Essay
At forbavses, at undre sig, er begyndelsen til at forstå,« skrev den spanske filosof José Ortega y Gasset i sin bog Massernes oprør i 1931, dengang da Europas masser for alvor satte sig i bevægelse for siden at blive opfanget af glødende demagoger, nationalister og nazister.
Det var året efter det første fodbold-VM i Uruguay i 1930. Den elitære Ortega y Gasset forsøgte dog at distancere sig fra det folkelige spil.
»Forundring hører til de forbudte glæder for fodboldspilleren; til gengæld hensætter den den intellektuelle i konstant tilstand af visionær beruselse,« fastslog han.
I bogen Fever Pitch, som forfatteren Nick Hornby skrev i 1982 om sit liv som passioneret Arsenal-fan, gav han nærmest den elitære filosof ret: »Sandheden er ganske enkel: I en stor del af en helt almindelig dag er jeg den perfekte idiot.«
Fodbold udelukker hverken idioter eller æggehoveder, men spillet ville næppe overleve ret længe, hvis det blev ført ud i ekstremerne: Enten af testeron-oppumpede spillere som Hollands-midtbaneløber, Edgar Davis, eller styret af folk som Norges eks-landstræner Egil Olsen, der tænkte spillet ihjel med sin defensive pindsvinetaktik.
Fodbold er naturligvis også taktik, udholdenhed, fysisk forberedelse og lidelse, men uden fantasi, lidenskab og intelligens ville det ikke være værd at se på eller sjovt for nye generationer af børn at spille.
Det er et spil med simple regler og koder, der kan oversættes umiddelbart til alle kulturer. Nogle historikere har hævdet, at fodboldspillet oprindeligt stammer helt tilbage til det Tsu-Chu spillet, som kineserne praktiserede allerede i det 2. århundrede efter Kristi fødsel, men datidens bambusmål var kun 30-40 centimeter brede. Også de gamle grækere, romerne og gallerne har dyrket boldspil med ben og hænder længe før vor tid.
På Shakespeares tid begyndte englænderne at dyrke et spil, der til forveksling kunne ligne fodbold. Men den moderne fodbold tog først for alvor form fra midten af det 19. århundrede, hvor englænderne satte det i system, gav det ensartede regler og fik det eksporteret til selv fjerne afkroge af det britiske imperium. Og efter radio og siden tv gjorde sit indtog i løbet af det 20. århundrede blev fodbold til en massesport i Europa og Sydamerika.
Fodbolden har løbet sit sejrstog over hele kloden, så selv barfodede børn i fattige afrikanske landsbyer og drenge i kinesiske kommuner øver sig på dåser, tøjklude, og hvad de nu kan få fat i som bold. Nogle af dem løber sikkert rundt med drømmen om en dag at spille sig ud af fattigdommen, som Rivaldo, Ronaldo og Zidane har gjort.
Finalen under fodbold-VM i Frankrig i 1998 blev set af over en milliard mennesker på hele kloden og de akkumulerede seertal under den turnering nåede op på 34 milliarder seere. Uden et stort mål af forundring og fascination havde fodbolden aldrig fået så stor tiltrækningskraft på menneskeheden. VM i Japan/Korea vil udvide de tilskuende masser, når der zoomes ind på 32 nationer, der udkæmper drabelige slag på grønsværen. Folkene i 196 lande vil følge med på tv, der transmitterer live fra de nybyggede japanske og koreanske stadioner, hvoraf de smukkeste er arkitektonisk inspireret af svaner, måner, samuraihjelme og koreanske drager.
I mange lande vil uret blive sat i stå, mens masserne følger nysgerrigt med. I Italien har Pirelli-koncernen installeret fjernsynskærme i sine 17 fabrikker, for at arbejderne kan følge de afgørende VM-kampe, og tyske Siemens har lovet at sende alle kampe via selskabets intranet ud til medarbejdernes computere. Og engelske økonomer har beregnet, at VM vil skære 0,3 procent af det britiske bruttonationalprodukt, fordi det vil ændre folks lokale drikkevaner, arbejdsmønster og dermed også makroøkonomien.
Hvis ikke det er bevis nok på fodboldens fascinationskraft på tværs af alle samfundslag og kulturer, hvad er så?
Fodboldspillets skønhed og dets bevægende drama kan være svær at forklare for personer, der aldrig har rørt en læderkugle og betragter det som rent idioti, at 22 spillere slås om en bold i stedet for at få en hver. Indtil personen har set det. For alvor. Ikke bare ved at lade sig nøje med at studere spillernes muskler og kropsfigur, som var det bevægelige skulpturer til beskuelse og fornøjelse.
Men ved at se de momenter og de øjeblikke i spillet, der gør forskellen og printer sig ind i bevidstheden. Holdet og sammenspillet er i reglen større end summen af individer, men alligevel kan få sekunders genialitet fra en Rivaldo, en Owen eller en Zidane nedlægge selv det mest veludrustede og boldbesiddende hold. Og i det øjeblik kan man som barn, mand eller kvinde blive bjergtaget for livet. VM-annalerne er fyldt med minderige øjeblikke for alle, der har set dem. Som da den purunge Pelé under VM i 1958 forbløffede alle med sin kunnen og scorede seks gyldne mål, inden guldet kunne hjemtages. Folk fik blik for, at selv skønheden kan vinde verdensmesterskaber. Det kan den mekaniske grimhed også. Som da den tyske kaiser Beckenbauer og den buddingetunge bomber Gerd Müller i 1974 sprængte tyngdeloven og vandt over Johan Cruyffs teknisk og spillemæssigt overlegne hollændere. Og fodbolden har også bevist, at selv en nation, der befinder sig på bankerottens tilstand og føler sig globalt underlegen i forhold til modstanderen, kan forvandle mindreværdet til et sejrsaktiv på grønsværen. Det så man, da Maradona under VM i Mexico i 1986 majæstisk afdriblede de desperate englændere, scorede århundredets mål, og sagde tak for sidst efter nationens krigsnederlag til jernladyen på Malvinerne.
Spillernes evne til at skabe synteser via hurtige kombinationer, individuelle boldberøringer og kropslig kommunikation i de afgørende øjeblikke kan fremkalde forskellen mellem himmel og helvede, mellem sejr og nederlag.
»Hvis intelligens er evnen til at lave synteser, så er (den spanske fodboldspiller, red.) Raul et geni,« har den argentinske fodboldtænker Jorge Valdano sagt. »Alt sker i et ukendt territorium, hvor musklerne indprenter sig bevægelser uden at efterlade sig spor af bevidstheden. (..) Hans ansigtsudtryk skjuler den oplystes ambition. Han spiller, som om hans modstandere er underlegne, og han har et spørgsmål i hjernen: Hvordan kan jeg ruinere deres liv?«
Og om Frankrigs store stjerne Zidane har Valdano skrevet:
»Det er som om, hans hjerne har opsuget al viden om sporten. De beslutninger, han tager på banen, er en hyldest til intelligensen. Mens fodbold har en tendens til at blive kaotisk, så er der spillere, der er i stand til at kontrollere spillet. Zidane repræsenterer harmoni. Han er en fremmed for den ordinære spiller, han overskrider alle normer.«
Men fodbold er ikke bare intelligens. I dag har bevægelighed og evnen til at forbløffe stadig større betydning. I den forstand er spillet også et barn af moderniteten.
Argentinas tuttocampista Juan Verón er et vidnesbyrd på forvandlingen. Han spiller som en hvileløs nomade, der vil være med overalt, og forbløffer ved sin evne til at gennemgå en konstant metamorfose.
Nigerias angriber Nwankwo Kanu har demonstreret sin fodboldintelligens ved at være i stand til at spille langsomt ...og score mål med bolden mellem fødderne gående. Under VM i 1998 viste den mexicanske spiller, Cuauhtémoc Blanco, en detalje, som ingen havde set før. Han klemte bolden mellem sine fødder og hoppede rundt som en kænguru i feltet. Selv om han skyder godt med begge ben, så måtte han alligevel opfinde kænguru-driblingen for at overraske sine modstandernes forsvarere.
Professor Ellis Cashmore på universitetet i Staffordshire blev en dag så betaget af Englands midtbanegeneral, David Beckham, at han oprettede Beckham studies. Og hans forklaring lød, at Beckham »er som et hvidt lærred, på hvilket samfundet projicerer sine fantasier.«
Fodbolden skjuler uden tvivl store passioner, og de kan bidrage til at forklare spillets universalitet og kraft til at forføre masserne. Men fodbolden er hverken for individ eller hold et tabula rasa.
I følge Desmond Morris tilfredsstiller fodbolden i hvert fald menneskets årtusindgamle jægerinstinkt: Målet er byttet og tilhængerne repræsenterer stammeånden. Uanset om de iklæder sig Armani-tøj eller køber en Ferrari, så er det den, der forstår at jage, der bestemmer på banen.
Det er muligt, at fodbolden har inkorporeret disse jægerinstinkter, men de er blevet sat i system på en måde, så spillet har forandret natur og er blevet noget andet en rent instinkt.
»Fodbold er den største sportsindustri i verden og også den største underholdningsindustri på Guds planet,« sagde den britiske sportsagent, Jon Smith, fra selskabet First Artist Corporation for nogle måneder siden til avisen The Observer. Kigger man på stjernespillernes lønninger og de over seks milliarder kroner, som tv-rettighederne til årets fodbold-VM har kostet, så forstår man, at der er noget om snakken. På sidelinjen taler reklamerne fra VMs store sponsorer, Coca-Cola, Fuji, Gillette, Adidas, Hyundai, Budweiser, Mastercard, McDonalds, Phillips, Toshiba og Yahoo et utvetydigt sprog.
Men fodbold er mere end æstetik, instinkter, beskidte tacklinger og cool cash. Det er også symbolpolitik for fuld udblæsning.
Historikeren Eric Hobsbawm skriver i sin bog om Nations and Nationalisme since 1780, at fodbold som sport er »et effektivt medium til at indprente nationale følelser«.
»Det forestillede fællesskab af millioner af mennesker ser mere virkeligt ud som et hold med 11 navngivne personer. Individet, selv den der kun hepper, bliver selv et symbol på nationen,« fastslår han. Hvad enten det er britiske hooligans, danske klaphatte-roligans eller zappende tv-seere, så kan de føle sig som en del af Nationen under VM-kampene mod fjenderne.
»Zidane, Beckham eller Raúl bliver til nationale helte, der indtager de pladser, som i andre epoker tilhørte Wellington, Napoleon, Julius Cæsar eller Cid Campeador,« har den engelske journalist John Carlin bemærket.
For en mexicaner kan fodbold bruges til at fejre nostalgien:
»Det mexicanske hold spiller næsten alle sine venskabskampe i USA. Der venter millioner af vildfarne emigranter i en anderledes kultur. De venter på at møde, i fodbolden, et sentimentalt territorium, som giver dem den tabte identitet tilbage. Stadioner eksploderer i nostalgi, i længslen efter at føle sig som mexicanerne, at føle sig sammen,« noterer Jorge Valdano i bogen Apuntes del Balon.
For hans egen nation, Argentina, der er skabt af efterkommere af spanske og italienske udvandrere, har fodbold-landsholdet en anden betydning. Under VM i 1978 blev det blå-hvidstribede landshold brugt af militærjuntaen som en motor for glemslen af de politiske realiteter. I år 2002 kan fodbold-VM i Japan/Korea måske bruges af argentinerne som en metode til at glemme, at nationen er gået bankerot socialt og økonomisk.
Eller som Valdano har sagt bramfrit: »Fattigdom er ikke godt for noget, bortset fra måske fodbold.«
Side om side med glemslen kan man måske også nå frem til eksistensen. Det synes Argentinas anfører, Diego Simeone, at mene.
»For en argentiner er fodbold i dag en måde at vise verden, at vi stadig er i live. Hvis vi vinder, vil vi give vore landsmænd en stor lykkefølelse,« siger han. Det er bl.a. derfor, at Argentina er mindst lige så store favoritter i år som titelindehaveren Frankrig.
Simeones patriotiske ord fortæller kun den halve sandhed. Det store flertal af argentinske landsholdsspillere er som han fodboldlegionærer i Europa, mange af dem har anskaffet sig et italiensk og spansk pas for ikke at optage en af de tre pladser, som EU-udlænding på deres europæiske klubhold.
I Spanien er det manglen på patriotisme, der er landsholdets største modstander. Den spanske liga er verdens hårdeste og bedste, og individuelt er fodboldspillerne i topklasse ved dette VM. Men Spanien er sammensat af fire historiske nationer, og nationsfølelsen er ikke så stærk, som i mange andre lande. Den spanske landstræner José Antonio Camacho har erkendt det blankt før VM:
»I Spanien er det helt grundlæggende klubberne, der betyder noget. Det er ikke tilfældige klubber, men meget magtfulde og vindende klubber.« Folk slutter op om byen og klubben, frem for at dyrke nationen, hvis stat mange helst vil være fri for.
Ved dette VM trænes og styres Englands hold af en udlænding, svenskeren Sven-Göran Eriksson, men det gør åbenbart ingen forskel for de så multikulturelt indstillede englændere. Sven-Göran er blevet en af deres egne, siden de i september bankede tyskerne med 5-1.
Det er først gang, at landsholdet trænes af en udlænding, for englænderne har altid følt en særegen stolthed ved at have opfundet fodboldens regler. Trænerimport har de troet var forbeholdt relativt små og perifere fodboldnationer, som f.eks. Kina der har serberen Bora Milutinovics som træner, Sydkorea med hollænderen
Guus Hiddink i trænerstolen eller Japan, der har ansat franskmanden Phillippe Troussier. Men England er under hastig forandring, og i den engelske Premier League har klubberne forlængst erkendt, at de er nødt til at importere udenlandsk kvalitet, hvis de skal konkurrere i europæisk topfodbold, og det var mest et spørgsmål om tid, før man måtte ansætte en udlænding som træner for landsholdet.
Englænderne har længe skelet over kanalen, hvor Frankrigs regerende verdensmestre har gjort import af udenlandsk blod, multikulturelle blandinger og diversitet til deres absolutte styrke. Zidane er algiersk indvandrerbarn, Desailly har familiebånd til Ghana, Trézéguet er opvokset i Argentina, Pires er fra Portugal, Djorkaeff er fra Armenien og Lizarazu er stolt over at være basker. Ved de sidste verdens- og Europamesterskaber har den kulturelle hybriditet været et fransk vinderkort.
Mens præsident Jacques Chirac hyldede dette Frankrig i multicolor, var
Jean-Marie Le Pen frådende sur:
»Det er kunstigt, at vi får udenlandske spillere til at komme for at døbe det som Frankrigs hold...mænd, der ikke synger Marseillaisen,« sagde lederen af Front Nationale.
Under den seneste præsidentvalgkamp i Frankrig gav Zidane igen med samme mønt, da han opfordrede alle borgere til at stemme:
»Det er vigtigt at tænke over konsekvenserne af, at stemme på et parti (Le Pens, red.), der overhovedet ikke svarer til Frankrigs værdier,« formanede Zidane.
I Italien forsøger Le Pens ligesindede nationalpopulistiske politikere dog at bruge fodbolden til det stik modsatte formål.
»Jeg håber, at Italien vinder VM, for så vil der komme færre udlændinge her,« sagde Liga Nords leder Umberto Bossi før det azur-blå nationalholds afrejse til Østen. Målmanden Buffon var ikke sen til at udtrykke sin sympati for Bossis ord. Og så vinkede en storsmilende Berlusconi farvel til nationens legionærer, som om fodbold og politik går op i et i Italien. Hvad det også gør tit.
I Polen derimod er man gået væk fra den indadvendte nationalisme. Det er først efter, at formanden for fodboldforbundet, den legendariske Boniek, tog initiativ til at sikre nigerianeren Emmanuel Olisadebe et lynhurtigt polsk statsborgerskab, at det atter begyndte at lysne for polsk fodbold. I bare ni kvalifikationskampe scorede Olisadebe der til daglig spiller i græske Panathinaikos otte mål. Og i Polen ved man godt, at uden ham havde landsholdet næppe kvalificeret sig til årets VM og sendt Norge højt op i de norske fjelde.
Fodbolden kan flytte bjerge og fastgroede holdninger. Den kan også bruges til at konsolidere nye selvstændige nationers nationalisme. Eller som vicepræsidenten i Ukraines fodboldforbund udtalte for et par år siden: »Fodbolden sikrer Ukraines uafhængighed. Fodbold er vigtigere end politik. (..)Det er igennem fodbolden, at et ungt land som vores har muligheder for at vokse. Den nationale følelse spiller en meget vigtig rolle for vore sejre.«
Måske må forskere til at ændre deres defintion af nationalstaten: Ikke kun et territorium, et folk og en regering, men også et nationalt fodboldhold!
Under VM i 1998 udtalte Kroatiens daværende landstræner Miroslav Blazevic i et interview til avisen Le Monde slet og ret:
»I Kroatien er jeg en helt. Det er mig, der vakte kroaternes følelse af national identitet ved at vinde Jugoslaviens mesterskab i 1982 med Dynamo Zagreb.« »For ikke lang tid siden kom vi ud af krigen. Personer har mistet deres fædre, brødre, sønner og deres huse. Mit lille folk er frustreret, men tappert, og siden da har det lagt alle dets forhåbninger over til vort landshold,« sagde han, inden holdet anført af Davor Suker blev nummer tre ved VM.
Tilbage i 1969 gik Honduras og El Salvador i krig med hinanden efter en VM-kvalifikationskamp. Krigen blev døbt fodboldkrigen, selv om kampen på grønsværen ikke var årsagen, men blot en anledning, der satte følelserne i kog.
I Europa er fodbolden dog efterhånden ført ind i andre kanaler. Forfatteren Paul Auster har mindet os om, at fodbolden har fået en meget vigtig fredsskabende funktion:
»Europa har fundet en måde at hade hinanden på, uden at ødelægge hinanden. Dette mirakel hedder fodbold.«
Nationalismens symbolske krige udkæmpes langt bedre og sikrere på grønsværen og i VM-turneringer, end med gammeldags napoleonsk kanonføde eller højteknologiske missiler. Kunne denne europæiske opfindelse globaliseres, så ville fodboldspillet måske en dag gøre sig fortjent til Nobels freds-pris.
Verdens bedste
Zinedine Zidane
Det 29-årige midtbanegeni med kælenavnet Zizou styrede med sine elegante afleveringer Frankrig til sejr i VM i 1998 og gjorde dem siden til Europamestre. Ikke uden grund regnes han i dag som verdens bedste spiller. Han får de allermest komplicerede ting til at virke simple som en legende dans. Med et guddommeligt finalemål sikrede Zidane fornyligt den spanske klub Real Madrid den europæiske Champions League titel. Som barn af algierske indvandrere og opvokset i en fattig banlieu i Marseilles, inkarnerer Zidane det franske landshold multikulturelle baggrund. Holdets spillere kommer fra overalt på kloden, et konglomerat af kulturer og spillestile, men de er smeltet sammen og har fundet deres ypperligste udtryk i Zizou.
Zidane pådrog sig muskelskade i en træningskamp før VM og bliver næppe klar til Frankrigs åbningskamp. Men andre stjerner er klar til at forsvare Frankrigs VM-titel som den elegante Líliam Thuram (fra Guadeloupe) og de farlige angribere som Arsenals Thierry Henry, der har scoret over 50 ligamål i de sidste tre sæsoner, og den argentinsk fødte Juventus-topscorer, David Trézéguet.
Den lille heks
Juan Verón
Den 27-årige Verón kaldes den lille heks. En plurivalent, teknisk veludrustet og allestedsnærværende midtbanemand italienske journalister kalder ham en tuttocampista der tackler hårdt, kan snitte modstandernes forsvar op med sine afleveringer og glimtvis forvandle sig selv til angriber. I år har han haft meget svingende succes på Manchester Uniteds midtbane, hvor han har svært ved at indordne sig i ireren Roy Keanes hierarki. Den irske landstræner har sendt Keane hjem fra VM som disciplinærstraf, så måske ender Verón med at forvandle sig til VMs helt store stjerne. Argentina er en af VM-favoritterne efter kun et nederlag i 18 kvalifikationskampe.
I front bliver der hård kamp om den enlige angriberpost i Argentinas 3-3-3-1 system: Enten den 26-årige Lazio-spiller Hernán Crespo eller den 33-årige Roma-spiller Gabriel Batistuta (alias Batigol), der var Argentinas topscorer i de sidste to VM-turneringer.
Får den lille angrebsivrige Pablo Aimar (22 år) spilletid, kan han måske blive VMs store fund. Han havde i år en stor del af æren for, at Valencia løb med mesterskabet i Spanien.
Kejser af Brasilien
Lucio
Når talen falder på Brasiliens stjernespillere, er de fleste fristet til at tale om holdets R-triumfvirat, der skal sikre Brasilien en femte VM-titel. Nummer ti, Rivaldo, der til dagligt spiller i F.C. Barcelona, gør ting med en bold, som de fleste fodboldspillere kun kan drømme om. I front lurer Paris St. Germains angriber den driblestærke 22-årige Ronaldinho. Og der er sidste VMs tragiske helt, Ronaldo, som har kæmpet sig igennem et inferno af skader for at nå med til Korea/Japan, og igen er begyndt at score mål.
Men bag dem lyser den 24-årige Lucimar da Silva Ferreira, Lucio, op som ingen anden. Som libero på Bayer Leverkusens Champions League-finalist hold har han udviklet sig til at være en usædvanlig klassespiller. Nogle sammenligner ham endda med Tysklands fodboldkejser Beckenbauer, men Lucio er sin egen. Hans hurtige reflekser i forsvaret, hans elegante ryk op ad banen, og hans styrke i hovedspillet gør ham lige så farlig i front, som han er sikker bagude.
Spaniens største
Raúl
Den 24-årige Raúl, der sin unge alder til trods allerede har ført Real Madrid til tre Champions League-titler, er modnet en del, siden han i kvartfinalen under EM i 2000 brændte et straffespark i det 90. minut, der kunne have sikret udligning til 2-2 mod Frankrig. Han er en vindertype, scorer mange mål, og kombinerer hurtigt og intelligent i selv de mest tætpakkede forsvar. Han er Spaniens svar på Pelé, der også debuterede som kun 17-årig.
Raúl regnes allerede som Spaniens største spiller nogensinde, og efter syv år på toppen har han scoret lige så mange mål i turneringen for europæisk e mesterhold som den legendariske ungarer Puskas. Hvis Raúl under dette VM får det til at svinge sammen med Deportivos farlige duet, den uberegnelige og uortodokse målæder Diego Tristan, og Spaniens svar på Zidane, den kreative Juan Carlos Valerón, kan Spanien nå frem til semifinalen, eller måske endda helt til finalen om VM-guldet.
Guld-benet
David Beckham
Vil De vide, hvordan man sparker til en bold, kan De nøjes med at studere Beckham. Sublim synes at være et beskedent ord, når han med sin gyldne højrefod milimeternøjagtigt serverer en direktør til en af holdets angribere i feltet. Gift med eks-Spice Girlen Victoria har han den kulørte presses absolutte opmærksomhed, som da han før VM indbød britiske VIPs til fest mellem geishaer og 6000 orkidéer i sin residens, Beckingham Palace. På grønsværen er han Englands konge, nationalhelt nummer et. Nationen gik i chok, da han brækkede foden for syv uger siden, men på rekordtid er han blevet spilleklar igen, og det er i første række ham, der skal føre det engelske hold helskindet igennem VMs dødspulje F, hvor ærkefjenden Argentina, Sverige og Nigeria skal kæmpe om de to pladser til ottendedels-finalen. Ud over Beckham sætter englænderne deres tillid til den 22-årige anfører, den lynsnare angriber, Michael Owen, der i september skød Tyskland i sænk med tre ud af fem mål i en kvalifikationskamp, der ydmygede tyskerne totalt. Owen er indehaver af magasinet France Footballs prestigefyldte guldstøvle som Europas bedste spiller.
Italiens mur
Gianluigi Buffon
Italiens 24-årige målmand, Buffon, var i år med til at sikre Juventus mesterskabet i den italienske Serie A, efter at han tidligere har ført Parma til sejr i UEFA-cuppen og den italienske Supercup.
Buffon er en kæmpe på 1,88 centimeter, der i dag er verdens dyreste målmand - og overgår selv tyske Oliver Kahn på stregen og i feltet.
Buffon, der debuterede på landsholdet allerede som 19-årig, følger i fodsporet af legendariske italienske målmænd som bl.a. berømte Dino Zoff - og Francesco Toldo, der er deklasseret til reservemålmand ved dette års VM. Foran Buffon står verdens nok stærkeste forsvar, anført af Lazio-spilleren, Alessandro Nesta, og i angrebet er Italien azur-blå styrker gruopvækkende. Den offensive dirigent, den 25-årige Roma-spiller Francesco Totti, er en af de helt store personligheder i den italienenske Serie A, og det er i første række ham, der skal stå for de afgørende afleveringer til stjerneangribere som Filippo Inzaghi, Alessandro del Piero og Christian Vieri. Hvis ikke Italien når mindst til semifinalen i dette VM, vil det være en overraskelse.
Løvernes konge
Patrick Mboma
Camarouns uovervindelige løver, der er regerende olympisk mester og er dobbelte afrikanske mestre, stiler i år efter at nå helt til semifinalen ved VM.
Det er i første række nummer ti, den 31-årige topscorer, Patrick Mboma, der skal føre løverne så langt. Han har også fransk pas, men har valgt at spille på Camerouns landshold.
Den matematikeruddannede Mboma har ført en omvandrende tilværelse fra den franske til den italienske og den japanske liga, og i dag spiller han for engelske Sunderland. På Camarouns landshold udgør Mboma en uhyre farlig duet sammen med den 21-årige Samuel Etoo, der med sine overraskende og lynhurtige driblinger er kåret som Afrikas bedste spiller.
Etoo har haft et vanskeligt år i sin spanske klub, Real Mallorca, og har kun scoret få mål, men hans driblinger er af en sådan kaliber, at de kan give modstanderne mange søvnløse nætter.
Giftig danser
Luis Figo
Portugals absolutte stjerne er Luis Figo, der sidste år blev kåret som verdens bedste fodboldspiller. Han udstråler viljen til at vinde, han dribler som en danser, og han dræber med sin forestillingsevne. Hans giftige skruede indlæg fra højrekanten har sikret hans spanske klubhold Real Madrid mange mål.
Siden han var med til at føre Portugal til ungdomsverdensmestre både for u-16 og u-20 hold, har han været den ledende figur på det portugiske hold, der er blevet kaldt Europes brasilianere med deres hurtige angrebsspil.
I front er nummer ni, den 29årige Pauleta, der til daglig spiller i Girondins de Bordeaux, i topform efter en sæson som topscorer i den franske liga.
Portugal har ambitioner om at nå til finalen, men Figo slæber stadig rundt på en ankelskade, og hvis ikke han er i topform, kan portugiserne få meget svært ved at indfri de store forventninger.
