Læsetid: 3 min.

Et unikum

Alt var som det plejede – fraset et lidt blegt program, om end Superheroes var værd at skrive hjem om
29. juni 2002

Roskilde-festival
Det er Kim Larsens sang om de »smukke unge mennesker«, der rinder én i hu, da portene til arealet foran Orange Scene åbnes torsdag kl. 17 til dette års Roskilde Festival. Ind strømmer en broget blanding af det bedste og det værste fra en generation på vej mod en uvis fremtid i en multilkulturel, globaliseret virkelighed, der trods anslag fra diverse nationalchauvinistiske og hardline kristne kræfter
allerede er en realitet.
Men vi er netop på Roskilde for at glemme den formørkelse, der p.t. sænker sig over Europa – og dér gør den jyske sekstet med den karismatiske snurretop Thomas Troelsen som frontfigur fremragende fyldest. Dette lille seje jyske ensemble har over tre albums arbejdet sig op til toppen af dansk undergrundsmusik og selvom det forekom vovet at sætte orkestret til at åbne Store Scene i år, slap de fra opgaven med bravour. Uden at sætte charme, særart og nuancer overstyr. At gruppen benyttede lejligheden til at lancere sangene fra deres seneste cd – betitlet Superheroes – lå i kortene, og de mister live lidt af den udprægede 80’er-klang, de har på pladen. Heldigvis til fordel for en mere rå og rocket lyd, der slår fast, at de er et af de exceptionelt få rockbands man kan danse til!
Den 22-årige Thomas Troelsen er et unikum på en dansk scene i den forstand, at han er en af de få hjemmedyrkede kunstnere, som for alvor bruger kroppen som et instrument. Med smittende exhibitionisme og en på en dansk scene uhørt entusiasme er der ikke et trick fra bogen om sceneadfærd for rockkunstnere, han ikke benytter – springer, danser, hopper, falder, griner, bønfalder, maner, appellerer, skriger, hvisker, spiller op, kaster sig ud over scenen eller dejser om på samme, smider klunset og tér sig i det hele taget som en elskelig og troværdig blanding af Prince og Iggy Pop, vores helt egen lommeudgave af en Michael Jackson med rockdrømme. Bliver han ikke en stor, stor stjerne, er retfærdighed en by i Rusland.

Uskøn ratatouille
At den af spansktalende forældre franskfødte Manu Chao er blevet så stor som tilfældet er, står i lyset af hans koncert sammesteds et par timer senere til gengæld som en gåde. Hvorfor Deres udsendte da også udvandrede efter tre kvarter af den mest monotone, melodiforladte og intetsigende omgang agitpop længe hørt. Det blev efter sigende lidt bedre i koncertens anden halvdel, hvor der skulle være kommet et par melodier på bordet. Det mærkelige er, at når man lytter til Chaos seneste album Proxima Estacion: Esperanza, så fungerer hans flersproglige og udpræget multikulturelle udtryk smukt, mens musikken spiller og opnåede her i huset status som Plade Til Alle Lejligheder, ikke mindst grundet det smukke hit, »Me Gustas Tu«.
På scenen stod de tre første kvarter desværre på et bastant og unuanceret udtryk, hvor elementer af ska, punk, reggae, fransk musette-fækomdik og hiphop garneret med fodboldslagsangsagtige råbekor udgjorde den mest uigennemtrængelige og uskønne portion musikalsk ratatouille længe hørt. Det skal i samme åndedrag tilføjes at publikum var ellevilde og teede sig som om at Chao var svaret på deres kaffebønner. Deres udsendte nåede til gengæld lige – efter en detour rundt om det håbløse Bollwood Brass Band – at høre et par numre fra den svenske duo Hederod & Hellbergs lavmælte, effektive og sikre sæt andetsteds på pladsen, hvilket kun endnu engang slog fast, at man ikke på forhånd kan vide, hvad der er værd at gå efter, før man befinder sig på pladsen. Men hvis ikke man kan lade tilfældet og den pludselige indskydelse råde på Roskilde, hvor så?

*Superheroes, Orange Scene, torsdag
*Manu Chao, Orange Scene, tordag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her