Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

7. juni 2002

(2. sektion)

Manuskriptskrivning
*Er man interesseret i at læse manuskripter, fordybe sig i interviews med manuskriptforfattere, eller går man selv med en lille manuskriptforfatter i maven – ja, så er internettet et godt sted at begynde, ikke mindst hvad angår engelsksprogede sites. Der er masser af oplysninger, artikler og relevante henvisninger at hente i cyberspace.

www.screenwritersutopia.com
*Denne side bestyres af Chris Wehner, der etablerede Screenwriter’s Utopia i 1995, fordi han syntes, at der var brug for et forum for verdens mange aspirerende manuskriptforfattere. Og fordi Wehner selv forsøgte at slå igennem som manuskriptforfatter, vidste han også, hvad man i sådan en situation havde mest brug for i form af vejledning, undervisning og tekniske hjælpemidler. Nu, syv år senere, er Screenwriter’s Utopia vokset til et af de største og bedste manuskriptsites på nettet, og Wehner er blevet en efterspurgt foredragsholder, når det drejer sig om, hvordan man som manuskriptforfatter bedst udnytter internettet til sin egen fordel. På Screenwriter’s Utopia kan man læse interviews med forskellige filmskabere og andre manuskriptforfattere – f.eks. instruktøren Christopher Nolan, der efter den dramaturgisk opfindsomme Memento er tilbage med en mere traditionel thriller, Insomnia. På Wehners side findes også en nyhedssektion, artikler om det at skrive manuskripter og anmeldelser af og links til det nyeste inden for manuskriptskrivnings-software til computeren. Man kan naturligvis også købe Wehners bog Screenwriting on the Internet. Screenwriter’s Utopia er en nyttig ressource for både manuskriptforfatteren og den manuskriptinteresserede.

www.screentalk.org
*Der findes også en del, ikke mindst engelsksprogede, magasiner, som dækker manuskriptskrivning. Og de fleste af de magasiner har en hjemmeside, hvor man kan få lov til at læse udvalgte artikler, uddrag af interviews og selvfølgelig tegne abonnement på deres trykte udgave. www.creativescreenwriting.com, som Chris Wehner også er involveret i, er en af de mere uinspirerende sider, som hovedsageligt henviser til den trykte udgave, der til gengæld ser spændende ud.
Så er der mere sjov ved Screentalk Magazine, et dansk baseret, men internationalt orienteret internetmagasin om manuskriptskrivning. Man kan abonnere på en pdf-udgave af magasinet, som man hver måned kan downloade og printe ud, men der er også mulighed for at læse artikler af en række professionelle manuskriptforfattere fra hele verden eller se interviews med andre folk i branchen. De fleste af artiklerne er grundige og temmelig konkrete i deres tilgang til manuskriptfaget og derfor meget brancheorienterede. Sitet synes altså primært henvendt til andre manuskriptforfattere.
Manden bag Screentalk er den danske manuskriptforfatter Eric Lilleor, som er tidligere professionel WingTsun-underviser. Og for øjeblikket, meddeler sitet, er Eric Lilleor »ansat til at gennemskrive en karakterdrevet actionfilm for producenter i Hollywood.« Ifølge Den Danske Filmskole er Lilleor dermed den første danske manuskriptforfatter, som er blevet hyret af den amerikanske filmbranche.

www.nyscreenwriter.com
*Interessant, også for mennesker, der ikke går og drømmer om at skrive og sælge et manuskript til udlandet, er online-udgaven af det amerikanske Screenwriter Magazine. Hjemmesiden rummer et godt arkiv med interviews med en lang række prominente manuskriptforfattere og instruktører, bl.a. Edward Burns (Brothers McMullen), David Ayer (Training Day), Henry Bean (The Believer) og veteranen Walter Bernstein (The Front). Artiklerne i det aktuelle nummer af Screenwriter Magazine skal man betale for, f.eks. ved at abonnere på magasinets trykte udgave, men online skorter det ikke på f.eks. brugbare manuskript-links og en annoncesektion med tilbud om professionel assistance af enhver art.

www.script-o-rama.com
*Jeg har skrevet om Drew’s Script-o-Rama tidligere, men der er ingen vej uden om dette fantastiske site, hvis man kan lide at læse manuskripter og måske leder efter manuskriptet til sin yndlingsfilm. Og så er det ikke kun færdige manuskripter, som finder vej til Drew’s Script-o-Rama. På siden er det også muligt at hente shooting scripts, endnu ikke realiserede manuskripter og tidlige versioner af manuskriptet til f.eks. Ridley Scotts Alien, hvilket giver den insteresserede læser et unikt indblik i, hvordan historien har udviklet sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her