Læsetid: 4 min.

Albansk enighed om ny præsident

Internationalt pres indvarsler borgfred i Albanien
6. juli 2002

En sjælden enighed mellem de to partiledere i albansk
politik om valget af ny præsident kan betyde større stabilitet, end det tidligere er set i det ellers så urolige Balkanland.
Da 134 af de i alt 140 medlemmer i det albanske parlament i mandags mødtes, lykkedes det i første valgrunde at få valgt en ny præsident med 97 stemmer for, 19 imod og 14 blanke samt fire ugyldige. Det var markant over de påkrævede 84 mandater – svarende til 60 procent af medlemmerne i det parlament, der blev valgt sidste sommer – og afspejlede udmøntningen af den enhed, som de to partiledere Fatos Nano fra Socialistpartiet og Sali Berisha fra det Demokratiske Parti gennem sjældne møder var nået frem til.
Med parlamentets valg af den tidligere general og forsvarsminister Alfred Moisiu i sidste uge som de to partiers fælles kompromiskandidat, synes det internationale samfund at have haft held til at presse en løsning igennem, hvorved man har undgået nyvalg og en politisk ustabilitet, der i værste fald kunne have medført egentlige uroligheder i Albanien.
Enigheden skyldes først og fremmest et udenlandsk pres fra både USA og Vesteuropa. Men især samspillet mellem Europarådet, OSCE og EU, som har truet med ikke at ville give Albanien en stabilitets- og associeringsaftale med handelspolitiske fordele, har tvunget de to partiledere til at enes om en fælles kandidat.

Svindel
Den parlamentariske krise startede allerede ved valget i juni sidste år. Selvom valget på landsplan nok var det mest regulære valg siden systemskiftet i Albanien for ti år siden var det præget af uregelmæssigheder i et omfang, at der måtte i alt fire valgrunder til for at nå frem til et endeligt resultat. Det regerende Socialistparti forsøgte gennem svindel og taktisk omgåelse af valgloven i enkelte valgkredse at sikre regeringskoalitionen de nødvendige 60 procent, som kunne sikre valget af en ny præsident i første valgrunde.
Uden udsigt til selv at kunne opnå valg gik Sali Berisha allerede i januar ind på tanken om en fælles kandidat. Men Sali Berisha og Fatos Nano har i den grad været modpoler i albansk politik, at de aldrig tidligere har kunnet mødes. Mens Berisha var ved magten fængslede han Nano, som først blev løsladt efter det folkelige oprør i 1997 i kølvandet på pyramidespillenes kollaps. Ved valget samme år vandt Socialistpartiet. Fatos Nano blev regeringsleder, mens Rexhep Meidani blev valgt for en periode på fem år, som udløber 24. juli.
Socialistpartiets leder Fatos Nano håbede selv at kunne blive præsident, men splittelse i Socialistpartiet førte allerede i januar i år til et
regeringsskifte da Pandeli Majko overtog regeringsledelsen fra Ilir Meta, som i 1999 selv havde afløst Majko. Da det stod klart for Nano, at han ikke selv kunne opnå valg i første valgrunde og even-
tuelt yderligere forsøg kunne have udløst nyvalg, valgte han i stedet til sidst – sammen med Berisha – at pege på en fælles kandidat.

Berømt partisan
I første omgang enedes man om at pege på den albanske EU-ambassadør Artur Koku, som imidlerid valgte at takke nej. Det er uvist om det skyldes, at han foretrækker livet i Bruxelles eller – som det forlyder – fordi de statslige arkiver rummer hans dossier, der dokumenterer, at han var meddeler til det hemmelige politi Sigurimi i Hoxha-tiden.
I al fald måtte man i 11. time finde en anden kandidat. Valget faldt på formanden for den albanske Atlantpagt-sammenslutning den 72-årige Alfred Moisiu, der som søn af en berømt partisan fik en militær karriere som general. Som forsvarsminister faldt han i unåde under Hoxha-tiden, men blev siden i overgangsregeringen genudnævnt, inden han efter Sali Berisha og det Demokratiske Parti kom til magten i 1992 – blev vice-forsvarsminister.
Mens det vesteuropæiske motiv først og fremmest har været at undgå ustabilitet på et tidspunkt, hvor situationen for det albanske mindretal i Makedonien og den uvisse status for det overvejende albanske Kosovo let igen kan føre til konflikter, synes baggrunden for den pludselige forbrødring i albansk politik at være mere uklare.

Mange ulovligheder
Spekulationerne går fra aftaler om en magtdeling på det politiske plan til kontrol over den omfattende ulovlige økonomiske aktivitet, der fortsat præger Albanien. Men i al fald synes de albanske politikere at have en fælles interesse i at tegne et billede af et Albanien, der præget af stabilitet, enighed og demokrati ønsker at blive fri for den monitorering af udviklingen, som man i Vesteuropa fortsat synes, der er god grund til.
Bristerne i såvel den demokratiske udvikling som på menneskerettighedsområdet bekræftes af internationale organisationer. Amnesty International har dokumenteret omfattende politibrutalitet, der nødvendiggør en fortsat rehabilitering af torturofre, og Human Rigths Watch udsendte i sidste måned en rapport, der dokumenter at pressefriheden i praksis har trange kår i Albanien.

*Tue Magnussen er cand.mag. og koordinator på Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu