Analyse
Læsetid: 4 min.

For åben skærm

Løgn og bevidst vildledning, siger professoren efter at have undersøgt sagen. ’Det genkender jeg ikke,’ siger en af de ansvarlige...
10. juli 2002

Mandag aften kl. 21.00. TV-Avisen interviewer Ørestadsselskabets administrerende direktør Anne-Grethe Foss i forbindelse med denne aftens højst prioriterede nyhed:
Når ni ud af ti store byggeprojekter bliver dyrere end forventet, skyldes det hverken fejltagelser eller manglende viden – men der-imod bevidst vildledning. Og hvad siger direktøren for et af de projekter, der selv har oplevet at blive voldsomt fordyret, nu til det?
»Umiddelbart så kan jeg ikke genkende det fra Ørestadsselskabet,« siger Anne-Grethe Foss.
»– Men det er jo en rimelig voldsom anklage om løgn og bedrag,« spørger journalisten.
»Ja, men jeg kan ikke genkende det fra Ørestadsselskabet,« svarer direktøren.
»– Så det kan du bare afvise blankt?, følger journalisten op.
»Ja,« lyder det umisforståelige svar fra metrodirektøren.
Længere kom tv-journalisten
så ikke denne gang med Anne-Grethe Foss. Her på denne plads lader vi lige spørgsmål og svar stå et øjeblik...

Professor Bent Flyvbjerg fra Aalborg Universitet har sammen med kollegerne Mette Skamris Holm og Søren Buhl gennem fem år analyseret sig gennem bunker af data fra 258 store byggeprojekter over hele verden. Deres entydige konklu-sion er, at fordyrelser og massive budgetoverskridelser sker så tit og med så stor regelmæssighed ved de store infrastrukturprojekter, at der ikke kan være tale om tilfældigheder. Næsten lige så
ofte overvurderes fordelene ved byggeprojekterne, viser forskernes analyser.
Der kan kun være tale om bevidst vildledning, som Flyvbjerg konkluderede over for Information i mandags – med den markante tilføjelse, at bevidst vildledning ifølge ordbogen er det samme som: Løgn.
For Ørestadsselskabets vedkommende har budgetoverskridelsen været på 55 procent, oplyser selskabet selv. Helt nøjagtigt fra 7,6 milliarder kroner i 1996-budgettet til 11,4 milliarder i 2002-budgettet (begge tal i 2002-prisniveau).
Men tager man derimod udgangspunkt i anlægsloven fra 1992, er udgifterne til anlæg af en københavnsk metro derimod mere end fordoblet. Eller som Rigs-revisionen noterede i november 2000 i sin beretning om Ørestadsselskabet: »Budgettet for Ørestads- og Metroprojektet steg fra fem milliarder kroner i 1992 til 10,6 milliarder kroner i 1999.«
Det er på baggrund af en så voldsom fordyrelse, at Flyvbjerg sammenligner metroprojektet med projekter i u-landene. Men set fra de øverste etager i Grøns Pakhus på Holmens Kanal, hvor Ørestadsselskabet slår sine folder, skyldes de kolossale budgetoverskridelser alene forsinkelser i metroprojektets første fase, kompensation til DSB efter roderiet på Nørreport samt »forbedringer af projektet, som politikerne har besluttet.« Men bevidst vildledning?
»Umiddelbart så kan jeg ikke genkende det fra Ørestadsselskabet,« som direktøren sagde.

Måske har hun ret, Anne-Grethe Foss. Måske er det virkelig sandt, at metrodirektøren ikke kan »genkende« tendensen med bevidste under- og overdrivelser om det københavnske metroprojekt i de ti år, der er gået, siden projektet blev vedtaget. For måske er det sådan, at det, der er klokkeklart på afstand, slet ikke kan overskues på klos hold af de nærmest implicerede.
Anne-Grethe Foss burde ellers – om nogen – vide, at noget sådant også er sket i udbygningen af den trafikale danmarkshistorie. For det var jo Anne-Grethe Foss, dengang planlægningschef i DSB, der for mere end 12 år siden sammen med en daværende kontorchef i Finansministeriet og en chef-arkitekt i Københavns Kommune undfangede hele ideen om at anlægge en metro fra Amager til Vanløse.
Det entreprenante trekløver fik ovenikøbet samtidig endnu en
supersmart ide, nemlig at det kæmpestore projekt kunne gennemføres så godt som gratis for skatteyderne. Årsagen var, at metroforbindelsen mellem Vanløse og de forblæste græsarealer langt pokker i vold langt ude på Kalvebod Fælled ville få de selvsamme græsenge til at stige så voldsomt i værdi, at alene salget af dem ville bekoste hele molevitten.
Anlæggelsen af en moderne og ny bydel – Ørestaden – ville sammen med en supermoderne metroforbindelse og nærheden til lufthavnen i Kastrup skabe en så heftig synergieffekt, at en lokalisering i Ørestaden simpelthen
ville blive et must for denne verdens pengestærke, internationalt orienterede medico-, it- og
finansvirksomheder.
At det i stedet i vid udstrækning blev tvungen udflytning af offentlige virksomheder (bortset altså lige fra Rigsarkivet), der kom til at trække en ganske stor del af læsset, er så en anden sag.
Men bevidst vildledning? Hvor vil De hen?

Helt rene hænder har Anne-Grethe Foss imidlertid ikke. Få måneder før ideen om metroen, Ørestaden og salget af de forblæste græsenge poppede op hos det flittige trekløver, havde hun i nogle måneder midlertidig været ’udlånt’ til Trafikministeriet. Og skal man tro intense presseskriverier dengang, så fik dette udlån konsekvenser, som vil være mærkbare de næste 30-40 år.
I ministerstolen tronede dengang den konservative Kaj Ikast, som netop baksede med at få finpudset driftsøkonomien og rentabilitetsberegningerne for endnu et kæmpeprojekt: Broen over Øresund til Malmø.
Ikast havde nemlig et problem, som må have irriteret ham som en splint under en negl: I forhold til at lancere endnu et milliardstort broprojekt som brugerbetalt og dermed skatteyder-neutralt, var der langt fra nok biler, der ønskede at køre fra København til Malmø. Og uanset hvilke skruer embedsmændene i ministeriet forsøgte at pille ved, så fik de kun røde tal på regnearkene.
Indtil Anne-Grethe Foss i starten af 1991 overtog ledelsen af den lille embedsmandsgruppe. Så kom der gang i bageriet: Så at sige ud af den blå luft voksede forventningerne til den fremtidige trafik på broen med 700.000 køretøjer. Og vupti-vupti var trafikken pludselig tilstrækkelig stor til, at broen kunne vedtages som brugerbetalt.
Det nye trafiktal kom ikke til verden på baggrund af nye undersøgelser. Heller ikke på baggrund af en ny trafikmodel. Kort sagt var deres eneste årsag ikke noget som helst andet, end at de højere trafiktal alt i alt ville være ganske belejligt for minister Ikast. Rent sprogligt forsøgte man dog efterfølgende at gemme dette renlivede, politiske bestillingsarbejde bag den mindst tænkelige flig: Der var tale om et skøn...
Måske er det TV’s store be-grænsning, at mediets hurtige karakter ikke rummer mulighed for en sådan tiltrængt uddybning. Måske skyldes det manglende viden om metrodirektørens flittige fortid. Under alle omstændigheder rokker hendes afvisning mandag aften ikke en tøddel ved
Aalborg-forskernes konklusion.
Tværtimod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her