Læsetid: 11 min.

En aristokratisk tilbagetrukket og højttænkende forfattertype

Alle kendte tilsyneladende Onkel Danny. Peter Laugesen var en af de få, der kendte Dan Turèll (1946-93)
27. juli 2002

Onkel Danny fortalt
I 1964 flyttede den 22-årige Peter Laugesen ind i et klubværelse på Bagsværdvej 65 i Lyngby. Værelset lå oppe under taget, og bag døren på den anden side af gangen boede den fire år yngre Dan Turèll.
De to kendte ikke hinanden, men efter nogle forsigtige tilnærmelser blev det klart, at de havde fælles interesser. Begge var mere end almindeligt optagede af sproget. Begge havde fra forskellige vinkler snuset til den journalistiske verden. Og begge var nået frem til, at det var poesien, der for alvor trak. Da først dét fællesskab var blevet klarlagt, var døren åbnet for en dialog, som blev afgørende for både Peter Laugesen og Dan Turèll som forfattere.
Efter at Laugesen var flyttet tilbage til jylland, fortsatte dialogen via breve og andre former for udvekslinger. Det meste af korrespondancen foregik uden for offentlighedens rækkevidde, men også et antal fælles undergrundspublikationer blev det til. Da Dan Turèll i 1990 skulle skrive forord til genudgivelsen af samarbejdsprojektet Dobbeltskrift (1973), konstaterede han om relationen til Laugesen:
»Vi har, som digtere, blandet blod: Vi har udgivet tidsskrifter og projekter sammen, vi har talt og tænkt sammen, vi har skrevet i hinandens bøger, både direkte og indirekte.«
Siden har Peter Laugesen bekræftet, at uanset om der kom publikationer ud af udvekslingerne eller ej, var kernen i forbindelsen mellem de to en løbende dialog om det felt, der er skriftens. En dialog, der – med Laugesens ord – ikke nødvendigvis er ophørt, blot fordi der ikke bliver svaret i den anden ende:
»Dan er den eneste person, med hvem jeg nogensinde har kunnet diskutere i dybden, hvad jeg opfatter som de væsentlige ting i litteratur. Og i virkeligheden er dialogen aldrig holdt op. På en måde taler jeg stadig med ham.«
»Vores første kontaktforsøg bestod i at skubbe små sedler ind under dørene til hinanden med kommentarer til et eller andet, vi havde hørt om den anden,« erindrer Peter Laugesen. »Det kunne være sådan noget i retning af: »T. S. Eliot er en gammel forbenet idiot«. Og så kom der en seddel retur, hvor der stod: »Dylan Thomas var en overvurderet walisisk drukmås«.

Fra Kerouac til Eliot
På et tidspunkt har vi så formodentlig mødt hinanden ude i gangen mellem værelserne og er begyndt at tale sammen. Vores diskussioner udartede i starten til egentlige skænderier om, hvilken måde der var den bedste at skrive på, hvis man ville prøve at formulere de erfaringer, vi var fælles om. Den dialog fortsatte via breve over de næste mange år. I perioder skrev vi flere breve om dagen til hinanden.«
– Med dine fire år ekstra på bagen var du i en vis forstand storebroren i forholdet. Hvad mener du, at du gav den unge Dan Turèll?
»Det fik en vis betydning, at jeg kom med denne bagage af amerikansk beatlitteratur, ikke mindst Kerouac. Altså en spontan måde at skrive på: ’første udkast er altid bedst’ og den slags. Dan gik dengang rundt og citerede T. S. Eliot i tide og utide, og Eliot tilhørte jo en helt anden tradition. Man kan sige, at det, jeg kom med, i høj grad korresponderede med det, Dan i virkeligheden var og senere viste sig at være.«
»Fællesskabet viste sig ikke mindst ved, at vi begge var interessede i jazz, især i den spontant improviserede form, man kunne høre i den moderne jazz fra Charlie Parker og frem. Ligesom jeg havde Dan hørt en masse Ornette Coleman og John Coltrane og Cecil Tayler og sådan noget. Og i litteraturhistorisk forstand er det jo netop den slags lydlige strukturer, som specielt Kerouac har brugt til at bygge sit sprog op med. Det var det, vi talte om. Noget andet er så, at Dan nok i højere grad endte med at falde for Allen Ginsberg. Han kunne godt lide den dér ’public poet-ting’.«
– Hvordan opfattede I dengang forholdet mellem det amerikanske og den hjemlige scene?
»Det var ikke det amerikanske som sådan, vi dyrkede, men det, man dengang kaldte ’Det Andet Amerika’. Når man talte negativt om USA, handlede det gerne om de kommercielle aspekter. Men der var også en anden side af Amerika, hvor man kunne finde alvorlige forsøg på at formulere kunstneriske og andre typer strategier for, hvordan man kunne forholde sig til den nye og fuld-stændig forandrede virkelighed, som Dans og min generation var den første, der voksede op med.«

Efter Hiroshima
»Der har været sagt så meget pis om, at verden er helt forandret efter den 11. september 2001. Det er selvfølgelig noget sludder. Men efter bomben over Hiro-shima var verden virkelig forandret. Helt, helt forandret. Det var i lyset af atombomben, at vores generation kom til at opfatte den tryghedsfornemmelse, vi voksede op med, som falsk. Derfor har vi været nødt til at forsøge at konstruere en ny måde at leve på, og i den proces har vi fundet vores modeller i Amerika, hvor man har haft de erfaringer længere tilbage end os.«
– I debuterede begge i tidsskrifter og antologier i 1965, mens I boede i Lyngby. Hvad gjorde I jer af forestillinger om at publicere og træde offentligt frem som digtere?
»Vi havde ikke nogen strategier, fordi vi regnede med, at man sådan set bare skulle skrive det, man syntes, man skulle skrive, og så sende det ind til nogle forlag og tidsskrifter, og så skulle det hele nok gå af sig selv. Det gjorde det bare ikke. De danske forlag og tidsskrifter var generelt ret negative. Så vi fik begge trykt nogle af vores første ting i Sverige i Ord och Bild. Og eftersom modstanden herhjemme åbenbart var så stor, fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne lave vores egen beskedne modoffentlighed og selv udgive tingene. Dét var jo også en amerikansk model. Det praktiserede vi så i en fem-seks år eller sådan noget, hvor det hele var på et ganske primitivt plan. Dan udsendte duplikerede eller håndskrevne bøger, oplagene var små, og de blev gennemgående foræret væk. Dog blev nogle af dem anmeldt, og det banede vejen for, at vi langsomt blev sluset ind i forlagsverdenen.«
– Dan Turèll satte helt konkret dato på den dag, hvor han blev forfatter: Den 15. oktober 1969 viskede han tavlen ren og startede forfra. Hvad var det for et vendepunkt?
»Jeg opfatter det ikke som et vendepunkt. Det er et punkt, hvor han opdager, at han måske kan give tingene en bestemt retning. Han vender ikke om. Han går videre i den retning, han hele tiden har gået i, men fra det tidspunkt prøver han at koncentrere sit udtryk. At kanalisere det ind i et snævrere felt, så det får en større eksplosiv kraft.«
»Og så ville han jo også gerne have det ud til det, man kalder et publikum. Han ville gerne tale til nogen. Det vil man altid gerne, også selv om man godt kan lade som om, man ikke vil – især når der ikke er så mange, der hører efter. Dan ville gerne tale til så mange som muligt, og for at kunne det var han nødt til at finde en eller anden kanal, han kunne køre tingene ud igennem.«
– Hvad repræsenterede Dan og du i forhold til samtidens danske litterære landskab?
»Først og fremmest en ny måde at skrive på, som havde rødder i en amerikansk model. Men selvfølgelig stod vi ikke helt alene. I midten af 60’erne var der opbrud på mange felter. Omkring Den Eksperimenterende Kunstskole og i andre billedkunst- og musikmiljøer fandtes tilsvarende forestillinger og felter, hvor man kunne gøre ting, som der ikke var plads til i det normale system.«
»I litteraturens verden oplevede vi imidlertid, at de etablerede litterater ikke kunne se – eller nægtede at se – den form, som de nye måder at skrive på faktisk havde. Formodentlig opfattede de det som noget direkte farligt – for hvis man for alvor begyndte at tage de nye former alvorligt, hvad kunne der så ikke ske? Så ville hele den danske modernisme jo skride direkte ned i et stort hul! Men faktisk oplevede vi det ikke sådan. Vi oplevede, at det var os, der var i kontakt med en meget lang tradition. Det var bare en anden tradition.«
– Hvad var de væsentligste motiver bag jeres undersøgelser af sproget?
»Det primære motiv var vel igennem eksperimenter på så mange felter som muligt at forsøge at nå frem til en måde at bruge sproget på, som – ja, jeg er næsten nødt til at sige det – er mere sandfærdig. En måde, som taler mere direkte og sandt i forhold til det, man faktisk gerne vil sige, end det ville være muligt, hvis man kanaliserede det ud igennem mere formaliserede måder at gøre det på. Vi ville simpelthen finde en ny måde at tale eller skrive på, som i højere grad end normalt svarer til det, man faktisk oplever eller mener, at man er. En spontan og direkte måde, der er så personlig, at man ideelt når ned til lag, der er så dybt private for én selv, at de også er private for alle mulige andre, der læser det – så de ikke kan skyde det fra sig og sige: »Dét her, det rager ikke mig.« Det skulle gerne være så privat, at det nødvendigvis måtte rage alle, der læser det.«

Falsk aura
– Sammen med Kristen Bjørnkjær og Erik Liljenberg havde Dan Turèll og du et projekt kørende under navnet Manjana. Hvad var Manjana for en størrelse?
»Det var et forsøg på at lave et sted at tale fra, hvor der ikke var nogen be-grænsninger eller forsøg på at censurere noget som helst. Hvor man hver især kunne sige alt, nøjagtig som man ville, her og nu. Og hvor man kunne gøre det i et samarbejde med andre, så man fik det kombineret med de måder, andre sagde det samme på – det samme på en anden måde eller noget andet på det samme sted. Og så var det en leg.«
»Det var sådan set det vigtigste af det hele: At få etableret et felt, hvor man kan lege frit med de ting, der ellers er dødalvorlig for én. At få fjernet den lidt overdrevne alvor, som kan ligge i begrebet litteratur eller kunst. At fjerne den falske aura omkring tingene. Og at gøre det på en måde, der er let og hurtig, og som ikke nødvendigvis er beregnet til evigheden. På en måde, hvor man kan vurdere det her og nu – for i morgen er vi et andet sted, og så laver vi noget andet. Senere overtog Dan mere eller mindre fænomenet Manjana i sit eget regi og satte det ind i sine bøger. I en årrække gjorde han ligefrem sig selv til en Manjana-figur.«
– Op gennem 70’erne spaltede Dan Turèll sine skriverier ud i mange forskellige retninger: formidling, mediemontager, digte, noveller, romaner, essays?
»For mig at se er Dans projekt sådan set hele vejen igennem det samme. Men på et eller andet tidspunkt beslutter han sig ganske rigtigt for at spalte tingene ud i en række forskellige måder at skrive på. Mest markant er skiftet med den bog, som efter min mening også er hans mest problematiske, nemlig Vangede billeder (1975), som samtidig bliver hans gennembrud til en større offentlighed. Men vel at mærke et gennembrud, hvor han var nødt til at sluge en del kameler – teksten blev jo blandt andet skrevet om fra en gigantisk digtsamling til en noget mindre prosatekst.«
»Når det er sagt, var Dan hele vejen igennem en mangefacetteret og på et indre plan ret kaotisk person, som var i stand til løbende at indoptage fantastisk mange ting, som for de fleste andre ville virke uforenelige. Han kunne tilsyneladende indoptage alt og kanalisere det ud i en eller anden form, hvor det altid endte med at blive potenseret.«

Ikke folkelig
– Hvis du skal se tilbage på Dan Turèll nu, hvor hans liv og værk er afsluttet og er kommet lidt på afstand, hvad vil du så sige, at han var for en størrelse?
»I dag er der mange mennesker, der tror, at de ved, hvordan Dan var. Men det er jo hans medieimage, de kender. Da jeg mødte ham, var han ikke ret gammel og derfor med på hvad som helst og usikker på, hvad han selv var og ville. Og så var han først og fremmest kolossalt åben for alle former for impulser og prøvede at fange dem, hvor han kom i kontakt med dem, og hurtigst muligt at bringe dem i anvendelse, så han kunne se, hvad de kunne bruges til. Han eksperimenterede med alt, hvad han kunne komme i nærheden af.«
»Det er for så vidt, hvad den 18-årige Dan var. Ud over at være et meget venligt mennesker, hvad han var livet igennem. Og en meget sky person, som på ingen måde var nem at komme i nærheden af eller lære at kende. Det var derfor, han senere fik brug for at lave denne kraftige projektion omkring sig selv. Onkel Danny-figuren var jo en ballon, som han havde blæst op omkring noget helt andet indeni. Et skjold, som han kunne bruge, så han kunne stå ude i medieverdenen og være højttaler for et eller andet, som han gerne ville sige. Men det var ren facade. Og en facade, som han med årene fik stort besvær med og ikke kunne slippe af med. Det paradoksale er, at han kan bruges som model for noget, som folk tror er folkeligt. For er der noget, Dan ikke var, så er det folkelig. Han stod til enhver tid uden for den hverdag, han skrev om i en tekst som »Hyldest til Hverdagen«. Og når det kommer til stykket, ville han aldrig kunne holde ud at være i den så meget som ti sekunder.«
»Bag det folkelige ikon var han en aristokratisk tilbagetrukket og højt tænkende forfattertype. Hvilket jo tydeligt fremgår af forfatterskabet, hvis man ser det som en helhed. Der er altså to strømme: den populistiske og den stejlt elitære. I sit offentlige image var Dan begge dele. Og inde bagved var han, ligesom vi alle sammen er, permanent usikker, fordi man aldrig selv ved, hvem man er, og fordi alt er under konstant forandring.«
»Og det, han forestiller sig, når han i »Hyldest til Hverdagen« kigger op på de vinduer og drømmer om det liv, der leves derinde, det er noget med, hvor dejligt det ville være, hvis man kunne blive fri for bevidstheden om, at man ikke ved, hvem man er i morgen. Hold kæft hvor ville det være godt, hvis man virkelig ikke havde den indsigt. Så ville man være lykkelig. Og gu’ ville man da ej.«q

Interviewet er lavet i forbindelse med tilblivelsen af filmen Onkel Danny – portræt af en karma cowboy. Instruktion: Lars Movin og Steen Møller Rasmussen. Premiere i Grand (København) og Øst For Paradis (Århus), den 23. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu