Læsetid: 3 min.

Aids vokser med afrikansk hast i Østeuropa

Samfundene i Østeuropa og Rusland er ikke gearet til at håndtere aids, der spredes hurtigere i øst end noget andet stedi verden
9. juli 2002

BARCELONA – Østeuropa og Rusland risikerer at blive det nye Afrika, hvis ikke noget bliver gjort meget hurtigt, siger organisationer, der arbejder med aids i regionen. Advarslen kommer få dage efter, at FN udpegede de tidligere sovjetstater som det område i verden, hvor antallet af hiv-tilfælde vokser hurtigst. Det er især væksten af stiknarkomaner og handel med sex, kombineret med et mangelfuldt sundhedsvæsen, der har dødsdømt et stigende antal tidligere sovjetborgere.
»Mens unge, der bruger stoffer i Vesteuropa, mest holder sig til piller og til at inhalere, så synes de unge i Rusland, at det er enormt sejt at bruge nåle. Så det er ikke kun de tunge narkomaner, som aids rammer. Samtidig er Rusland stadig inde i en overgangsfase til en markedsøkonomi, hvor der længe ikke har været overskud til at prioritere sundhedsvæsenet,« siger Ilona van der Braak fra
NGO’en Aids Foundation East-West.
Samtidig er der akut mangel på behandlingstilbud til de aids-ramte i regionen. En ny undersøgelse af 27 lande i Central- og Østeuropa samt det tidligere Sovjetunionen, der blev offentliggjort på den Internationale Aids Konference i Barcelona i går, viser, at under én procent af de smittede har adgang til den anbefalede livsforlængende medicin.

Smittede diskrimineres
»Høje priser og et lavt niveau af offentlig forpligtelse bærer ved til vores hiv-krise. Vi har allerede overgået Nordamerika i antallet af smittede. Hvis ikke noget gøres snart, risikerer vi at blive et andet Afrika,« siger Emilis Subata fra Central and Eastern European Harm Reduction Network (CEE-HRN), der står bag undersøgelsen.
De manglende muligheder for behandling hænger også sammen med almindelig foragt for stofmisbrugere, der står for langt de fleste nye tilfælde, og et sundhedsvæsen, der er katastrofalt dårligt gearet til udfordingen.
»Hele konceptet omkring forebyggelse eksisterer endnu ikke i Ruslands sundhedsvæsen. Her opfattes læger stadig som det eneste værn mod sygdomme, og hiv-test som det eneste redskab i kampen mod smitten, og det udgør en meget farlig situation,« siger Ilona van der Braak.
Ifølge CEE-HRN er de fleste læger i regionen ikke i stand til at give den rette vejledning til de mennesker, der testes hiv-positive.
Natalija Leontjuk, der er hiv-positiv og stifter at et ukrainsk netværk af smittede, fortæller, at hun ingen information om medicin fik efter diagnosen.
»Man gav sit blod og fik sin test, men det var al den hjælp, man fik,« siger hun.
Mens specielt Rusland hastigt overhaler Vesten i antal smittede, er opfattelsen af mennesker med hiv stadig på et primitivt niveau, siger CEE-HRN. Mange steder i Rusland er lægernes viden om smitten ringe, og de anbefaler familier at isolere smittede familiemedlemmer, ikke lade dem komme i kontakt med børn og vaske alt, hvad de rører, med klor. Det bidrager til frygt og diskrimination.
Hastig spredning af hiv hænger ofte sammen med den økonomisk forandring, mange områder i regionen har oplevet efter Sovjetunionens opløsning.
Narva i Estland og Nowa Hutu i Polen er eksempler på tidligere sovjetiske industribyer, hvor fabrikslukninger og den formelle økonomis sammenbrud har ført til en ny uformel økonomi, der baserer sig på prostitution og narkotika – med voldsomme hiv-udbrud til følge.

Hastig vækst
Det er svært at vide, hvor man skal starte, siger Ilona van der Braak, mens hun viser Information en kurve over antal hiv-smittede i Ukraine, Rusland og Kasakhstan. Kurverne kan kun anes i bunden af papiret i 1996, mens de årene efter skyder i vejret med en hast, der ville fremkalde beundrende blikke i enhver vækstorienteret virksomhed.
»En af de konkrete ting, vi prøver at gøre, er at uddanne indsatte og personale i fængsler, da det er et sted, hvor utroligt mange smittes. Og der ser vi faktisk forbedringer, efterhånden som folk bliver opmærksomme på, hvordan smitten kan forebygges i fængsler, hvor der både forekommer stofmisbrug og ufrivillig sex,« siger hun.
Ifølge Imperial College i London vil fem procent af voksne russere være hiv-smittede om fem år. De russiske NGO’er, der ifølge eget udsagn endnu er for små og svage til for alvor at skaffe nationale og internationale donormidler, håber på, at flere rige lande vil få øjnene op for problemet, der hærger lige uden for EU’s grænser.

*CEE-HRN’s rapport kan læses på www.ceehrn.org
*Aids Foundation East-West: www.afew.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her