Læsetid: 5 min.

Undersøgelse af en fascination

Ærlighed og sanselighed er de afgørende faktorer i Jørgen Leths kunstneriske arbejde. Det blev han sig bevidst under mødet med 60’ernes attituderelativisme
27. juni 2002

Litteratur
»Undervurderet. Han har en form, som er langt mere suveræn, end man tror.«
Med disse ord sammenfatter Per Højholt på Informations forespørgsel sin vurdering af digterkollegaen Jørgen Leth. For mere end en menneskealder siden var de to digtere nogle af hovedmændene bag tidsskriftet ta’, der i sidste halvdel af 60’erne katapulterede en generation af digtere mod radikalt nye flimrende skriftformer. Det var her, begreber som konkretisme, systemdigtning og attituderelativisme for første gang blev bragt til diskussion i Danmark.
»Der er noget meget udansk over det, Jørgen Leth skriver,« fortsætter Højholt og lader forstå, at dette ord – for en gangs skyld – skal forstås som en kompliment: »Jeg sætter stor pris på ham.«
Højholt, der for tiden hovedsaligt er beskæftiget med at følge VM, oplyser samtidig, at han ikke er ganske tilfreds med Leths portræt af fodboldspilleren Michael Laudrup.
Poesi og sport er tæt forbundne størrelser for digteren og filminstruktøren Jørgen Leth. Efter en lidt anonym debut i 1962 fik Leth sit kunstneriske gennembrud i 1967 med digtsamlingen Sportsdigte, der introducerede sportens univers af enkle, koordinerede bevægelser og detaljerede forløb som et nyt område for poetisk bearbejdelse. Dette skulle små 25 år senere bane vejen for Leths mere folkelige gennembrud som fabulerende cykelkommentator på TV 2.
Det gennemgående tema i Jørgen Leths forfatterskab, der i går udkom i samlet form under titlen Samlede digte, er imidlertid ikke sport, men mere grundlæggende: iagttagelse. For at noget kan få plads i hans digte, skal det have et korrelat i en sanset virkelighed.
»Jeg har altid haft det udgangspunkt, at jeg vil beskrive det, jeg kan se, og ikke det, jeg ikke kan se,« fortæller Leth.
»Det er en form for meditation for mig. Jeg har en stor tillid til, at ting kan forvandle sig i beskrivelsen. Det samme tror jeg på, når jeg laver film. Man skal tage udgangspunkt i sin egen opmærksomhed, i sine sanser og lukke alt andet ud end netop det, man har rettet sin opmærksomhed på. At vælge et perspektiv, indkredse, afgrænse et område og beskrive det. Det er mit credo.«

Attituderelativismen
Baggrunden for Jørgen Leths gennembrud som digter og filminstruktør skal man finde i forfatteren Hans-Jørgen Nielsens forkætrede begreb om attituderelativisme.
Da skodderne mellem fin- og populærkultur i midten af 60’erne for alvor begyndte at slå sprækker, lancerede Nielsen begrebet som et bud på, hvorledes man skulle agere i et kulturlandskab, der ikke længere hang sammen. For at favne kulturen i dens mangfoldighed, måtte man betjene sig af attituder og roller. Én attitude over for Beckett, en anden over for Batman, én på museet, en anden på stadion. Væk med den kulturkritiske mistænksomhed, ind med eklekticismens åbenhed.
– Hvad var det for en åbning, den unge Jørgen Leth så i attituderelativismen?
»Det var en udfrielse af den modernistiske verden og dens symbolbefængte univers. Det var en åbning til at se verden på en friere og mere legende måde. En åbning til nogle stofområder, som havde forbindelse til ens egne interesseområder. For mit vedkommende var det sporten, som man i modernismens verden dårligt kunne være bekendt.«
Sammen med Hans-Jørgen Nielsen, der langt senere skulle blive forfatter til Fodboldenglen, opdagede Leth, at sportens æstetik på en række områder harmonerede med attituderelativismen. Det handlede om spil, overflade, rolle og sekventiel iagttagelse.
»Akkurat som Amager var den grundlæggende barndomsoplevelse for Rifbjerg, som han livet igennem er vendt tilbage til, opdagede jeg, at jeg i sporten havde et stofområde, som jeg siden min barndom havde været fortrolig med, og som jeg kunne levendegøre og fortælle om. Samtidig ville jeg også gerne forstå, hvorfor det var fascinerende. Både som filmmand og som digter har det for mig ofte været et udgangspunkt at undersøge, hvorfor noget var fascinerende. Sige: hvorfor det? Hvor fører det hen? Lad os se, hvad der sker.«
– Sportsdigte var ikke ment som den gimmick, det af nogle blev set som?
»Nej, det var det sgu ikke. Det er en undersøgelse af en fascination. Det handlede for mig om at finde et autentisk stof, jeg vidste noget om. Hvis jeg skal sige noget, som er gennemgående, men måske banalt, så er det, at ærlighed er totalt afgørende. Ærlighed over for sit stof og sine impulser. Jeg kan kun lave film og skrive digte om ting, jeg interesser mig for. Og jeg måler gyldigheden af det, jeg har lavet på, om jeg kommer nogen steder med dem. Derfor tager jeg aldrig udgangspunkt i at ville belære verden om noget.«

Ærligheden er afgørende
»Det fik jeg meget på puklen for i 70’erne, hvor man gerne ville spænde kunsten for den ene og den anden vogn og mente, at kunsten skulle gøre noget for andre mennesker. At man skulle belære nogen om noget. Det var mig dybt fremmed,« fortæller Jørgen Leth.
»Du kan nok forestille dig, at det var et endnu større krav inden for dokumentarfilmen. Udgangspunktet var, at den, der laver dokumentarfilmen, ved, hvordan tingene burde være. Og det er et totalt anderledes udgangspunkt end mit.«
– Attituderelativismen var en måde at agere på snarere end en ideologi?
»Ja, for mig var det en praksis, ikke en dogmeerklæring. Der var ingen underskrifter. Vi var bare spontant enige.«
– Så meget desto mere besynderligt at attituderelativismens teoretiker så hurtigt skulle forvandle sig til en mere dogmatisk marxist...
»Det var jo sådan set en skuffende udvikling, at flere af dem, der var med i den enormt livsglade og muntre aktivitet, som vi havde omkring ABCinema, Eks-skolen, tidsskriftet ta’ og vores kollektive film, pludselig bakkede ud. Hans-Jørgen blev på et tidspunkt en agitator akkurat som Jean-Luc Godard gjorde. Godard var den store inspirator for mig med hele sin første vidunderlige række af film, hvorefter han pludselig forstener i et agitatorisk filmsprog, der er totalt uden liv. Det samme skete for Hans-Jørgen. Først nogle år senere blev han igen en god fortæller og en mand med sanseligheden i første række. Sanseligheden var røget i anden række i det øjeblik, hvor tingene skulle passe og bruges til at forklare andre mennesker, hvordan verden var indrettet.«
– Er det signifikant, at det var teoretikeren, der først faldt fra?
»Det er i hvert fald typisk, at det er Per Kirkeby og mig, der er dem, der er fortsat. For os var det et spørgsmål om praksis, ikke om teori. Kirkeby siger, at han er eklektiker, altså han kan bruge alt, hvad han kommer i nærheden af. Det gælder på en måde også for mig. Det hele er et spørgsmål om graden af ærlighed. Det er det, der er det styrende. Inspirationen kommer, som den kommer, alt efter hvordan jeg lige nu har indrettet mit liv, og hvordan min berøringsflade er. Men ærligheden og sanseligheden er det drivende og det stadigt tilstedeværende.«

FAKTA
Jørgen Leth
Jørgen Leth (f.1937), digter, dokumentarfilminstruktør, journalist, Tour de France-kommentator og æreskonsul på Haiti, hvor han gennem mange år har boet.
Hovedværkerne i det forfatterskab, der i går udkom på Gyldendal som Samlede digte, er Sportsdigte og Livet i ingenmandsland (begge 1967) samt Billedet forestiller (2000).
Selv om Leth i lange perioder har været mere produktiv som filmmand end som digter, fastholder han lyrikken som fundamentet for hele sin kunstneriske produktion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her