Læsetid: 1 min.

Zentropa vil drage fordel af engelsk skattemodel

Det danske filmselskab har kig på en sale-and-lease-back- model i England
14. juni 2002

En fordelagtig engelsk skattemodel – en såkaldt sale-and-lease-back ordning – skal være med til at skaffe penge til produktionen af filmselskabet Zentropas kommende storsatsning, Lars von Triers, Dogville, der på rollelisten blandt andet tæller Nicole Kidman og Lauren Bacall.
Det oplyser finansdirektøren i selskabet, Peter Garde.
»Det er vores engelske co-producent, der har ansøgt det engelske kulturministerium om at blive koblet på denne finansieringsmodel, men ministeriet har ikke svaret endnu,« siger han.

Succes i England
Hvis det engelske kulturministerium accepterer anmodningen, så vil det danske filmselskab få adgang til en af de mest succesrige filmstøtteordninger i Europa.
Sale-and-lease-back modellen blev udviklet af den engelske regering for nogle år siden for at forbedre den engelske filmindustris muligheder for at skaffe penge til produktionen af film.
Og i dag bliver stort set ingen britiske film frembragt uden anvendelsen af denne model.
»Jeg vil tro, at over 90 procent af alle engelske filmproduktioner i de seneste år har været baseret på en sale-and-lease-back-model,« anslår Peter Garde.

Fradrag på film
Ideen bag ordningen er i korte træk, at den giver folk, der investerer i film, ret til at trække beløbet fra på deres selvangivelser. Dermed motiverer den investorer til at sætte deres penge i film.
Det er dog ikke kun engelske film, der benytter sig af modellen. Også store kontinentale og amerikanske produktioner har gennem årene fået lov til at anvende ordningen.
Således blev for eksempel Steven Spielbergs storfilm Saving Private Ryan produceret ved hjælp af penge, der var fremskaffet ved hjælp af sale-and-lease-back.
Peter Garde oplyser, at han gerne så, at man også i Danmark indførte lignende ordninger for at stimulere produktionen herhjemme.
»Danmark er efterhånden det eneste land i EU, hvor der ikke er indført nogle modeller, der begunstiger filmindustrien, og som kan tiltrække udenlandske filmproduktioner,« siger han.
»Hvis vi vil udvikle den hjemlige filmindustri, bliver politikerne nødt til at indføre nogle ordninger på dette område. Jeg er sikker på, at det i sidste ende vil vise sig at være en samfundsmæssigt god forretning,« siger Peter Garde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu