Læsetid: 7 min.

Zentropa vil fortsat føre guerillakrig

Det er kampen fra film til film, der skal sikre, at Zentropa også overlever i fremtiden, siger direktør Peter Aalbæk Jensen i anledning af, at selskabet fylder 10 år
14. juni 2002

(2. sektion)

Aalens rige
Når Peter Aalbæk Jensen afvikler interviews med journalister i Zentropas kantine, så opfylder han ikke blot en af de forpligtelser, der følger med direktør-stillingen – han foretager et statement.
Det forstår man, når man stifter bekendtskab med indretningen i Zentropas kantine. Den er ikke – som man kunne forvente på landets hotteste produktionsselskab – et hypermoderne spisested, hvor medarbejderne spiser salat og drikker hyldeblomstdrik.
Tværtimod. Zentropas kantine er indrettet med materialer, der kunne være hentet fra overskudslageret på et kommuneskole fra 70’erne: Faldefærdige stole, lave borde og snavset filt på gulvet. Ovre i hjørnet står der oven i købet en stabel stole, der er brudt sammen.
Og når Zentropas direktør afholder møder i dette lokale, så sender han budskabet: Vi er stadig imod.
I de seneste 10 år har Zentropa ganske vist både produceret Lars von Triers palmevindere i Cannes og udviklet dogmefilm-stilen, men alligevel nægter Aalbæk og hans fæller at ændre attitude. De vil ikke træde ind i rollen som det voksne og etablerede filmselskab. Og de vil ikke pille filten af gulvet i kantinen.
»Vi er angst for at miste energien,« siger Aalbæk selv, når han skal beskrive, hvorfor filmselskabet nægter at udskifte materialerne i kantinen med nogle nye og mere tidssvarende.
»Denne her nålefilt har lagt luv til 8.500 afslutningsfester – den er magisk. Den tør vi ikke ændre ved.«
Og han tilføjer med en henvisning til, at det ikke blot er kantinen, der bærer præg af at være indrettet efter et princip, der fordrer primitivitet og lavpris, men at hele Zentropa er møbleret i overensstemmelse med denne pionerånd:
»Vi tør ikke give los. Det her er en af de eneste bygninger i Filmbyen, der ikke ser autoriseret pæn ud. Det skyldes, at vi er bange for at blive til et kedeligere firma, hvis vi køber os til en almindelig kontorindretning. Vi er bange for, at vi kommer til at lave kedeligere film. Derfor holder vi fast i det gamle.«
»For eksempel er det først for nylig, at vi har fået mulighed for at se ud ad vinduerne. Tidligere havde vi plastic for forsatsvinduerne. Det er den slags små ting, som vi værner om.«
Hvis man betragter Zentropas produktionsstrategi, forstår man godt, hvorfor Aalbæk hæger om den energi, der efter hans mening ligger gemt i de slidte stole og det gamle luv.
Det er nemlig denne energi, der har gjort selskabet i stand til at indtage en fremtrædende position på det internationale filmmarked.
Zentropa har simpelthen mast sig ind på markedet ved hjælp af en strategi, der har været baseret på tanken om at producere flere film end konkurrenterne – og helst også billigere.
»Vi arbejder ud fra forestillingen om, at mængden af producerede film er ligefrem proportional med antallet af succeser,« fortæller Aalbæk.
»Sådan er det i hvert fald hos os. Vi er ikke så træfsikre som for eksempel Regner Grasten, der kan lave penge på alle sine film. Vi har brug for en vis mængde for at sikre, at der kommer tilstrækkeligt med publikumshittere til, at vi kan overleve.«
»Vores rate er, at to ud af 10 film skal være succesfulde. Det gælder i øvrigt også for amerikanske producere. Og lige i øjeblikket holder vi vist endda en lidt bedre score.«
»Det er ikke mig eller Lars, men vores 10 producere, der bestemmer, hvilke film som skal produceres. Det er de meget bedre til, har det vist sig. Vi er i gang med at sætte produktionsraten op, derfor har vi 10. Ellers er det måske lidt i overkanten.«
»Min rolle er at promovere skandinavisk film, bl.a. gennem ko-produktioner og ved at få filmene solgt. Og så være direktør i gammeldags forstand, det vil sige tage sig af personalespørgsmål og alt det mere kedelige.«

Zentropas produktionsfikserede arbejdsmetode har også betydet, at selskabet har været i stand til at sparke nyt liv i en række ældre instuktører, der ellers var gået i stå. Det er blandt andet sket med Gert Fredholm, Henning Carlsen og Chr. Braad Thomsen.
»Jeg kan godt lide at møde instruktører, der er blevet lidt sløve i betrækket,« siger Peter Aalbæk. »For dem er dogmekuren god. Vi siger bare til dem: Luk røven og film. Ikke så meget pis. Og vores holdning til de kunstnere, der siger: Jeg skal lige tænke mig om, lad mig få et år til at lave et manuskript – det har vi ingen respekt for.«
»Vi synes, at vores instruktører skal lave en film hvert andet år, og hvis manuskriptet ikke er helt i top, så må vi bare lave filmen lidt billigere. Film bliver jo heller ikke dårligere af at blive billigere – det har vi konstateret gennem succesen med dogmefilmene.«
»Til gengæld indebærer de billige film en mindre økonomisk risiko for os, samtidig med at der er flere penge at tjene, hvis de går godt. Så der skal gode grunde til at lave en film, der koster mere end 10 millioner kroner.«
– Hvordan opstod ideen om dogmefilmene egentlig? Rygtet siger, at første gang Lars von Trier fortalte dig om sine tanker om at udvikle et dogme-koncept, lå I sammen i en sovevogn.
»Det er rigtigt. Det var en nat i 1991 eller 1992, hvor Lars nævnte ordet dogme for første gang, og jeg sagde: Hold din kæft og find på en bedre titel. Og så slukkede jeg lyset. Jeg gad ikke at høre om det. Jeg syntes, at ordet ’dogme’ klingede dårligt.«
– Men du blev tændt på ideen senere?
»Nej, jeg blev nærmest rasende. Efter at vi havde brugt en masse penge på at købe lysudstyr og alt muligt, så fandt idioten på nogle regler, der forbød brugen af dem. Men min modstand forsvandt, da jeg så de økonomiske resultater.«
– Og vel også de kunstneriske?
»Ja. Det viste sig jo, at vi kunne lave flest penge, når vi frembragte kunst. Så der var ingen grund til at lade være.«

Da Zentropa skulle indspille de første dogmefilm, benyttede selskabet sig af en meget løs arbejdsmetode, hvor de forskellige instruktører groft sagt fik lov til at optage de film, som de ville, uden at skulle stå til ansvar for nogen.
Og Peter Aalbæk mener, at det var etableringen af disse frie rammer, der var med til at sikre dogme-projektet sin succes.
»Vores idé bag optagelserne af dogmefilmene var ganske enkelt, at vi ville give kunstnerne en startdato og en pose penge – og så skulle de bare se at komme i gang,« fortæller han.
»Der skulle ikke være nogen kommissær fra Filminstituttet ind over med en blyant. Og det skal der stadig ikke. Vi skal sørge for at holde dogme-manuskripterne fri af de sædvanlige konsulenter. Deri ligger en del af magien.«
– Hvor længe kan I blive ved med at lave dogmefilm?
»Det spørger folk tit om. Og jeg svarer: Indtil vi har lavet fire dårlige eller uprofitable film i træk. Men når du ser Susanne Biers kommende dogmefilm, så vil du sige: Dogme er ikke død. Og så er det svært at finde argumenter for at ændre det. Hvorfor skulle vi det?«
»Coca-Cola har anvendt den samme opskrift i over 100 år, og det går fint for dem. Og jeg tør i hvert fald ikke ændre noget i det lille økosystem, der holder dogmefilmene i live.«
Heller ikke Zentropas forretningsmetoder vil Peter Aalbæk Jensen ændre på. Til trods for at selskabet efterhånden har adskillige profitable film bag sig, vil han ikke ændre selskabets struktur, så det kommer til at ligne andre etablerede filmselskaber.
Han vil ikke opbygge en stor pengetank, og han vil heller ikke udbyde en del af Zentropa til en traditionel investor: »Hvis vi for eksempel solgte 40 procent af aktiekapitalen til Egmont – vi ville jo blive kvalt på 14 dage,« siger han.
»Vi har det bedst med guerilla-teknikken, hvor vi skal kæmpe os frem fra hus til hus – og fra film til film. De store panserslag er vi ikke særligt gode til.«
– Risikerer I ikke at blive bremset i jeres udvikling, når I nægter at udbygge selskabet?
»Nej, det tror jeg ikke. Vi er simpelthen ikke gearet til at rykke op i den division, hvor de største filmselskaber i Europa befinder sig. Vi kan bedst lide at være nede på jorden, hvor vi skal slide os frem. Det er overskueligt. Vi kan få sjælen med og udvikle os kunstnerisk samtidig.«

FAKTA
Succes i tal
De seneste år har Zentropa været godt repræsenteret i danske biografer. Topscorer var Lone Scherfigs dogmefilm, Italiensk for begyndere, der blev set af 800.000 mennesker i Danmark og har omsat for mere end 100 mio. kr. på verdensplan. Tabellen viser solgte biografbilletter i Danmark.

*Italiensk for begyndere: 818.835
(Lone Scherfig)
*Bænken: 226.614
(Per Fly)
*At klappe med een hånd: 199.249
(Gert Fredholm)
*Dancer in the Dark: 195.593
(Lars von Trier)
*Fukssvansen: 95.127
(Niels Arden Oplev)
*Prop & Berta: 84.959
(Per Fly)
*Et rigtigt menneske: 53.778
(Åke Sandgren)
*Fruen på Hamre: 40.804
(Katrine Wiedemann)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu