Læsetid: 10 min.

I Tantura ligger smertens grænse

En israelsk massakre på en arabisk landsby i 1948 kræver stadig ofre – historieskriverne
15. juni 2002

I begyndelsen af 1960’erne boede jeg i Tel Aviv, og dyppede givetvis allerede dengang mine fødder på lokale badesteder, men i så fald i et hav, som intet fornuftigt menneske dengang ville dyppe fødderne i – i al fald ikke mere end fødderne. Tel Avivs sandstrand var beskidt og dækket af tjæreklumper, vandet var grumset og inficeret med kolibakterier, og langs den strandpromenade, som i dag kantes af elegante restauranter, chikke cafeer og luksushoteller, lå små sparsomt oplyste etablissementer, hvor man ifølge rygtet serverede de katte, som i store flokke strøg omkring køkkener og suppegryder. Det var ikke bare kattene, som havde svært ved at skelne.
De, som kunne, badede følgelig andetsteds. Vi kunne, eftersom min onkel havde en sort Folkevogn model 1955, som han havde arvet af sin bror, dvs. min far. Lykkelige lørdagsmorgener, før solen var begyndt at stege og strandene blive overbelagt af strandgæster, pakkede vi Folkevognen til bristepunktet og kørte nordpå op langs kysten.
Den smukkeste og samtidig mindst befolkede strand lå længst borte, næsten oppe ved Haifa. At tage derop krævede, at vi stod ekstra tidligt op, og udflugter til denne strand var da også forbeholdt de lange og hede weekender, hvor presset på Israels badestrande var størst. Jeg mindes endnu den særlige stemning af glæde og forventning, som opstod, når min onkel med en cirkusdirektørs sans for effekter meddelte os navnet på udflugtsmålet.
Navnet var Tantura.

Den 21. januar 2001 bragte den israelske aftenavis Maariv en længere artikel om en indtil da ukendt massakre på arabiske byboere under den krig, som israelerne kalder milhemet ha’atzmaut, ’selvstændighedskrigen’ og palæstinenserne nakba, ’katastrofen’.
Artiklen tog udgangspunkt i et universitetsspeciale, som var blevet antaget på Instituttet for Mellemøsthistorie på universitetet i Haifa med højeste udmærkelse. Specialet var skrevet af en ældre forskerstuderende, Teddy Katz, og byggede på interviews med i alt 135 personer, der i mere eller mindre samstemmende detaljer berettede om, hvad der skete, da israelske soldater fra Alexandroni-brigadens 33. bataljon indtog den arabiske by al-Tantura den 22. og 23. maj 1948. Blandt de interviewede fandtes såvel soldater som lokale byboere. Deres beretninger stemte på alle væsentlige punkter overens.
Hvad der skete, ud over at byen efter ildkampe med faldne på begge sider blev besat, var, at omkring 200 civile borgere blev dræbt uden kamp.
Omkring hundrede blev skudt ned, da de israelske soldater i et raserianfald tog hævn for, at en populær kammerat var faldet for arabiske kugler efter kapitulationen. De øvrige 100 ofre var mænd mellem 13 og 30, som blev plukket ud blandt de forsamlede borgere på stranden og i grupper på mellem syv og ti ført til en mur i nærheden af begravelsespladsen, hvor de brutalt blev myrdet med skud i baghovedet.
At al-Tantura var en af over 400 palæstinensisk-arabiske byer, som blev indtaget af israelerne, tømt for deres indbyggere og slettet fra kortet under og efter krigen i 1948 er efterhånden en alment accepteret historisk sandhed. At et stort antal af disse indbyggere blev dræbt i processen burde også være det.
Det er ikke kun Katz’ interview, som underbygger dette, selv om hans interviews er et overbevisende belæg. Efter publikationen af det mundtlige materiale er hidtil ukendt skriftlig dokumentation blevet gravet frem fra den israelske hærs arkiver. I en rapport til arméhovedkvarteret tales om faren for epidemier som følge af de endnu ubegravede kroppe. I en anden om »irregulære episoder« og »overreaktioner«. I en tredje om »massegrave«.
Alligevel ligger Teddy Katz’ forskerkarriere i dag i ruiner. Hans en gang så lovpriste afhandling er blevet kaldt tilbage, og hans fremmeste mentor i den akademiske verden, professor i historie ved Haifa-universitet, Ilan Pappe, trues af disciplinær rettergang og afsked. (Information bragte et interview med Ilan Pape herom 16. maj, red.)
Hvordan kunne det gå til?
Jo, hvad der skete, var, at Teddy Katz få dage efter avisartiklen blev sat stævne i retten af veteraner fra den udpegede hærenhed med påstand om bagvaskelse og afkrævet en millionerstatning. I retssagen, som indledtes den 13. december 2000, fremlagde anklageren seks citater fra afhandlingen (ud af 230), som ikke stemte overens med båndudskrifterne. I et af citaterne havde Katz udskiftet ordet »tyskere« med »nazister« – i de fem øvrige havde han indføjet sine egne sammenfatninger og tydeliggørelser inden for citattegnene.
Dette var naturligvis uheldigt for Katz og endnu mere for hans sag, men efter at anklageren i to dage havde fremlagt sin sag, stod det klart, at de seks citater stort set var hele sagen. Tilbage stod 224 citater, hvor ikke den mindste afvigelse i forhold til båndet kunne konstateres.
Samtidig tydede intet på, at Katz radikalt havde fejlfortolket eller misforstået noget af, hvad hans interviewpersoner havde sagt. Heller ikke de seks ukorrekte citater kunne med nogen rimelighed siges at give bevidst fordrejede billeder af hændelsesforløbet. Allerhøjest handlede det om velmenende, men dog akademisk set utilbørlige forsøg på at præcisere og tydeliggøre. Det citat, i hvilket ordet »tyskere« erstattes med »nazister«, indgår i et interview med Shlomo Ambar, officer i aktionen mod Tantura og siden general i den israelske hær. Her følger citatet i sammenhæng:
»Ambar: »Jeg tænker blot (à propos episoderne i Tantura), at da vi kæmpede mod tyskerne, som jo var vores værste fjende (Ambar havde kæmpet i den britiske hærs jødiske legion), fulgte vi de internationale love for krig. Ikke engang de (tyskerne) dræbte krigsfanger. De dræbte slaviske krigsfanger, men ikke britiske og heller ikke jødiske – alle britiske soldater i tysk krigsfangenskab overlevede…(…)«
Katz: »Er dét du siger, at man dræbte arabere (i Tarantua)?
Ambar: »Hvis der ikke står noget dér (i Alexandroni-brigadens mindebog fra 1961), siger jeg ikke noget (...) Når jeg ikke vil fortælle noget, hænger det sammen med, at jeg har noget at skjule. Erobringen (af Tarantua) ikke var en af vores mest ærefulde kampe…«
Om det, som Ambar ikke vil fortælle, fortalte andre til gengæld så meget desto mere detaljeret, eksempelvis Mordechai Sokoler, en lokal turistfører fra nært beliggende Zichron Ya’akov, som hævder at have været med til at nedgrave 230 lig. Han havde selv talt efter.
»Sokoler: »Efter otte dage kom jeg tilbage til pladsen, hvor vi havde begravet dem. Der var blevet ligesom en forhøjning, fordi kroppene var svulmet op. Efter to-tre dage, var forhøjningen borte.
Katz: »To-tre dage?«
Sokoler: »Ja.«

Hverken dette eller noget andet vidneudsagn fra Tantura blev dog nogensinde prøvet af domstolen. Kort før den tredje rettergangsdag, hvor det var forsvarets tur til at træde frem, underskrev Teddy Katz meget overraskende en »undskyldning«, hvor han i ydmyge vendinger tog alt tilbage, der kunne tolkes, som om jødiske soldater havde begået en massakre i Tantura. Efter yderligere 12 timer ville Katz imidlertid trække »undskyldningen« tilbage og fortsætte rettergangen, men domstolen vægrede sig.
Katz havde solgt smørret og tabt pengene.
At Katz i et svagt øjeblik fristedes til at skrive under på, hvad der i form og indhold mest af alt minder om en bekendelsestilståelse fra Stalintiden, siger muligvis en del om Katz (tæt på 60 år gammel var han nogle uger forinden blevet ramt af et mindre hjertetilfælde, og presset fra omgivelserne var stærkt plagsomt for ham), men langt mere om det stærke ideologiske og politiske spændingsfelt, som endnu omgiver den israelske historieskrivning i almindelighed og historieskrivningen om krigen i 1948 i særdeleshed.
Den historiker, som af en eller anden grund vil sætte sig for at dokumentere tidligere ukendte massakrer i denne krig, betræder den israelske histories mest minerede terræn, og kan følgelig ikke tillade sig det mindste fejltrin. Den akademisk uerfarne Katz gjorde flere og undergravede dermed ikke blot sin egen forskerkarriere, men også forudsætningerne for offentlig belysning af, hvad der egentlig skete i Tantura. Al opmærksomhed blev rettet mod hans fejltrin, mens hovedsporet blev ladt i mørke.
At Katz var på rette hovedspor er i dag uimodsigeligt. Lige så uimodsigeligt, som at Israel under krigen i 1948 gjorde sig skyld i, hvad vi i dag kalder etnisk udrensning. Om de arabiske indbyggere flygtede på eget initiativ, eller de blev fordrevet, så blev deres forsvinden som oftest anset for ønskelig og deres byer for at være i vejen.
Den generation af »nye« israelske historikere, som i det seneste årti har klarlagt og dokumenteret denne dystre side af Israels tilblivelse, er følgelig blevet udsat for skarp ideologisk beskydning. Deres akademiske fodarbejde har ikke desto mindre været eksemplarisk, og deres afsløring af Israels rolle i palæstinensernes nakba kan efterhånden kun fortrænges, ikke gendrives.
At en stor del af Israel fortsat foretrækker at fortrænge, er på den anden side ikke svært at forstå. Hvilke strategiske og sikkerhedsmæssige grunde den nyproklamerede stat end må have haft til at tømme arabiske byer og skabe sammenhængende jødiske landområder, så frygter store dele af det jødisk-israelske samfund endnu, at der i blotlæggelsen af ’sandhederne’ om 1948 kan ligge en moralsk smertegrænse, hvorved det forgangnes synder risikerer at undergrave nuets legitimitet.
Paradoksalt nok synes denne frygt i dag at være størst hos ’det zionistiske venstre’, som vil drage en skarp moralsk grænse mellem det Israel, som blev skabt i krigen i 1948-49, og de landområder, som blev erobret af Israel i 1967-krigen. ’Det zionistiske højre’, som altid har anset koloniseringen af Vestbredden (Judæa og Samaria) for lige så legitim, som koloniseringen af Galilæa, har derimod stadig mere explicit påberåbt sig de hårde aktioner mod araberne i 1948 for at motivere de hårde aktioner i 2002. Samme fjende og samme trussel dengang som nu er tankegangen.
En mere resigneret variant af samme tankegang er, at jo mere der kommer frem om overgrebene mod de palæstinensiske arabere i 1948, desto mindre tilbøjelige vil disses efterkommere være til at forsone sig med Israel og desto mere vil Israel være tvunget til at basere sine relationer til dem på mistro og kontrol.
En af de ’nye’ historikere, som synes at være nået frem til denne mistrøstige konklusion, er Benny Morris, forfatter til nogle af de mest veldokumenterede studier af Israels rolle i den palæstinensiske katastrofe, og som nu forfægter den tese, at palæstinenserne dybest set aldrig vil acceptere Israels eksistens. ’Sandheden’ om 1948 hverken befrier eller forløser – den binder og hærder kun, synes at være blevet Morris’ triste credo.
Den stik modsatte opfattelse har længe været professor Ilan Pappes – en anden af Israels navnkundige ’nye’ historikere. Uden forsoning med fortiden ingen forsoning i nutiden er Pappes faste overbevisning. Lige så længe Israel fortrænger eller fornægter sin del i palæstinensernes nakba, lige så længe vil relationerne mellem Israel og palæstinenserne forblive baseret på frygt og selvbedrag. Og de historiske forbrydelser risikerer at gentage sig.
Det var sandsynligvis den overbevisning, som drev Ilan Pappe til at engagere sig så dybt i Katz’ tilfælde. I begyndelsen gennem kritik af universitetsledelsen og kollegerne for at have stødt Katz fra sig uden først at tage selvstændig stilling til anklagerne mod ham – det var jo trods alt universitetet, som havde godkendt hans speciale. Siden i artikler og indlæg, hvor Pappe ville vise, at Katz havde haft mere ret end taget fejl om Tantura.

I det stadigt hårdere politiske klima i Israel har Ilan Pappe talt for døve øren. Ingen vil længere ’grave’ i Katz-affæren, endsige da Tantura-affæren. Den kibbutz, på hvis marker den påståede massegrav ligger, vægrer sig i bogstaveligste forstand mod dette. Teddy Katz’ anmodning om at få lov at fremlægge et nyt og bedre speciale er foreløbig blevet mødt med koldsindige pegepinde fra universitets side.
Tilmed sidder nu selv Ilan Pappe på anklagebænken. Den 5. maj blev han stævnet af Haifa-universitet for en intern disciplindomstol for at have forulempet fakultetsledelsen, såret kollegerne og fordrejet kendsgerningerne om universitetets handlemåde i Katz-affæren.
Et af de fejlgreb, som han lægges til last, var, at han i et debatindlæg på en webside skrev, »at når som helst dumheden møder fejheden på Haifa-universitet, bliver resultatet enten en farce eller en tragedie«. Som for at bekræfte netop denne profeti krævede universitetsledelsen, at Ilan Pappe blev fyret.
Uanset om sagen ender i farce eller tragedie, viser affæren Katz-Pappe, hvor svært det officielle Israel endnu har ved at erkende omfanget af palæstinensernes nakba, endsige dets egen skyld i den. I så henseende har Oslo-processens sammenbrud og den genoptagne krig om jord og magt i Israel-Palæstina genopvakt associationer til krigen i 1948 og dermed også dens traumer og fobier.
Hvor længe er der så til israelsk-palæstinensisk forsoning? Lige så længe som til den dag, hvor der på stedet, hvor al-Tantura engang lå med sine 1.500 indbyggere, ikke bare ligger en offentlig badestrand, men også står et offentligt mindesmærke over, hvad der skete med byen og dens borgere den 22. og 23. maj 1948.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Göran Rosenbergs bog om Israel, ’Det förlorade landet’ er netop udkommet i en ny og aktualiseret svensk pocketudgave på Bonniers forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu