs(fa)tale«, som var en af de tekster jeg måtte klukke over. Ikke så meget over den nemme udhængning af statsministerens liberalistiske ’etik’ som over skredet ind i helt absurde billeder:
»Du er selvstændig. Du er et frit menneske. Du har personlighed. Du drikker af din egen personlige flaske. Du er psykisk syg på din egen personlige måde. Du kan gå på børsen min ven og blive aktiehandler. Men det skal gøres ordentligt. Vi vil forære hver enkelt borger, og hold nu fast for det er løfte, en rapand af plastik som kan pive, hvis man trykker den på maven. På den måde vil vi sikre at forandring og tryghed går hånd i hånd.«
Morsomt er det også, når der i Petit-stoffet rapporteres at Thor Pedersen har afsat tre milliarder til en »kolde dyr-konto«, men adspurgt afviser at han skulle være dyrefanatiker: »Jeg kan da også godt lide sygehuse, ler han«. Men når Elton Jorn konsekvent fremstiller Brian Mikkelsen som en »Brianosaurus«, der overvejer at lade sig pierce i røven, så er drengerøven efter min smag blevet lovlig tung i gumpen.

Johnny Ingrid
Nu skal du, kære gennemsnitlige læser af Information, imidlertid ikke tro, at ØK lader dig være en af de renfærdige der bare kan sidde og godte sig over ’de onde’.
I T.S. Høeghs »oprop # 1« glider satiren fra at være rettet mod de antiintellektuelle badmintondanskere til at henvende sig til »abonninerne på Information« og de »fordrukne eller bare børneflokstyngede kulturjounalister«. T.S. Høegh raser mod alle der ikke elsker den avantgardistiske nørd, og det betyder vel alle, der ikke elsker T.S. Høegh...
Satiren retter sig også mod det litterære miljø. Jeg ved ikke, hvor sjovt jeg synes, det er, at der vises et gammelt fotografi af en hatteklædt matrone som påstås at være Karen Marie Guldalder, og lidt anstrengende er det også at Mor Tafdrup altid skal stå for skud; i dette nummers tegneseriestrimmel (af Elton Jorn) skal hun tegne årets julemærke, men jeg klukkede alligevel helt, over dér hvor julemærketegneren (Tafdrup eller ej) fortvivlet udbryder: »Jeg kan ikke få det til at ligne Poul Borum, det kommer hele tiden til at ligne Johnny Ingrid«.

Calvecnae
Men som sagt: Der er ikke kun satire i ØK, og der er ikke kun drengerøve. Ida Jessen er repræsenteret med en underfundig novelle, »Turist i Kvindebyen«, hvor den kvindelige jegfortæller bærer rundt på et antydet og ulideligt tab som holdes mat af en sydlandsk bys lammende siestavarme.
Vibeke Henningsen bygger kasser og klinter af ord med fin fornemmelse for poesi og geometri; Bodil Nielsen lader i et suggestivt digt »vandfolket« indtage barndommens hus, og Susan Hedebyes knækprosa får skrevet en masse glaserede, krakelerende mandeansigter oven i hinanden: den døde farfars, havenissernes, gammelmandsansigtet (i opløsning à la Aschenbach) på casinobar.
Annemona Rasmussen og Birgitte Krogsbøl er de leksikalske blandt poeterne: Rasmussen med en lidt fortænkt fuga over det lille ord med de mange betydninger »til«; Krogsbøl med et alfabetisk og fantasifuldt »opdateret katalog over lidelser med socio-moralsk betydning«, se f.eks. under c: »Comastrøs cølibatitis, Cerabraklagt empatase, Calvecnae«.
Og så har jeg en særlig svaghed for Thomas Krogsbøls lille Walter Benjamin’ske digt om det drømte barndomsrum og erindringens glemsel: »Drømme er ikke tydelige nok til at man kan/ læse bøger i dem, drømme er et andet system,/ et system af stuer og bedstemødre og pelargonier med rødder i Helvede, der staves med/ stort. Det var ikke rigtig noget sted, det skulle bare/ forestille et sted. Det var et Sted.«
Lad det være fastslået: ØK kan varmt ordineres, både til drenge- og pigerøve, og både mod VK, selvfedme og poetisk småsult.

*Øverste Kirurgiske Nr. 38, Løssalg 75 kr.
*www.poesi.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her