Læsetid: 5 min.

Agent Orange hærger endnu

USA og det øvrige verdenssamfund bør påtage sig et ansvar for at rette op på de massive miljøskader, de selv har været med til at påføre tredjeverdens lande efter mange års krig, mener en række miljøeksperter og hjælpeorganisationer
30. juli 2002

STOCKHOLM – En erklæring, der opfordrer det internationale samfund til i højere grad at vedkende sig de fortsatte skadevirkninger efter Vietnamkrigen blev denne weekend vedtaget på en international konference i Stockholm.
Erklæringen opfordrer verdenssamfundet til at yde genopbygningsstøtte, der kan hjælpe Vietnam, Laos og Cambodja med at overvinde deres udbredte miljømæssige, sociale og økonomiske problemer, der stammer fra krigen.
Idet den slår fast, at krige ikke er forbi, blot fordi der ikke længere falder bomber, påpeger erklæringen, at USA’s militær spillede en ledende rolle i at påføre de sydøstasiatiske lande alvorlige miljøødelæggelser, som de endnu langt fra har forvundet. Endvidere placerer den et medansvar hos USA’s allierede og hos de virksomheder, som fremstillede de kemikalier og våben, der blev anvendt.

Opfordring til USA
»Vi vil opfordre den amerikanske regering til at vedkende sig sit ansvar og bistå os i vores bestræbelser på at afhjælpe de skadevirkninger som lokalt blev forårsaget af krigen, da amerikansk militær anvendte moderne våbenteknologi og stærkt giftige kemikalier imod de tre lande,« sagde Dr. Nguyen Trong Nhan, chef for vietnamesisk Røde Kors.
Konferencen Environmental Consequences of War in Cambodia, Laos and Vietnam havde deltagelse af mere end 60 delegater fra hele verden.
Intentionen bag var at lægge grundstenen til en ny udviklingsfond, og anmodningen om hjælp er rettet til alle verdens lande – ikke kun til dem, der direkte var involveret i krigen.
Løbende undersøgelser i regionen har påvist fortsat store forekomster af de stærkt giftige dioxiner i det afløvningsmiddel, der kendes som Agent Orange.
Omkring 72 millioner liter af disse kemikalier blev fra luften sprøjtet ud over vietnamesisk territorium, hvorved omkring 40 procent af de sydvietnamesiske skove blev ødelagt.
Miljøet led derudover store skader efter de mere end 20 millioner bombekratere, der opstod, da USA og dets allierede nedkastede over dobbelt så mange bomber som under hele Anden Verdenskrig. Millioner af ueksploderede klyngebomber og miner udgør den dag i dag en stadig trussel mod den vietnamesiske befolkning.

Trængt økonomi
Den vietnamesiske økonomi blev hårdt trængt efter krigen, hvilket begrænsede landets evne til selv at råde bod på de miljømæssige og sociale ødelæggelser, det havde været udsat for. Chuck Searcy er amerikansk Vietnam-veteran og repræsenterer Vietnam-veteranernes mindefond:
»Ikke blot fik de næsten ingen bistand fra den vestlige verden – Sverige var eneste undtagelse – men USA iværksatte tilmed en økonomisk embargo, som var fundamentalt lammende for Vietnam i mange år efter krigen. Vi ser endnu i dag de tragiske konsekvenser af den amerikanske blokade, som forbød indførelse af basal medicin og vacciner i Vietnam.«

Løfter blev brudt
Ikke så meget som en cent af de fire milliarder dollar til genopbyggelse og udvikling, som USA’s daværende præsident Richard Nixon gav Vietnam tilsagn om i 1973, blev nogensinde udbetalt.
Det var først i 1990’erne, at Vietnams økonomi begyndte at modtage støtte fra det internationale samfund. I december 2001 underskrev USA og Vietnam så en bilateral handelsaftale, som flere iagttagere har set som en normalisering af relationerne mellem de to lande. Men ifølge delegaterne ved konferencen, er den udviklingshjælp, som Vietnam hidtil er blevet tilbudt, helt utilstrækkelig.
Spørgsmålet om, hvordan ansvaret for miljøødelæggelserne i Cambodja, Laos og Vietnam skal placeres, og hvem der må bære ansvaret for at yde genopbygningshjælp, var et centralt tema på konferencen.
Susan Hammond fra den amerikansk baserede Fund for Reconciliation and Development Group havde denne kommentar:
»Man kan roligt sige, at alle her på konferencen føler, at det er op til USA at gøre noget for at afhjælpe konsekvenserne af krigen. Men hvordan skal man få den amerikanske regering til at handle på en formålstjenstlig måde? For mig at se opnår man intet ved at trænge den op i en krog og sætte dollarbeløb på alt – det vil kun føre til, at døren bliver lukket i. Jeg mener, at denne konference bør handle om at åbne døren og ikke blot få penge fra amerikanske regeringsmidler, men at få flere af de NGO’er, fonde og erhvervsvirksomheder, der arbejder i Vietnam til at være mere opmærksomme på de påtrængende og elementære humanitære behov, som disse lande har.«

Økosystem skadet
Genskabelsen af regionens miljø er af fundamental vigtighed for at fremme den økonomiske og sociale udvikling, pointerede flere af de forskere, der deltog i konferencen.
Dr. Vo Quy var en af de første, der undersøgte krigens indvirkninger på Vietnams økosystem. Allerede mens krigen stadig rasede udførte han forskning i Sydvietnam og dokumenterede effekterne efter Agent Orange.
»Alle mennesker lever i en slags økosystem eller habitat. Hvis dette økosystem bliver ødelagt, hindres samfundet i det pågældende område i at udvikle sig. Derfor må vi først helbrede økosystemet i vores land. At udvikle vores land må ske på grundlag af vores rige økosystem.«
Der er gået mere end 30 år, siden miljøødelæggelserne tog fart i Sydøstasien (brugen af Agent Orange kulminerede i 1967-68, red.), men den mellemliggende periode har budt på flere andre eksempler på miljødestruktiv krigsførelse.
Alligevel findes der i dag ikke nogen afgørende og bindende international traktat, der beskæftiger sig med krig mod miljøværdier.

Manglende lovgivning
Barry Weisberg, der i 1970 skrev bogen Ecocide in Indochina – The Ecology of War har denne vurdering:
»Vietnam var åbningskapitlet i en intensiv proces iværksat af regeringer både imod andre regeringer og imod deres egne landskaber og befolkninger for at ødelægge miljøet og det økologiske system. Problemet er, at vi bliver mødt med udbredt fornægtelse, illusionsmageri og bedrageri, når det gælder dette problem. En stor del af verdens ledere vil end ikke anerkende den overvældende videnskabelige dokumentation, der findes for f. eks. global opvarmning, og vil ikke anerkende, at vi har behov for at reducere udledningerne fra industri og biler. Så længe vi må leve i et miljø, hvor der er utilstrækkelige internationale regler og reguleringer for bare at afbøde disse udviklinger en smule, er det meget usandsynligt, at vi vil få en international retsorden at se, der kan skride effektivt ind over for miljøødelæggelser.«

*Patrick Beckett er engelsk freelancejournalist

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu