Læsetid: 4 min.

Usikkerhed præger fransk valg

Et stort udbud af kandidater truer højrefløjens ellers sikre sejr ved valget på søndag
6. juni 2002

PARIS – Trods almindelige forventninger om en højresejr står man over for et ualmindelig uforudsigeligt valg i Frankrig på søndag, fordi antallet af kandidater til første runde af nationalforsamingsvalget slår alle rekorder.
Med den mulige spredning af stemmerne kan resultatet blive en parallel til præsidentvalget, hvor der også var et rekordstort antal kandidater (16): forholdsvis lav tilslutning til de store partier og det hidtil bedste resultat for ultrahøjrepartiet Front National.
Der er 8.455 kandidater –30 procent flere end i 1997 – dvs. 15 i gennemsnit pr. valgkreds. Det store antal skyldes til dels, at loven om statstilskud til partierne (ca. 12 kr. pr. vælger) opmuntrer useriøse grupper til at opstille kandidater for pengenes skyld.
Vælgerne skal ikke bare vælge mellem de kendte partier, men mellem seks partier inden for det demokratiske højre, fem fra det demokratiske venstre, fem fra det yderste venstre, ni fra miljøbevægelsen, seks lister for forskellige lobbyer – foruden regionalister, jægere m.v.
Det yderste højre udmærker sig ved at optræde forholdsvis samlet, idet Jean-Marie Le Pens store parti, Front National, kun har konkurrence fra Bruno Mégrets lille udbryderparti, MNR.
Meningsmålingerne og resultatet af præsidentvalget peger i retning af en sejr for det demokratiske højre – de partier, der støtter Jacques Chirac – mens venstrefløjen er i mindretal. Men Front Nationals stærke stilling og spredningen af stemmerne på mange lister skaber stor usikkerhed om resultatet.
Omhyggelige beregninger tyder på, at Front National i over halvdelen af de 577 valgkredse vil få stemmer nok til at deltage i valgets anden runde den 16. juni. Der bliver ikke alene en række trekantopgør mellem højre, venstre og det yderste højre, men også en lang række dueller, hvor den ene part er Front National. Stemningen i Chiracs lejr tyder på, at man her vil være utilbøjelig til at følge officielle paroler om at stemme på en socialistisk eller kommunistisk kandidat i de tilfælde, hvor det er nødvendigt for at slå Front National.
Teoretisk kan Front Nationals styrke og de deraf følgende trekantopgør favorisere en sejr for socialisterne og deres allierede på bekostning af det demokratiske højre – som det var tilfældet i 1997. Men med den store spredning af stemmerne og det forventede store antal dueller med Front National i anden runde er virkningen af det yderste højres styrke blevet mere uberegnelig.

Kompliceret system
Det komplicerede franske valgsystem med to runder bevirker, at mulighederne er mangfoldige. Normalt skal en kandidat opnå 12,5 procent af de stemmeberettigedes stemmer (dvs. en betydelig højere procent af de afgivne stemmer, hvis valgdeltagelsen er lav) for at kunne deltage i anden runde. Hvis kun én kandidat når op over denne procent, har også den næstbedst placerede kandidat ret til at deltage i anden runde. Hvis ingen kandidat når op over 12,5 procent- grænsen, har de to bedst placerede ret til at stille op i anden runde. Spredningen af stemmerne ved det nu forestående valg øger sandsynligheden for disse situationer. Deraf de mange muligheder for trekantopgør – og dueller i varierende sammensætning – i anden runde.

I højres favør
Meningsmålingerne er klart i højres favør, og den nye premierminister, Jean-Pierre Raffarin, er tilsyneladende populær med en tilslutning i befolkningen på omkring 60 procent. Det skyldes måske mindre regeringens demonstrative signaler om bekæmpelse af kriminaliteten og løfter om skattelettelser end Raffarins image som konsensuel og provinsiel repræsentant for ’et andet Frankrig’.
Han opfattes som modpol til det elitære og Paris-centrerede styre, som vælgerne synes at have fordømt ved præsidentvalgets første runde, da de svigtede de etablerede partier til fordel for ekstremister og populister – eller valgte sofaen.
Chirac synes således at have været heldig med valget af Raffarin, og det er også lykkedes ham at sammensætte en regering, der gør sig bemærket ved mange nye ansigter. I øvrigt har valgkampen en lav profil og udkæmpes fortrinsvis på det lokale plan ude i valgkredsene. På det nationale plan er de store partier i defensiven, efter at vælgerne gav dem en hård medfart den 21. april. Til venstre led regeringspartierne med socialisterne i spidsen et klart nederlag, og de har ikke haft tid til at sunde sig og udfylde tomrummet i toppen efter Lionel Jospins bratte afgang. Til højre måtte Chirac nøjes med 19,8 procent af stemmerne, et ydmygende lavt resultat, som er bundrekord for en siddende præsident.
Befolkningen viser ikke nogen større interesse for valgkampen, der i nogen grad overskygges af fodbold-VM. Muskelsprængningen i Zidanes lår og det franske nederlag til Senegal er begivenheder, der behandles i medierne som en national krise – med endeløse reportager og kommentarer i tv. Det politiske liv trænges i baggrunden.
Det har heller ikke vakt større opsigt, at Le Monde har offentliggjort nye og detaljerede vidnesbyrd om, at Jean-Marie Le Pen i 1957 som fransk officer i Algeriet var med til at torturere algeriske frihedskæmpere. Men det er også et emne, der er blevet diskuteret mange gange, siden historikeren Pierre Vidal-Naquet for 40 år siden første gang offentliggjorde vidnesbyrd om det kapitel i Le Pens fortid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her