Læsetid: 4 min.

Universiteter i pardans

Langt hen ad vejen er universiteterne allerede i gang med den udvikling, som regeringens store reform skulle sparke i gang. Rektorerne går ivrigt forrest, mens forskerne er mere skeptiske
4. juni 2002

Langt hen ad vejen er universiteterne allerede i gang med den udvikling, som regeringens store reform skulle sparke i gang. Rektorerne går ivrigt forrest,
mens forskerne er mere skeptiske

Det er helt efter bogen, når Folketingets partier i dag mødes med videnskabsminister Helge Sander (V) for at drøfte regeringens »overvejelser« om indholdet af en kommende universitetsreform.
Efter ministerens rundrejse til de 11 danske universiteter og universiteternes egne skriftlige tilbagemeldinger om de ændringer, regeringen ønsker – selveje, ekstern ledet bestyrelse, ansatte ledere og en reform af uddannelserne – skal partiernes synspunkter bøjes mod hinanden, inden et lovforslag fremlægges i Folketingssalen til efteråret.
Sådan sikrer en minister, der har et bredt universitetsforlig som succeskriterium for sine forhandlingsevner, at hans endelige lovforslag kommer uden om de store prestigetab i pressen, når forslaget præsenteres.
Socialdemokratiet ser gerne, at universiteterne udstyres med eksternt ledede bestyrelser og ansatte ledere for at styrke samarbejdet med erhvervslivet. Hvis partiet står ved sit eget udspil fra sidste år, behøver Sander i hvert fald ikke at nøjes med Dansk Folkeparti som eneste forligspartner, hvilket hidtil har været traditionen for VK-regeringen.

Men uanset at de politiske partier i den kommende tid vil spille med de politiske muskler over for hinanden og universiteterne, er de danske universiteter faktisk allerede i fuld gang med et udviklingsarbejde på mange af de områder, hvor politikerne ønsker forandringer.
I de seneste måneder har der foregået en intens debat om ny ledelse på universiteterne. Rektorerne ønsker som politikerne en mere professionel ledelse. Det sker i erkendelse af, at universitetets opgave er blevet større og vigtigere i videnssamfundet, hvor konkurrencen på netop viden og formidling af denne bliver stadig mere intens.
Derfor er universiteterne nødt til at have en stærk ledelse, der kan overskue en stor virksomhed med store budgetter, hvad angår økonomistyring, administration og personaleudvikling.
Det samme gælder udviklingen af uddannelserne.
Regeringen ser gerne, at det på kandidatuddannelserne bliver nemmere at vælge sig ind på et karrierespor, som fører videre til beskæftigelse som enten gymnasielærer, forsker eller akademiker i erhvervslivet. Samt at mindre fag slås sammen med henblik på effektivisering og sikring af den forsknings- og undervisningsmæssige kvalitet.
Også her er universiteterne i fuld gang med sammenlægninger og strukturreformer.

Den reform af universiteterne, som Helge Sander har kaldt »den største, siden Københavns Universitet blev åbnet i 1479« er altså spurtet afsted – uden om de reformivrige politikere, der, når ret skal være ret, derfor ikke kan bryste sig af egenhændigt at have fået sat skik på den ustyrlige videnskab.
Hvor meget rektorerne har set skriften på væggen, er svært at afgøre.
Hvad angår regeringens planer om at lade universiteterne overgå til selveje – dvs. at lade dem overtage ejerskabet af de bygninger, de nu lejer sig ind i hos staten – er disse p.t. lagt på køl pga. af det selvejende Danmarks Tekniske Universitets (DTU) økonomiske problemer.
Ifølge dagbladet Politiken har Helge Sander erkendt, at erfaringerne fra DTU viser, hvor kompliceret det er at overgå til selveje. »Universiteterne skal have mere tid til at analysere deres økonomiske forhold til bunds, før de overtager deres egne bygninger,« siger ministeren.
Flere rektorer betakker sig for at få en bestyrelse med flertal af eksterne medlemmer, der skal ansætte rektor og dekaner, eller ansatte ledere (andre, f.eks. Syddansk Universitets rektorat, ønsker begge dele). Men de største holdningsforskelle findes mellem ansatte forskere og til dels de studerende på den ene side og rektorer samt politiske partier på den anden.
Den almindelige forsker er bange for, at folk udefra »med forstand på salg af skjorter og vaskemaskiner«, men uden fagligt kendskab til forskningens væsen skal overtage styringen og sætte forskningens uafhængighed over styr. Derfor skal institutbestyrere, dekaner og rektorer forsat vælges af ansatte og studerende, mener de.
Andre henviser til sygehusene, hvor den såkaldte djøf’icering skulle betyde, at fagligt indsigtsfulde læger angiveligt er underordnet økonomer og bureaukrater.
Men rektorerne har i højere grad end forskerne indset, at skal de offentlige investeringer komme forskning og uddannelse til gode og universiteterne tunes til den øgede konkurrence og behovet for viden, er de også nødt til at skabe fornyelse, mere kvalitet og fleksibilitet samt være leveringsdygtige i de kandidater, samfund og erhvervsliv efterspørger.
Forskningens uafhængighed
er i den forbindelse hverken ressourcestærk, når det gælder politisk indflydelse, eller det man kalder tidsånd.

Universitetsrektorerne håber, at der følger stærkt tiltrængte bevillinger med, hvis de kan retfærdiggøre, at pengene bliver brugt på den bedste måde. Derfor indgik de i sin tid de såkaldte udviklingskontrakter mellem det daværende Forskningsministerium og det enkelte universitet, der i detajler beskriver universiteters målsætninger.
I kampen for øgede bevillinger har rektorkollegiet – universiteternes samarbejdsorgan – oprustet med en ny publikation, der i tal og grafer bl.a. illustrerer de faldende danske investeringer i forskning og videregående uddannelse sammenlignet med andre OECD-lande.
Tallene er på ingen måde nye i debatten, men visse pædagogiske sammenstillinger fænger. Som f.eks. at Københavns Universitet investerer 20.407 kroner i en studerende, mens Harvard University og Stanford University i USA bruger omkring 212.000 kroner pr. studerende. Sverige bruger næsten dobbelt så mange penge pr. studerende som Danmark.
På EU-topmødet i Barcelona tidligere på året forpligtigede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig til, at Danmark i 2010 skal op på at afsætte tre procent af BNP til forskning.
Hvor meget der skal hentes på Venstres krav om forsatte effektiviseringer og sammenlægninger af sektorforskningsinstitutioner, fag osv., og hvor meget der bliver reelle saltvandsindsprøjtninger, er et vigtigt, men endnu højst uafklaret spørgsmål for universiteterne.
Uanset hvor meget politikerne gerne vil holde fokus på omkostningsfrie omstruktureringer og kvalitetsforbedringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu