UAMBA, ANGOLA I går fik Angola en samlet hær for første gang siden uafhængigheden i 1975. 5.000 officerer og menige fra oprørsbevægelsen UNITA, Den Nationale Union for Total Uafhængighed i Angola, blev lukket ind i regeringshærens og politiets rækker. Begivenheden blev hyldet som et symbol på den fred, der blev født, da UNITAs leder, Jonas Savimbi, døde i februar.
De 5.000 kan se frem til fast løn og arbejde i det sydvestafrikanske land. Resten af de cirka 85.000 UNITA-soldater, der er blevet registreret, interviewet og fotograferet i 36 opsamlingslejre landet rundt, går derimod en usikker fremtid i møde. Regeringen har lovet at omskole dem til en civil tilværelse, men der er endnu ikke lagt penge eller konkrete planer på bordet. Hidtil har UNITA og regeringshæren ledet lejrene, men i går overtog Angolas regering ansvaret.
Der er akut mangel på mad og medicin i nogle af opsamlingslejrene. Og forleden advarede den kritiske ugeavis, Folha 8, om, at de 80.000 tabere i lotteriet om et job i militæret og politiet, kan »forvandle sig til en hær af utilfredse«, der undergraver freden.
Mirakuløs overlevelse
35-årige Pedro António er en af taberne. 15. maj ankom han til opsamlingslejren Uamba i det nordlige Angola sammen med sine to koner og 10 børn. De havde vandret gennem skove, dale og over højderygge i to uger og var medtaget af sult og sygdom. Eliseo på seks år har stadig blod i afføringen og er stærkt underernæret. Hans 16-årige bror, Nelo, er væksthæmmet på grund af mange års fejlernæring.
»Jeg er glad for freden, men mest glad for, at hele familien har overlevet. Det er mirakuløst,« siger Antónios førstekone, Joana Megro.
Da Pedro António havde afleveret sin riffel til vagterne fra regeringshæren, fik han anvist et lille stykke sandet jord, hvor familien kunne bo. De samlede grene og høstede strå, og dagen efter flyttede de ind i lille hytte af strå mellem hundreder af andre hytter, som tilhører andre UNITA-familier. I dag bor der ca. 10.000 mennesker i Uamba-lejren.
»Jeg har fået at vide, at der ikke er plads til mig i regeringshæren eller politiet. I stedet håber jeg på at blive mekaniker. Jeg lærte lidt om biler, inden jeg blev soldat. Men det bliver ikke let at finde arbejde. Det vrimler med arbejdsløse i Angola, og jeg tror ikke, at et tidligere UNITA-medlem har let ved at blive ansat. Mange vil stadig se mig som en fjende, selv om jeg meldte mig frivilligt,« mener Pedro António.
Han fortæller, at han blev bortført af en UNITA-patrulje i 1989. En dag stormede oprørerne hans kvarter i udkanten af byen Uige og tog alle mændene med sig. Tusinder af andre blev hvervet på samme måde. Efter at være blevet skolet i Jonas Savimbis tanker, tjente han som soldat i ni år, og derefter blev han betjent i en UNITA-base ved grænsen til Den Demokratiske Republik Congo.
»De sidste par år var barske. Vi var i defensiven og måtte ofte flygte for regeringshæren om natten. Vi havde ingen medicin og var nødt til at plyndre landsbyer for at få noget at spise og for at få tøj. Mange døde undervejs,« beretter António.
I går trådte han officielt ud af UNITAs rækker og ind i statistikken over civile flygtninge. Dem er der over fire millioner af i Angola, som har godt 12 mio. indbyggere.
Ifølge regeringen skal omskolingen af de tidligere UNITA-soldater og -betjente til det civile liv været afsluttet til nytår. Derefter skal opsamlingslejrene afvikles. Men i Uamba-lejren er der ikke mange, der tror på, at dén tidsplan holder.
To-tre døde om dagen
Uamba-lejren ligger mellem ruinerne af et forladt, portugisisk gods fra kolonitiden. Cirka en times kørsel fra den nærmeste lille by ad en hullet jordvej. Resterne af en tidligere stald er konverteret til kirke med direkte udsyn til himlen. Og skolen, hvor eleverne engang skulle lære Portugals provinser og floder udenad, har fået et nyt kald. Nu terper de raske UNITA-børn regnestykker og uregelmæssige verber bag de revnede mure.
Hospitalet er den største bygning i Uamba-lejren. Det er bygget af strå, gravet halvt ned i sandet, og små skilte viser vej gennem smalle, mørke gange til fødestuen, laboratoriet, skadestuen og konsultationen.
»Læg mærke til hvor køligt der er herinde. Det er den måde, UNITA byggede på ude i bushen. Det eneste, vi mangler er el, vand, medicin og læger,« siger en af de fire barfodslæger fra UNITA, Emílio Timoteo.
Overfor ham sidder den tidligere sergent i oprørshæren, Horácio Colpitura, og klager over smerter i bryst og skuldre.
»Du har malaria,« konstaterer Timoteo. »Men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det. Vi har hverken klorokinfosfat eller andre medikamenter. Men måske kommer der en udenlandsk hjælpeorganisation med medicin i morgen.«
Horácio takker for diagnosen og forlader hospitalet. 30 andre sidder i kø i venteværelset for at få deres diagnose.
Direktøren for hospitalet, António Matende, oplyser, at der er to-tre dødsfald i lejren om dagen. På grund af malaria, tuberkulose, diarré og ekstrem underernæring.
»Det er slemt, men det er trods alt en forbedring. For to måneder siden havde vi 10-12 dødsfald pr. døgn. Nu er Dansk Flygtningehjælp begyndt at levere mad, og Læger Uden Grænser hjælper de svageste børn. Men mange går stadig sultne i seng,« fortæller Matende.
Dansk Flygtningehjælp transporterer godt 150 tons mad om måneden til Uamba- og Vale de Loge-lejrene i Uige-provinsen. Andre hjælpeorganisationer, bl.a. Den Lutherske Verdensføderation og Røde Kors, leverer fødevarer til opsamlingslejre i andre dele af landet. Men der er stadig lejre, som næsten ingen mad får. Og titusinder af civile flygtninge, som sulter.
FNs Verdensfødevareprogram skønner, at mellem 50 og 100 mennesker dør af sult om dagen under den fredsproces, som har afløst fire årtier med befrielses- og borgerkrig.
Det meste af fødevarehjælpen stammer fra Verdensfødevareprogrammet. Men landminer, dårlige veje og sammenstyrtede broer gør det ekstremt vanskeligt at få sækkene med ris, majs- og soyamel, olie og sukker ud.
Tusinder af sultende UNITA-tropper er brudt ud af flere lejre og har plyndret huse og marker i nærheden. Ifølge nødhjælpsarbejdere er det også sket i Uamba, men UNITAerne vendte tilbage til lejren, da flygtningehjælpens lastbiler nåede frem med forsyninger.
Anders Engberg er programkoordinator i Dansk Flygtningehjælp. Han er i Angola i øjeblikket og er bange for, at der kan komme nye uroligheder.
»Angolas regering vil have det internationale samfund til at hjælpe mere. Det internationale samfund lægger pres på Angolas regering for at tage et større ansvar, end den har gjort ved tidligere fredsaftaler (i 1992 og 1994, red.),« siger Engberg og fortsætter:
»Jeg mener, at det internationale samfund har et ansvar for at løse de problemer, der er nu. Ellers går det galt. Vi taler om dage, for vi læner os op af en hungersnød. Hvis UNITA-soldaterne opdager, at det var en fejl at lade sig demobilisere, vil de atter løbe ud af lejrene og finde våbnene frem,« forudser Engberg.
Regeringen overtager
Uamba-lejrens kommandant, Lima Tardeu, oplyser, at de 3.000 tidligere UNITA-soldater og -betjente i lejren har afleveret 1.451 våben: »Alle de indsamlede våben vil blive ødelagt i Uige. Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke ligger andre skydevåben uden for lejren. Alle UNITA-folkene har fået at vide, at det er forbudt for civile at bære våben. I fremtiden vil de blive straffet for detÇ« fastslår Tardeu. På landsplan har UNITA afleveret 27.000 lette våben plus nogle få bazookaer og morterer til myndighederne.
De seneste uger har repræsentanter for regeringshæren og UNITA haft travlt med at udvælge de tre UNITA-generaler, 10 generalløjtnanter, 13 majorer, 150 kaptajner, 200 løjtnanter, cirka 1.000 andre officerer og over 3.500 menige, som skal indlemmes i Angolas forenede styrker.
De trækker sig tilbage til kasernerne i denne uge og overlader kontrollen med opsamlingslejrene til regeringen og politiet. Det er der mange hjælpearbejdere og tidligere UNITA-soldater, som ikke bryder sig om.
»Vi har haft et godt forhold til regeringshæren. De er vores brødre, selv om vi har kæmpet mod dem i mange år. Det nationale politi er ikke vores brødre. Det er kendt for at være korrupt og voldeligt,« siger en af de afvæbnede UNITA-soldater, som ikke ønsker at få sit navn frem.
Pedro António er mere optimistisk: »Jeg håber bare, at freden holder, og at vi angolanere ikke skal lide mere.«
*Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af U-landsorganisationen Ibis til det sydlige Afrika
