Læsetid: 5 min.

Utopien er kuglerund

Klaphatten af for det danske landshold, men fodboldhjertet slår for Brasilien VM 2002
15. juni 2002

Klaphatten af for det danske landshold, men fodboldhjertet slår for Brasilien
VM 2002

Det er altid tankevækkende og interessant med en diskussion om vigtigheden af fodbold, målt med livets andre store spørgsmål såsom børneopdragelse, EU-udvidelsen og Baroloens kvalitative forfald. Bare ikke lige nu, vel? Nu fylder og forlænger fodbold øjeblikket. Det behøver man ikke have boldøje for at kunne se. Og det hjælper altid på klarsynet, at Danmark har kvalificeret sig til de ottendedelsfinaler, der tages hul på i dag med Danmarks kamp mod spillets moder, England. Den kollektive klaphat, der p.t. er trukket godt ned over øjnene, gør det let at overse, at den danske succes ikke er af den slags, der får fodboldhjerter til at slå i dobbelt takt.
Fodbold er og bliver en magisk balanceakt mellem spontaneitet og struktur. Det er spil, der er som kærlighed: Det handler både om at holde ud, men mest af alt om at holde af og med. Uden det sidste, kan det være lige meget med det første. Og det nuværende danske landshold er ikke ét, hvis spil man forelsker sig i.

Træmand og diplomat
Med en diplomuddannet træmand som træner og en afglidende diplomat som hans assistent er holdets anatomi givet på forhånd. Her er ikke grobund for individualisme. Og da vi helt åbenlyst ikke har den spillertype, der, som i sin tid Michael eller Brian Laudrup, har en vild kærlighedsaffære kørende med den runde kugle, har vi valgt at sige, at det vel nok er godt, at vi har et hold. Som om man kan elske et hold ... man kan respektere det, glæde sig over at se det fungere netop som hold (for det gør det!), men elske det? Jeg holder med Danmark – selvfølgelig – men selv om det tangerer landsforræderi, må det være tilladt at indsparke nogle indvendinger.
Det danske hold er naturforskelligt fra det spektakulære 80’er-hold, og har endnu ikke vist de samme kvaliteter i retning af artistisk kontrolleret kontraspil, som EM-holdet fra ’92, der ellers er det nærmest sammenlignelige. Ja, Olsen Banden spiller endda mere defensivt end Ricardo-holdet – selv om træneren indigneret afviser, at opstillingen er 4-5-1, skønt enhver ved simpel optælling kan konstatere, at sådan forholder det sig. Er det sådan den danske folkesjæl er – defensiv, indelukket og gearet til at give gennemsnitligheden vindervilkår med en enkelt opportunist up front? Ja, når man læser Janteloven og udlændingedebatten skulle man tro det. Enere har ikke meget spillerum her til lands. I stedet for enere har det danske landshold derfor typer.
Nogle af dem er gode, f.eks. målmand Thomas Sørensen, som kun har en svaghed: Han skiller sig dårligt af med bolden ved udspark. Martin Laursen fra Fårvang er en stjerne in spe, især efter at han er begyndt at tænke over, hvad bolden kan bruges til, efter at han har erobret den. En Stig Tøfting har ethvert hold brug for. Han virker frygtindgydende autoritativ, også når han ikke er det. Derimod har Thomas Gravesen til gode at udfolde sig mere på banen end i avisen. Det samme har sæsontrætte Rene Henriksen.
Ebbe Sand får ikke meget at arbejde med, og har indtil videre ikke kunnet noget selv. Jesper Grønkjær har én finte, og så længe de andre går på den, går den. Dennis Rommedahl scorede mod Frankrig, og alt blev han tilgivet. Må det samme ske for Martin Jørgensen, den måske mest boldbegavede danske spiller. Sammen med Jon Dahl Tomasson. Han besidder i sine mest overbevisende øjeblikke den legende, adrætte lethed og egoisme, der afgør en kamp og får os til at huske, at fodbold ikke kun afgøres på taktikclipboardet. Samtidig er han så international, at han ved, at beskidte tricks gælder så længe de ikke bliver opdaget. Hans realpolitiske rykken-sig-fri af den franske forsvarer ved at hive denne i blusen gav os en 2-0 sejr, men havde afstedkommet et nationalt ramaskrig, hvis det havde forholdt sig omvendt.
Jamen, hvorfor slog vi så Frankrig? Eller rettere: Hvorfor fik vi Frankrig til at slå sig selv? Og hvorfor kan det gentage sig mod England? Af de samme grunde som Sverige de facto-eliminerede Argentina. Selvfølelse er både fodboldspillets salt og dets fjende. Franskmændene glemte, at de havde et stjernebesat hold, og fokuserede som besatte kun på Zidane. Argentinerne glemte, at man ikke kan vinde en fodboldkamp på traditionens inerti eller på at rende rundt og ligne stjerner.

Brasiliansk lyrik
Det nøjes Brasilien ikke med. Ganske vist har holdet været i den svagest sammensatte gruppe, men for et hold, der kun med det yderste af tåen kom med til VM, må det være en forløsning at se tilbage på de indledende kampe, hvor brasserne har spillet så man mindes Eduardo Galleanos ord om, hvad det er fodboldidolet kan gøre med bolden: »Bolden opsøger, genkender ham, behøver ham. På hans vrist hviler hun og lader sig vugge. Han får hende til at stråle og til at tale, og igennem denne snak på tomandshånd kommunikerer millioner af stumme ...«
Sådan spiller Rivaldo, sådan spiller Roberto Carlos, sådan spiller den genopstandne Ronaldo. Os fantasticos, stod der på et banner. Må de blive ved at spille sådan, også når de møder mere jævnbyrdige modstandere.
Et billede nægter at lade sig erstatte: Det var i torsdagens underholdningsmættede 5-2- kamp mod Costa Rica. Linjevogteren smilede nærmest bedrøvet-undskyldende over, at han havde været nødt til at dømme et opspil offside. Som om han beklagede, at fodboldreglerne var alt for prosaiske til den brasilianske lyrik.
På mit natbord ligger en tyk bog, Futebol – The Brazilean Way, som fortæller, at brasilianerne ikke har spillet sambabold siden 1970, og at barfodsbold længe har været forbudt på Copacabana. Den bog har dette hold ikke læst!
Bortset fra det mildt overraskende og befriende brasilianske comeback har dette VM ikke intoneret nye tendenser. Ok, fodboldeksperter har talt stolpe ud og stolpe ind, så man skulle tro, det var afgørende forskelle, og ikke nuancer, der skilte holdene, men det er nu engang deres arbejde. Sandheden er dog, at også fodbolden mærker globaliseringen. For nogle VM-turneringer siden talte man ellers meget om, at nu truede det afrikanske gennembrud lige om hjørnet. I år taler man om det asiatiske ditto, symboliseret ved de japanske Duracell-driblere.
Vel gav Nigeria og Cameroun i sin tid en tiltrængt udluftning i fodboldlogen, men de landes topspillere lever i dag af at spille i europæiske klubber med den professionaliserede uniformering, det medfører. F.eks. er der ikke noget særligt senegalesisk over Senegals landshold, hvis spillere alle spiller i Frankrig, og de toneangivende japanere spiller i bl.a. Parma. De er gode, men uden den nationale egenart, som kun Brasilien gennemlyses af.
Det gør det ikke til et dårligt VM so far, men det er først nu turneringen starter. Så fuck tysk funktionærfodbold og engelsk møverminimalisme, uanset specialarbejdere som David Beckham, og lad os glæde os til kvartfinalen, hvor Danmark kan møde Brasilien i en firfarvet bekræftelse af, at utopien er rund som en fodbold, og er sponsoreret, ikke af Adidas, men af kærligheden til alt det tragiske, vidunderlige og fremtidsåbnende, spillet kan give den, der kommer det i møde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her