Læsetid: 9 min.

U for udvidelsen

I sidste ende er det kun småpenge, det handler om. Men det er de andres. Det danske EU-formandskab kommer på hårdt arbejde de næste seks måneder. Det sværeste bliver at finde den fordeling af landbrugsmillionerne, der kan sluges i både Berlin og Warszawa. Ellers går der kuk i den historiske EU-udvidelse, der skal genforene Europa efter murens fald
29. juni 2002

Normalt plejer vi i Danmark at opfinde nye fantasifulde ministerposter, når bogstaverne ikke vil falde på plads i en koalitionsregering. I tilfældet Bertel Haarder, der i efteråret fik titel af Europa-minister, dækker det imidlertid over udsigten til en helt reel arbejdspukkel. Udenrigsminister Per Stig Møller skulle sikres aflastning og garanteres hvile i en række af døgnets timer. Behovet for en ekstra dansk udenrigsminister skyldes, at tiderne er skiftet, siden Danmark sidst havde formandskabet i EU.
Det danske udenrigsministerium har gennem flere år forberedt sig til Danmarks største udenrigspolitiske opgave til dags dato. Nu gælder det om ikke at blive sendt til tælling. For verden set fra Bruxelles er anderledes end i 1993 – da Danmark sidst havde EU-formandskabet – og arbejdsbyrden ved opgaven er vokset i både omfang og bredde.
EU blander sig ganske enkelt i mere i dag, og der er kommet flere aktører på banen. Markant er EU’s udenrigspolitiske repræsentant, Javier Solana, der vidner om EU’s ambitioner på den internationale scene. Solana skal arbejde tæt sammen med Per Stig Møller om krisen i Mellemøsten og om forholdet til USA og Rusland.
Allerede om få dage vil Per Stig Møller stå og trykke hånd med USA’s udenrigsminister Colin Powell i Washington. Oven i denne type eksercits er der siden 1993 også kommet en række nye politik-områder ind i EU. De retslige og indre anliggender har fået en større og mere central placering, ikke mindst efter den 11. september med kampen mod terrorisme og nervøsiteten for illegal immigration. Og ØMU’en har øget behovet for koordinering af den økonomiske politik i EU.
En anden ting med store praktiske konsekvenser er, at EU i mellemtiden er blevet mere demokratisk. Det folkevalgte Europa-Parlament har fået langt mere magt siden 1993. I dag er der indført en kompliceret tre-trins procedure med såkaldt fælles beslutningstagning, der betyder, at parlamentet reelt er inddraget i arbejdet med over halvdelen af al EU-lovgivning.
Den indbyggede veto-ret til parlamentet i denne procedure betyder, at der skal bruges mange kræfter på, at hale finurlige kompromiser hjem med parlamentet i diverse udvalgsarbejder.
Her får den tidligere Europa-parlamentariker Bertel Haarder brug for al sin indsigt i parlamentets særlige politiske følsomhed. Første og måske vigtigste lektion er, at det ikke nytter, at et formandskab ikke viser parlamentet respekt. Det betyder på jævnt dansk, at nogen skal møde op med meget jævne mellemrum og vise flaget i Strasbourg og Bruxelles. Det bliver primært Bertel Haarders lod. Han får dog hjælp fra danske diplomater i København og Bruxelles.
Den permanente danske repræsentation i Bruxelles, der ledes af EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen, har til lejligheden fået opgraderet staben fra 40 til 60 medarbejdere. Den stilfærdige og vidt respekterede danske diplomat, der har arbejdet de sidste 25 år i Bruxelles, er den virkelige mand på broen, når Danmark de næste måneder skal styre gennem en meget tung storpolitisk dagsorden.

Det danske formandskabs opgave er overfladisk betragtet at fastlægge dagsordenen og forberede ministerrådsmøderne på de over 10 forskellige fagområder, som EU dækker. Fra justitsministre over landbrug, fisk, industri og miljø til finans- til udenrigsministre. De to sidstnævnte mødes en gang hver måned, medens de øvrige rådsmøder i snit afholdes en gang hver tredje måned.
Opgaven for Danmark går dog langt ud over at omdele trykte dagsordener. Arbejdet ligger i at forberede møderne så godt, at man via sonderinger og forhandlinger med udvalgte lande har identificeret både knasterne og det mulige kompromis, der gør, at ministrene på mødet har størst mulig chance for at træffe en beslutning.
Formandskabet skifter hver halve år, og oftest er der ikke de store overraskelser indbygget i dagsorden.
EU er en stor tung skude, der sætter sig målsætninger flere år ud i fremtiden, og det tilfalder det til hver en tid siddende formandskab at lægge kræfter i for at få løst de opgaver, der allerede står i den store EU-kalender.
Det forhindrer ikke, at et formandskab til en vis grad kan vælge at forsømme kalenderen ud fra politiske motiver eller forsøge at tilføje egne sager på dagsordenen. Med Per Stig Møllers ord: »80 procent af sagerne overtager du, 15 procent er uventede ting, der kommer i hovedet på dig, som du ikke kan forberede dig på. Fem procent er så dit eget program.«
Belgien, der havde formandskabet i efteråret 2001, forsøgte at sætte arbejdet for udvikling og fred i Afrika på dagsordenen med særligt fokus på den krigshærgede tidligere belgiske koloni Congo. Den 11 september tog imidlertid al energien ud af dette belgiske forsøg på at opgradere EU’s Afrika-politik.
I Danmarks tilfælde er EU-dagsordenen givet på forhånd i langt højere grad end ellers. Hvor Sverige i foråret 2001 kunne vælge hele tre E’er som slogan, Enlargement, Employment, Environment (Udvidelse, beskæftigelse og miljø), så har Danmark klogeligt valgt det uundgåelige og lægger alle indsatserne på ét og samme E. Eller U på dansk: U for udvidelsen.
De seneste uger er der allerede sagt og skrevet så meget om den store udfordring, der ligger forude, at man af og til må knibe sig i armen og tjekke, om det hele ikke er gået i selvsving, endnu før Danmarks formandskab er startet.
Men sandheden er at det ikke kun er danske ministre, der plejer deres lille forfængelighed, når de taler om en udfordring af historiske dimensioner for Danmark. EU har siden murens fald stillet Øst- og Centraleuropa i udsigt, at de skulle ind i varmen og genforenes i det Europa, der blev delt af jerntæppet. Og selv om EU nok kunne leve bedre uden kandidatlandene end omvendt, så er der ingen tvivl om, at det også er i EU’s interesse at få leveret varen nu. Varen er en afslutning på optagelsesforhandlingerne på EU-topmødet i København den 12.-13. december.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen og EU-kommissær for udvidelsen Günter Verheugen har talt om et »Window of opportunity«, en mulighed, der står åben nu. Og som vil forsvinde, hvis EU ikke får forhandlet en samlet pakke på plads i december. Presset skyldes bl.a, at EU de næste år vil have andre store ting på dagsordenen end udvidelsen. Men naturligvis vil EU ikke droppe hele projektet og sende de mange kilometer sagsmapper om udvidelsen til makulering, hvis det slår fejl i København. En så vigtig forhandling vil altid køre videre. Men den dramatiske tale om vinduet dækker over den realitet, at den allerede komplicerede udfordring risikerer at blive endnu sværere, hvis EU tøver.
For afslutningen på forhandlingerne i København er kun første skridt i en længere proces, der nemt kan tage et par år til. Først skal hvert eneste EU-land ratificere udvidelsestraktaten i deres parlamenter, og så skal der afholdes folkeafstemninger i en række af kandidatlandene.
Når det er på plads, er vi allerede langt inde i 2004. Og jo længere det trækker ud, desto tættere kommer EU på at skulle afslutte sin egen næste EU-traktat, der lige nu forberedes af EU-konventet.
Med den almindelige EU-hang til politiske studehandler og koblinger på kryds og tværs risikerer man derfor at udvidelses-traktaten kommer til at indgå i et uoverskueligt taktisk spil om denne anden traktat, der skal reformere EU’s institutioner. Oven i det kommer, at EU vil nærme sig sin politisk følsomme budgetreform i 2006.
Anders Fogh Rasmussen har indtrængende opfordret til, at hele dette spil om »disse peanuts« ikke må blive en bremse for udvidelsen.
»Det vil være et svigt af historiske dimensioner, hvis visse EU-lande tog udvidelsen som gidsel i denne landbrugsdiskussion,« sagde statsministeren for nylig til Weekendavisen.
Denne formaning gør det ikke mindre sandt, at det er og bliver spillet om euro og cents, der komplicerer opgaven for Danmark. Tyskland, Holland, Storbritannien og Sverige, der modsat Danmark betaler mere ind til EU-budgettet end det, de får igen, vil ikke lægge pengepung til, at EU’s kostbare landbrugspolitik udvides til også at omfatte kandidatlandene. Derfor afviser de bastant EU-Kommissionens udspil om, at de nye EU-lande fra starten skal have 25 procent af de direkte betalinger, som EU’s egne landbrugere får i dag, og at støtten gradvist optrappes over en ti-årig periode.
Bag denne barske diskussion om peanuts gemmer sig en af de store reelle problemer for EU-projektet i almindelighed og udvidelsen i særdeleshed: Den svigtende folkelige opbakning. Som det fremgår af tabellen her på siden er Danmarks positive holdning til udvidelsen lidt af et særtilfælde. Opbakningen til EU-udvidelsen i EU’s tre største lande ligger på under 50 procent. Og det er derfor også – peanuts eller ej – en del af demokratiet, at den tyske kansler Gerhard Schröder, der går til valg den 22. september, ganske enkelt ikke kan tillade sig at ignorere, at så ringe en del af den tyske opinion bakker op om udvidelsen.
Navnlig befolkningen i det tidligere Vesttyskland føler, at den allerede har betalt en meget stor regning for genforeningen med Østtyskland, og viljen til at sende endnu flere penge østpå kan ligge på et lille sted. Derfor er Schröder nødt til at stå fast på tysk sparsommelighed med landbrugspenge til kandidatlandene, hvis han skal gøre sig håb om at vinde valget mod den konservative kanslerkandidat Edmund Stoiber.
Dette tyske tema bliver en væsentlig del af den danske regerings hovedpine i løbet af efterår. Allerede nu har Berlin nemlig gjort det klart, at EU ikke skal regne med, at Tyskland kan bidrage til, at der ligger et fælles EU-landbrugsudspil klar på Bruxelles-topmødet i oktober, som Danmark ellers havde håbet. Berlin skal have tid efter valget til at tænke sagen igennem, lyder det. Dermed bliver den periode, det danske formandskab har til at forhandle landbrugsspørgsmålet på plads med kandidatlandene, endnu kortere: Fra starten af november til den 12. december.

Den anden side af spillet, der ikke bør overses, er, at der er grænser for, hvad kandidatlandenes regeringer politisk kan holde til at acceptere fra EU’s side. Som det fremgår af tabellen her på siden er EU-begejstringen størst i Rumænien og Bulgarien. Det er tilfældigvis også de to lande, der er længst væk fra EU-optagelse. Faktisk er de slet ikke blandt de ti, der ventes at komme på plads i København.
I de 10 kandidatlandene har regeringerne gennem flere år ligget i benhårde forhandlinger med EU-Kommissionen, og gennem presse-rapporterne har befolkninger for længst lært, at der ikke gives ved dørene i Bruxelles. Med den hårde diskussion i EU-kredsen om landbrugspakken, der med det omstridte ’kun’ 25 procents-udspil allerede ligner en grov diskrimination med kandidatlandes øjne, er der lagt op til yderligere konfrontation i løbet af efteråret.
Med slet skjult adresse til Warszawa advarede EU-kommissær for udvidelsen Günter Verheugen ved fremlæggelsen af 25 procent-planen om, at det vil være direkte »forbryderisk«, hvis man i kandidatlandene blev ved med at foregøgle befolkningerne, at de har ret til 100 procent landbrugsstøtte fra første dag som EU-medlem.
Forbrydelsen er imidlertid allerede begået i mange lande, og selv om tallene over EU-begejstringen i øst stadig er nok til at sikre et ja i alle kandidatlandene, så siger disse tal også noget om, at der er grænser for, hvor langt EU kan gå.
Hvis der breder sig en opfattelse af, at EU i virkeligheden kun vil have kandidatlandene med som en slags halvvejs uønskede B-medlemmer, kan det give sår, der bliver svære at hele. Landene kommer allerede til at vente mindst to år på at komme med i ØMU’en efter deres EU-optagelse.
Det bliver en del af den danske regerings opgave at skabe tillid og bygge bro til ansøgerne. Her er Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller godt hjulpet af den brede folkelige opbakning til udvidelsen i Danmark, som kommissionsformand Romano Prodi påpegede tidligere i denne uge.
Men trods al velviljen så kan de danske ministre i sidste ende ikke love andres penge bort i historiens højtidelige navn. Der er med andre ord lagt op til en række svære, nervepirrende måneder, hvor Danmark skal vise, hvad vi har lært efter 30 år i EU om kunsten af få et internationalt samarbejde til at fungere.
Selv med den bedste evne og vilje ligger en hel del dog uden for Danmarks rækkevidde. Ud over svære forhandlinger om en ny EU-fiskeripolitik, byder efteråret også en gang tung irsk stuvning, når Irland for anden gang skal stemme om Nice-traktaten. Et ja er langt fra givet på forhånd. Og et nej vil kaste EU og Danmarks formandskab ud i en regulær krise uden oplagte udveje. Som EU-ambassadør Skytte Christoffersen siger: »Når jeg ikke kan sove om natten, tænker jeg på Irland.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu