Læsetid: 4 min.

Zoo – det vildeste sted?

Beretningen om Vestens zoologiske haver er en beskæmmende historie om udplyndringen af dyreriget i underholdningens navn og en besindelse, der kom for sent
28. juni 2002

(2. sektion)

Kulturhistorie
Den herskende statsmandsmode er en selvprisende definition af Vesten som den eneste civilisation på kloden, og historisk selvransagelse neddrosles med forrygende hast. Museer, biblioteker, arkiver og alt andet, der kan hjælpe indsigten og den kritiske fornuft, stranguleres, mens spin og branding og Polle får orkanagtig medvind. Snave får storcenter og tæppeland på marker og i skove, og vilde dyr kan kun ved heldige tilfælde ses udstoppede en eftermiddag, én gang om måneden. Eller var det gipsafstøbningerne, nu det er juni?
Hvis nogen endnu lider af den vrangforestilling, at forkundskaber er nyttige, kan vejen til vort selvcentrerede naturforbrug følges i en lavmælt dokumenterende og herligt illustreret bog om udviklingen af dyreparker og zoologiske haver fra renæssancens statusgivende trofæsamlinger til nutidens underholdnings-etablissementer.
Men det er ikke læsning, der sætter den hvide jæger og indsamler i noget flatterende lys, for de to forfattere, Eric Baratay og Elisabeth Hardouin-Fugier, giver grundig besked om den blodige vej, der fører fra urskoven til Jardin des Plantes, Regent’s Park og Frederiksberg.

Bestialsk
De allerførste samlinger af vilde dyr støder man på hos kineserne og ægypterne. Ved de ægyptiske templer holdt man dem i indhegninger ved templerne i det 4. årtusind før vor tidsregning. Grækerne interesserede sig ikke for den slags, før Aleksander den Store kom på orientalske ideer, mens romerne støvsugede Nordafrika for store katte og flodheste til ofring i arenaernes bestialske kampe.
Den æstetiske fascination gjorde dyresamlere ud af æsteter som den tyskromerske kejser Frederik II. (1194-1250) og de italienske renæssancefyrster. Lorenzo il Magnifico (1469-92) havde jagtleoparder, løver, elefanter, bjørne og vildsvin, og den franske konge Frants I., som tog Leonardo da Vinci under sin beskyttelse, sendte en ekspedition efter spektakulære dyr til udsmykning af sine manieristiske slotte.
Men det var ikke for dyrenes blå øjnes skyld, man anlagde renæssancens og barokkens dyreparker. Som regel ønskede de store herrer at sætte sig selv i scene som betvingere af store, smukke bæster.
Jagten som herskerens privilegium eksisterer jo stadigvæk – Göring fik kastet vildsvin for sig, på tæt hold, som Valentino store katte, når han var ørkensheik, og endnu går prins Henrik efter noget småkræ, der ikke kan forsvare sig.
Kronede hoveder var dog engang langt mere glubske på dyrevold: Franske og engelske konger nød at se bjørne i kamp med blodhunde, næsehorn med elefanter og leoparder eller løver, der sønderrev heste. Da man præsenterede Christian IV. for denne spas i London, blev han meget forarget – det var ikke den danske konges ide om morskab!

Pseudovidenskab
Med oplysningstiden kom generationer af menageri-ejere, kongelige og adelige, der distancerede sig fra bestialiteten i dyrekampene og nøjedes med at fryde sig over vilde dyr i småbitte bure eller farvestrålende tropiske fugle i yndefulde bygninger, skabt af tidens bedste arkitekter. Med revolutionen kom såvel et krav om, at de fangne dyr skulle behandles ordentligt, som at aristokraterne skulle dele deres menagerier med borgerne. Det 19. århundrede skabte de offentlige zoologiske haver, en folkelig forlystelsespark med gøgl og fodring og aber i kønt mennesketøj.
Der var ikke så langt til cirkusudbytningen af levende væsner i dressur: En af den hvide mands byrder var at piske eller brænde dyr til en tilsyneladende bøjen sig under hans vilje, som der kunne tjenes penge på. At gøre dyr til grin er ikke noget, der hører fortiden til: Jeg har set en trompetspillende panda blive kørt rundt af aber i en vogn i et kinesisk selskab og søløven hos Hagenbeck i Hamburg trutte i horn. Og hvem glæder vi, når vi svømmer med delfiner?
Værre endnu var omkostningerne ved indsamlingen af dyr til de zoologiske haver, der snart fandtes i alle europæiske hovedstæder og spredt over USA, svimlende høje. Ved indfangningen skød man ofte dyremødrene, til skade for artens overlevelse, og barbariske fælder kvæstede flere dyr, end de gav bytte til de zoologiske haver. Man regnede med, at for hvert dyr, der kunne udstilles, var 10 omkommet under jagten eller de rædsomme, lange transporter til Europa.

Forbrydelse og aflad
De zoologiske haver har derfor en betydelig andel i svindet i antallet af dyrearter, for det var store mængder, man opererede med. Imellem 1866 og 1886 indførte alene tyskeren Carl Hagenbeck således 700 leoparder, 1.000 løver, 400 tigre, 1.000 bjørne, 800 hyæner og 300 elefanter. Dertil kom mere end 10.000 fugle, 70 næsehorn og det dobbelte antal giraffer – og det dobbelte antal regner man med omkom under transporten.
De elendige vilkår, man bød dyrene i de små, uhumske bure og fodrede af gæsterne, som også kunne finde på at brænde og skære dem, betød, at dyrene sjældent overlevede mere end et par år i de zoologiske haver. I menageriet i Paris regner man i 1859 ud, at 80 procent af dyrene ikke klarer mere end 2 1/2 år i fangenskab.
Selv om de zoologiske haver angiver videnskabelige studier som deres eksistensberettigelse, kommer der praktisk taget ingen kvalificeret forskning ud af dem i det 19. århundrede. Dyreværnsforeninger begyndte så småt at etableres, og man skiftede derfor ideologi inden for zoo-verdenen: Nu var man der ikke for at fornøje, men for at belære. Zoos eksistens i dag må vel siges at være en dobbeltmoralsk afladsøvelse for at have ødelagt dyrenes habitat, der hvor de engang levede vildt, og at have medvirket til reduktionen af arterne.
Men hvor ville vi dog nødigt undvære dem! Og hvor har kunsthistorien profiteret af dem!

*Eric Baratay og Elisabeth Hardouin-Fugier: Zoo. A History of Zoological Gardens in the West. 2002. 400 s. fascinerende illustreret. Reaktion
Books, 28 engelske pund. Fransk originaludgave: Zoo: Histoire des jardin zoologiques en occident (XVIe-XXe siècle), ed. La Découverte & Syros, 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her