Læsetid: 3 min.

Vandfantom forhindrer forlis

Wagners opera ’Den Flyvende Hollænder’ reddet af gæstesolist med det forpligtende navn Grundheber, der hævede det musikalske niveau i Tivolis Koncertsal
29. juni 2002

Opera
Kaptajn Nautilus alias Franz Grundheber som Hollænderen i Wagners opera Den Flyvende Hollænder bragte værket om spøgelsesskibet i sikker havn. Grundheber var simpelthen et niveau over alle andre. Hvor de øvrige solister havde øjnene klistret til noderne, kunne Grundheber bevæge sig frit på scenen idet musikken allerede var lagret inde bag øjnene. Det gav en frihed og et overskud, som gav rum til dybdeboringer i personkarakteristikken og prægning af den vokale udtrykskraft.
Optakten lovede godt. Tivolis Symfoniorkester under Walter Weller satte forestillingen i gang med et forspil, der var afstemt i forhold til Wagners ønske om Allegro con brio. Hurtigt og fejende flot. Tivolisymfonikerne hører ikke til i forreste geled i den danske orkesterformation, men kan på en god dag rykke frem og spille bedre end det tror. En Weller-type kan i denne sammenhæng gøre underværker.
Efter den sprudlende indledning skal vi forestille os at være på Norges sydkyst, hvor søkaptajnen Daland har søgt ly af stormen. Der kastes anker og pludselig dukker Hollænderens skib op som følge af syvårsreglen, der giver tilladelse til kaptajnens landgang for at søge frelse i skikkelse af en kvinde, der vil være ham evig tro.
Skibsfører Daland, her sunget af Stephen Milling, og Hollænderen kommer i snak. Tilfældigvis har Daland en ung giftefærdig datter, hvilket kan vise sig at være redningen for spøgelsesskibets kaptajn. Skæbnen vil, at datteren, Senta, faktisk allerede har drømt om den hollandske søfarer, endskønt hun er på kanten til at have noget kørende med jægeren Erik.
Den alvorstunge Hollænder liver op, da Daland fortæller dette. Men han kan ikke stille noget op over for den lidt for markerede buffo-karakter, som Stephen Milling tilføjer Daland-karakteren. Som forestillingen skred frem, troede man mere, at historien handlede om den festlige skonnert, der ligger for anker ude i Tivolis have. Milling lavede syngespil og Grundheber lavede i hver eneste tone højspændt drama, der udstillede håb, tragedie og forelskelse på en så grandios måde, at personerne omkring ham virkede underligt kejtede.

Enten Weller
Forestillingen havde indbragt et kor med det stolte navn The Royal Scottish National Orchestra Chorus. Weller var chefdirigent og kunstnerisk leder af Royal Scottish National Orchestra fra 1992-1997, og det er vel tænkeligt, at han har slået et slag for korets medvirken i Tivoli. Om koristerne kan siges, at de var fantastisk entusiastiske og ellers ydede en præstation, der svarer til et mellemgodt dansk amatørkor.
Inga Nielsen blev som Senta bedre og bedre gennem opførelsen. Fra at være noget bleg og uprofileret i mellemlejet i begyndelsen blev hun i 3. akt decideret god. Hun står som nævnt i en slags næsten-forhold til jægeren Erik, som blev sunget af hollænderen Albert Bonnema. Jeg forsøgte at få sangeren på scenen til at ligne billedet af den venligt udseende Albert Bonnema i programhæftet. Hvorom alting er sang den rigtige Bonnema indimellem med en ganske sprød stemme, godt med metal og timbre i toppen, men også i pressede situationer som om han havde glemt sangermusklen og i stedet tog råbe-presse-
musklen i brug. Danske Niels Jørgen Riis sang Dalands styrmand. Det gjorde han også på Det Kgl. Teater som nyuddannet fra Operaakademiet i 1998. Ikke dårlig var hans performance denne aften, men ved siden af Millings trods alt prægtige og voluminøse stemme og Grundhebers dominans i alle ender og kanter, måtte Riis’ henvendelse blive lidt bleg.
Anledningen til denne festkoncert var fejringen af Ny Carlsberg Fondets 100 års jubilæum. Den næsten fyldte sal udviste med god grund begejstring over opførelsen, der ikke forliste på grund af orkester, dirigent og især en enkelt solist.

*Tivolis Symfoniorkester, solister og The Royal Scottish National Orchestra Chorus under ledelse af Walter Weller. Tivolis Koncertsal torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu