Læsetid: 5 min.

Verdens pause

Fodbold-VM er kun en illusorisk pause. For imens står hele verden over for en ny krig i Mellemøsten og over for et helt nyt våben, som består af menneskebomber mod civile
14. juni 2002

Qlummen
Man må sige at det var et intuitivt valg«, forlyder det at en af min mands venner sagde i telefonen forleden, med henvisning til at jeg for nogle år siden tog skridtet og slog mig ned i Paris – hos en franskmand.
Egentlig ville vennen blot invitere til fodbold-fjernsyn, men så havde han også lige læst dagens Le Monde, og sandt er det jo at danne-
vang’ske begivenheder kun sjældent optræder i spalterne, men dansk immigrationspolitik’ p.t. kan altså få bade franske journalister og gode venner op på dupperne.
»Landet, der overtager Unions-formandskabet den 1. juli, ønsker at udgøre et eksempel for de andre lande«, stod der i overskriften, og så var det hele ellers med:
Stramning af reglerne for henholdsvis familiesammenføring, statsborgerskab, og asylansøger-status – via snurrige foranstaltninger med forsørgelsesforpligtelse overfor de nyankomne sammenførte, 24-års grænse for indgåelse af ægteskab med en udlænding, og annulering af ’de facto’-flygtningebegrebet.
’Flere tusinde færre udlændinge’ står »den xenofobe leder af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard« citeret for at have sagt, og som kronen på værket skal der stik imod Schengen-aftalen genindføres grænsekontrol under formandskabet »for at sikre lov og orden«.
Ja, ’ordnung muss sein’ og det er blandt andet derfor, at man nu – i dagene op til valget af en fransk førsteminister – undersøger en række helt nye vidnesbyrd vedrørende Le Pen’s deltagelse i torturhandlinger i Algeriet i slutningen af 1950’erne. Der skal ikke løbes nogen som helst risiko, der bare minder om den, der placerede Le Pen på andenpladsen i første runde af præsidentvalget i april måned.
Ikke engang et så ellers upolitisk væsen som landets elskede fodboldhelt Zidane har været uberørt af den truende tragedie. Inden anden runde deltog den algeriske invandrerdreng fra en forstad til Marseille, på sin helt egen måde i den folkelige mobilisering for demokratiet ved at advare mod det værste på sin egen stille og indtrængende måde.

Zinedine Zidane – prøv bare at udtale dette navn – og man bliver straks forført ind i denne blide kraftfuldhed, der både karakteriserer hans spil på banen og hans optræden i medierne. For et par uger siden så vi ham til fjernsynstransmitteret galla-aften, hvor de mest elskede franske kunstnere sang deres største hits for ham som en slags velsignelse inden Seoul-trommerne satte ind. Selv Celine Dion havde efterladt babyen i Quebec for at præstere en helt speciel hymne.
Og Zinedine smilede dertil og fremkom med venlige og uprætentiøse kommentarer. Den fodboldhelt er bare så sød, synes vi allesammen. Kort efter fløj han mod øst og blev skadet under en træ-ningskamp, så han ikke kunne spille mod Senegal. Min fodbold-knowhow er alt, alt for minimal til at vurdere, om det var afgørende for udfaldet. Men på det psykologiske-symbolske-metafysiske-overtroiske plan var der ingen tvivl.
Den senegalesiske jubel fra Marseilles gader og stræder nåede da også hurtigt op til hovedstaden. Om der blev danset den nat? En diplomatisk indstillet senegalesisk indvandrer udtalte, at han var blevet glad, ligegyldig hvem der havde vundet kampen. »De er jo vores fætre,« sagde han overbevisende generøst om det franske landshold, mens en kraftig kvinde i 50’erne i farvestrålende festkjole forklarede, at årsagen til den senegalesiske sejr ikke skyldtes marabou’ernes magi – hvad man ellers skulle tro – men udelukkende spillernes egen styrke.

I dagene op til Danmark-Frankrig kampen i tirsdags var det virkelig sjovt at være dansk minoritet i Paris. »Må den bedste vinde,« sagde en fransk håndværker lidt nervøst til mig inden kampen, da jeg indviede ham i min etnisk funderede helt oplagte support til det danske hold. – Men ikke engang søde Zidane kunne noget den dag, og herefter blev der meget, meget stille i hele byen, bortset fra Det Danske Hus på Champs-Elysées, hvor festen vist slet ikke er forbi endnu.
Ja, det kunne se ud som om verden holder pause i disse uger med deres helt anderledes kampe; selv min bulldozer-chef, der ikke slipper det daglige tag før ved ni-ti-tiden om aftenen, smider hyppigt skoene og kaster sig foran et fjernsyn, som jeg opdagede pludselig var dukket op på hans kontor. Når jeg ser ham sidde og huje i strømpefødder foran skærmen, stryger jeg nærmest per refleks hen og henter kolde øller i kantinen.

Men dette bold-orgie er selvfølgelig kun en illusorisk pause. For imens står hele verden overfor en ny krig i Mellemøsten og overfor et helt nyt vå-
ben som består af menneskebomber mod civile. Den franske filosof, Bernard-Henri Levy, siger at israelerne nu kan vælge mellem flere strategier:
Den militære løsning, måske uafvendelig, når alt kommer til alt. Ingen stat i verden kan acceptere at se hundredevis af sine borgere blive myrdet på denne måde uden at ripostere. Men den er utilstrækkelig. Over tid bliver den effektløs. Ud over at man ikke rigtig kan se, hvorfor den berettigede kamp mod terrorisme gjorde det nødvendigt at ødelægge bygninger, infrastruktur, og harddiskene i visse af den palæstinensiske autoritets ministerier, er det meget naivt at tro, at man ved hjælp af F16-fly og kanoner kan tilintetgøre det had, som lever i hundreder, i morgen tusinder, af mænd, kvinder og nogle gange børn, der tror, de kommer i paradis ved at dræbe jøder.
Der er også et andet land, som lever under truslen fra menneskebomberne.
Israelerne kender dette land, siger Levy, for det er deres allierede og de sælger fly til det. Sri Lanka hedder det; stakkels Sri Lanka, som i 25 år, på trods af et konstant militært modpres, har levet under samme trussel fra menneskebomber, som er et forfærdeligt, næsten fatalt våben, der ikke kan optræde i en nogen som helst form for militærparade.
Og så er der den løsning, som hedder fred. Det er en løsning, der kommer fra dem som – på trods af alle de døde, på trods af blodbadet, der adskiller dem en lille smule mere hver dag – via deres palæstinenske mæglere er klar til at begynde helt forfra, at skrue helt tilbage til start som om intet var hændt, og gribe fat om forhandlingens, dialogens, og den stille tilnærmelses vandringstav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu