Læsetid: 5 min.

Tegneserier på film: en svær omstilling

Tegneseriefilm ligner mere litterære filmatiseringer, end man skulle tro
7. juni 2002

(2. sektion)

Film
De to største kassesucceser i Hollywood lige nu er Sam Raimis Spiderman og George Lucas’ femte Star Wars-epos, Attack of the Clones. Den ene er en filmatisering af en kendt tegneserie; den anden tilhører en form for underholdningsfilm, som rutinemæssigt får prædikatet ’tegneserieagtig’. Et begreb, der sjældent bruges særlig smigrende. Tegneserien bliver taget seriøst som kunstform på samme måde som filmen – men bland de to, og de fleste begynder at rynke på næsen. Og ofte med en vis rimelighed.

Skabt for hinanden?
Filmen og tegneserien har historisk set fulgt ret parallelle forløb. Begge startede for alvor i 1890’erne med henholdsvis den første offentlig filmforevisning og den første avisstribe. Begge er visuelle medier, der fortæller deres historier i billeder. Begge har undergået stor teknisk udvikling og opnået universel kommerciel udbredelse.
Ved første øjekast skulle man tro, at filmen og tegneserien er som skabt for hinanden: De arbejder begge i to dimensioner – og de forsøger begge konstant at sprænge dem for at opnå en mere tre-dimensionel gengivelse. Og både filmen og tegneserien er primært underholdningsmedier, uanset at der er frembragt store og vægtige kunstværker inden for begge former. Alt dette til trods er det påfaldende lidt, de to medier har plejet gensidig omgang.
Der er lavet en hel del tegneseriefilmatiseringer, og nogle film-’novelizations’ og spin-offs laves i tegneserieform (bl.a. Star Wars). Men i forhold til hvor tæt beslægtede de to medier umiddelbart ser ud til at være, har forholdet mellem filmen og tegneserien traditionelt været ret køligt.
Tegneserien er en mere problematisk form at overføre til film, end man skulle tro. Vi er efterhånden vant til at se, hvorledes film planlægges ud fra minutiøse storyboards, som ligner tegneserier til forveksling. Men selve måden, man læser tegneserier på, er vidt forskellig fra filmoplevelsen.
For det første er tegneserieformen lagt an på, at man ikke udelukkende følger en historie lineært fra A til Å. Man har hele tiden muligheden for at bladre tilbage, og man kan bruge lige så lang tid man ønsker på hvert billede. Tegneserien er detaljens og fordybelsens medium. Det er en form, hvor kunstneren kan plante subtile hentydninger og lægge minimale spor, som man kun kan efterprøve ved at hoppe tilbage i historien.
I en biograf kan man derimod ikke spole tilbage eller standse op – og gør man det på video eller dvd, bliver oplevelsen fragmenteret og filmens følelsesmæssige kraft fortyndet.
Måske er filmen simpelthen et meget direkte og stærkt følelsesmedium, hvor tegneserien modsat har en tendens til at være mere intellektuel – eller mere overfladisk underholdende.

Når det lykkes
Filmatiseringer af tegneserier balancerer på en knivsæg mellem at være tro over for deres forlæg og samtidig fungere som film. Som filmmager må man vælge mellem at lave en komplet visuel reproduktion – hvor man med garanti aldrig kan ramme helt præcist – eller at lave sin egen fortolkning – med fare for at fremmedgøre alle, der kender serien.
Et typisk problem ligger i at lade en tegnet figur fremstille af en levende skuespiller. Hér er det simpelthen umuligt at stille alle tilfreds. Det er lykkedes. Ib Schønberg og Karl Stegger i Far til fire-filmene f.eks. eller Christopher Reeve i Superman. Far til fire klarer det med tykke tegneserieøjenbryn og sympatisk folkekomedie i seriens ånd; Reeve matcher fint den tegnede Supermans bemærkelsesværdigt anonyme udseende.
Oftere kræver filmene dog et mål af goodwill fra publikum – Sylvester Stallone som Judge Dredd (i Danny Cannons film fra 1995) var f.eks. svær at acceptere, bl.a. fordi figuren blev stynet og tilpasset Stallones Hollywood-persona.
Tilsvarende er det svært at tilpasse filmens overordnede look til forlægget. Warren Beattys forsøg med at holde Dick Tracy (1990) i stærke, dominerende farver var modigt, men ikke særligt tro mod den originale serie. Og Hughes-brødrenes nylige From Hell (2001) forvandlede en stram og dæmpet sort-
hvid-serie til en visuelt pågående, farvemættet horror-stiløvelse.

At fange essensen
Karakteristisk nok har de bedste tegneseriefilmatiseringer oftest været dem, der i tilstrækkelig grad har sluppet taget i forlæggets visuelle side og i stedet har koncentreret sig om at ramme en tone. På den led bliver den gode tegneseriefilmatisering i virkeligheden mere til en afart af den litterære filmatisering end til en fortolkende udveksling mellem to stærkt visuelle fortælleformer.
Få film har formået at kombinere en klart ramt tone med et overbevisende billedunivers. Et godt eksempel er Tim Burtons fortolkning af Batman (1989). Batman-figuren var i 80’erne hovedpersonen i en nytænkning af superhelte-tegneserien i Frank Millers The Dark Knight Returns. Denne skelsættende series dunkle univers og plagede, neurotiske helt overførte Burton til film med stor effekt, kunstnerisk såvel som kommercielt – langt fra 60’ernes campede tv-version.
Burton bliver ofte beskyldt for at være netop tegneserieagtig, og tegneserier er også en væsentlig del af hans stilmæssige inspiration. Men hans Batman er først og fremmest gennemført filmisk. Strengt taget bare en dyr og fantastisk veludført B-film, naturligvis. Men den fanger essensen af sit forlæg.

Personkarakteristik
En tilbagevendende kritik – både af tegneserier og af deres filmatiseringer – går på personkarakteristikken.
’Tegneserieagtig’ går således tit på, at personerne mangler dybde. Det er lige ved, at man får det indtryk, at det ligger i tegneseriens natur at lave billeder i to dimensioner og persontegning i én.
Da franske Gérard Lauzier i 1984 filmatiserede sit klassiske album En middelmådig ung mands erindringer (under titlen P’tit con) bibeholdt han det meste af seriens bidende satire, mens skuespillerne på ingen måde lignede dens ofte grotesk tegnede karikaturer. Når filmen virker – og det gør den! – er det, fordi Lauziers serier er meget ord-baserede. Lauzier tegner skarpt og ekspressivt, men hans paneler er samtidig konservative og todimensionelle. P’tit con ligner på denne måde en traditionel roman-filmatisering. Den har dybden, troværdigheden og de nuancerede personer – men den er ikke »tegneserieagtig«!
En anden meget ordbaseret serie er Alan Moore og Eddie Campbells gigantværk From Hell, der tæller elleve bind, hver med adskillige sider skrevne noter. At serien overhovedet blev filmatiseret skyldes formentlig ikke dens formidable styrke som tegneserie, men snarere at Alan Moore centrerer sine filosofiske ekskursioner omkring Jack the Ripper-historien, som han serverer med en sikker fornemmelse for kosmisk sammensværgelsesteori. Som Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne er det et visionært, svært håndgribeligt værk med en kerne af elementært spændende genrefiktion. From Hell er definitionen af en grafic novel – mere en illustreret roman end en tegneserie i traditionelt format. Mens dens filmatisering er til gengæld blevet éndimensionel – og tegneserieagtig!
Samme Alan Moore er også manden bag den moderne tegneseries hellige gral, den monumentale Watchmen (1986-87). For tiden er der igen rygter om, at Watchmen skal filmatiseres. Terry Gilliam har ellers arbejdet på en filmversion i årevis, men opgav. Og Moore hævder hårdnakket, at serien er umulig at filmatisere. Man fornemmer, at Moore i virkeligheden taler om tegneserier i al almindelighed – og som formens mest visionære talent skulle han vide det...

*Flemming Kaspersen er ansat på Det Danske Filminstitut og medtilrettelægger af Cinematekets juni-serie om filmatiserede tegneserier. I alt 22 film, der bl.a. tæller Lauziers ’P’tit Con’, Altmans ’Skipper Skræk’, Hughes-brødrenes ’From Hell’, Burtons ’Batman’, Beattys ’Dick Tracy’ og Zwigoffs ’Ghost World’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu