Læsetid: 2 min.

Anmeldere

23. juli 2002

Litteraturhistorien kender adskillige eksempler på anmeldere (kritikere) der har skabt sig en vis berømmelse pga. af deres uforskammetheder. Hans Brix og Poul Borum var i nyere tid talentfulde repæsentanter for den ondskabsfuldt kortfattede (og ofte vittige) skallesmækkermetode. Om romanen Duer på taget skrev Brix: »Duer ikke.« Om Rifbjergs Tak for turen skrev Borum: »Selv tak, det var så lidt«.
Det er sjovt, og man kan høre lårsmækkeriet og de høje »hå-håer« rundt omkring på redaktionerne og i de små digterværksteder oppe under tagskægget, for slet ikke at tale om på caféerne under røgskyerne til de grønne flaskers klirren. Men i visse stuer har der været stille, og i visse maver er syresekretionen taget til.
I en ellers indfølende, sympatetisk og beundrende anmeldelse af Torben Brostrøms bog Underspil, hvor anmeldelser fra de sidste mange år er optrykt, funderede Jens Kistrup over, om man måske i sidste ende kunne kalde Brostrøm for »en kedelig kritiker«. Bums. Jeg kender naturligvis ikke Brostrøms reaktion, men jeg kan forestille mig, at de tre ord pludselig er blevet mindst 26 gange større end alle de andre ord i Kistrups anmeldelse til sammen.
Den rosende omtale tager man som en selvfølge, den falder som mild regn, den pludselige – og negative – afvigelse slår til gengæld som en plejl. Sandheden er jo nemlig den, at de fleste (kunstnere, anmeldere, kritikere, journalister) går rundt med kronisk dårlig samvittighed og en evig angst for at blive afsløret, og ser man rigtig efter, er det ofte bladnegrene, der hyler højest, hvis nogen bare kommer i nærheden af dem med krabasken. Et aktuelt eksempel er modtagelsen af min egen Tidsmaskinen, der angiveligt handler om jordens mulige undergang, men opfattes som en personlig forulempelse af den samlede journaliststand, fordi en håndfald gentlemen of the press får halen på komedie og galper op – som om de ikke til daglig selv sad og delte karakterer ud til højre og venstre uden stands anseelse og med en grovhed, man skal til boksesporten for at finde magen til.
Anything goes, som man siger, men et eller andet sted siger i hvert fald jeg stop. Hvis en kedelig karl, der – med eller uden grund – har et horn i siden på én benytter sig af lejligheden til at levere en kritisk blodgummer uden at komme med den mindste argumentation eller det mindste eksempel, bliver jeg sur.
Derfor vil jeg også sige til en vis hr. Zangenberg, der er dukket op i Politikens spalter for nylig: »Du har en stor fremtid bag dig« eller måske en stor fremtid, hvis du lægger de dårlige manerer på hylden og begynder på en frisk. En ting er nemlig sikker: Der skal både format og talent til at være ondskabsfuld. Det er ikke nok bare at være ondskabsfuld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her